I et virvar af røg, sex, Satan og psychedelics leverede festivalens vel nok største metalnavn i år en eminent opvisning i  den helt tunge ryger-doom!

Foto: Jannie Ravn Madsen

Electric Wizard fra Somerset, England, spiller ikke just ofte i Danmark. Faktisk er det næsten 10 år siden de sidst har været forbi vores lille land og faktisk har de seneste to gange også været på Roskilde Festival.  I 2014 åbnede de Arena og i 2011 spillede de på Pavilion.

I år havde de fået prime time slot på Avalon og det var noget der syntes at falde i god jord hos både band og publikum. Det her var den rette scene. I godt og vel halvanden time sendte Electric Wizard os ud på en omtåget rejse fyldt op med hypnotiserende riffs, sex og Satan. Naturligvis i kombination med en god sjat af publikums egen medbragt røg.

Foto: Jannie Ravn Madsen

Hvor Lorna Shore dagen før blev revet fra hinanden af en uduelig lydmand viste Electric Wizards’ selv samme, at man snildt kan lave god lyd påAvalon. Efter lidt små-justeringer under første nummer fik Electric Wizard skruet op, så lydbilledet blev dejlig tungt og beskidt. Som det naturligvis skal og bør være til en doom-koncert, med så vigtigt et band!

Skærmen på bagvæggen af scenen viser en blanding af filmstrimler fra gamle softcore horror pornofilm, spandevis af psycedelics og sataniske symboler. Helt perfekt i kombination med Electric Wizards helt enormt beskidte, hypnotiserende og svajende doom.  “Are you getting high”? fremstammer Jus Oborn. Naturligvis er publikum det. Vi er sendt på en rejse ud i det okkulte og her er der skønt at være.

Rejsen slutter først, da Electric Wizard sender kaskader af støj og strob ud i hovederne på os i afslutningen af den obligatoriske lukker “Funeralopolis” .

Vi var ude at flyve og kom sikkert tilbage på landjorden igen sammen med Electric Wizard!