Endnu et år er gået i pandemiens tegn og selvom vores fysiske færd i det musikalske landskab har ændret sig, har året heldigvis budt på et overflødighedshorn af fantastisk musik. Det ar været svært at udvælge de bedste, og der er helt sikkert nogle som jeg har glemt eller overset. Men når støvet har lagt sig er det disse som står højest på slagmarken.
Bizarrekult – Vi Overlevde
Nr 10: Bizarrekult – Vi Overlevde
Ind fra højre og totalt uventet kom norske Bizzarekult med deres fuldlænge ”Vi Overlevde”. Med lige dele rå punket attitude og storladen nordisk kulde er de med deres effektive mikstur af nørklet postmetal og norsk black metal godt på vej til at mejsle deres navn fast i en ellers meget mættet scene. Lyt til nummeret ”Ut I Skogen” og bliv overbevist.
Kowloon Walled City – Piecework
Nr. 9: Kowloon Walled City – Piecework
Kowloon Walled City er et doom metal band der som få har sin egen, unikke lyd. En lyd der arbejder mere med stilhed end larm. ”Piecework” er blevet til under dogmet ”restraining ourselves into oblivion”, og typisk for Kowloon Walled City betyder det en nedbarberet udtryk meget ulig det man kender fra doom genren, hvor alt næsten handler om at skulle spille med så store armbevægelser som muligt og gå efter en mur af lyd. De er indbegrebet af less is more, og på ydersiden kan det virke overdrevent simplificeret, men hvis kompositionerne får tiden til det, vil de åbne op for et mørke og en afgrund som kun få andre kan.
LLNN – Unmaker
Nr. 8: LLNN – Unmaker
”In space, no one can hear you scream”. Tænk, at man skal kigge lokalt for at finde storheden i universet og alt den destruktion det medbringer. LLNN er lyden af dommedag. Det er lyden af en fremtid hvor robotterne er i krig mod menneskeheden og alt liv visner bort. Det er lyden af fjerne galakser der kolliderer i et inferno og størrelsesorden vores hjerner slet ikke kan forestille sig. Det er lyden af kaos pakket ind i tonstunge riffs, sansevridende synth og samples samt dundrende dommedagsrytmer der alt sammen leder tankerne hen på science fictions filmenes storhedstid i 70’erne og 80’erne. ”Unmaker” er skridtet videre fra den foregående plade ”Deads”, men det er samtidig meget tydeligt, at LLNN endnu ikke har peaket.
Humanity’s Last Breath – Välde
Nr. 7: Humanity’s Last Breath – Välde
Min kollega Martin Horn sagde det super fint; kulsort hardcore med tunge breakdowns er ikke en mangelvare, men ingen lyder helt ligesom Humanity’s Last Breath. Alt hvad der definerer lignende bands er noget som det svenske bands lige har 20-30% mere af. Teknisk snilde, brutal (!) lyd og øre for både storladenhed, sortsind og melankoli. Med ”Välde” har Humanity’s Last Breath taget endnu et skridt tættere på at blive kongerne det det kulsorte rige af skyggesøgende hardcore hvor helheden af udtrykket betyder mere end de enkeltstående numre.
Knocked Loose – A Tear In The Fabric Of Life
Nr. 6: Knocked Loose – A Tear In The Fabric Of Life
Et af de mere ambitiøse projekter i 2021 kom fra Knocked Loose, der udgav en kortfilm på 21 minutter ved navn ”A Tear In The Fabric Of Life” med tilhørende soundtrack. Baseret på den forgående ”A Different Shade Of Blue” kunne man som lytter godt blive bange for, at det amerikanske metalcore band ville indkassere på deres hype og skabe et mere lyttervenligt univers. Men oh boy, hvor vi bare fik det direkte modsatte. Aldrig har Knocked Loose haft lydt mere fjendtlige og utilnærmelige end på ”A Tear…”. Produktionen er noget af det mest massive jeg nogensinde har lagt øre til, og bag hvert hjørne på de seks numre gemmer der sig flere suckerpunches og cirkelspark end til den gængse.. ja, Knocked Loose koncert.
Møl – Diorama
Nr. 5: Møl – Diorama
Det er mange år siden, hvis nogensinde, at man har kunne pege på et dansk metalband og være så sikker på en international kaliber som hos Møl. Den shoegazede og drømmende del af udtrykket træder endnu stærkere frem på ”Diorama” og black metallen får mere lov til at træe i baggrunden, hvilket på papiret kan virke foruroligende, men når ”Diorama”s 46 minutter og 2 sekunder er overstået vil man forstå, at retningen har været den helt rigtige for Møl. De iørefaldende melodier er umiskendeligt dem, men stilen er mere selvsikker og eksperimenterne mere fremadskuende. ”Diorama” er for alvor pladen hvor Møl har trådt ud af skyggen fra Deafheaven og har taget deres egen vej.
Converge & Chelsea Wolfe – Bloodmoon: I
Nr. 4: Converge & Chelsea Wolfe – Bloodmoon: I
En af de mest spændende ting ved det ellers kaotiske hardcore band Converge, har været deres unikke evne til at skabe dragende, slæbende og melodiske numre, som alle er med til at skabe et fyldigere og alsidigt indtryk af deres udgivelser. Men hvad sker der hvis de lægger hovedvægten af den energi over i en fuldlængde og samtidig inkluderer en af rockmusikkens mest nærværende og dystre stemmer i form af Chelsea Wolfe? Bliver det lige så godt som det fremgår på papiret?
Det korte svar: JA.
Det lange svar: Du sætter pladen på og bliver selv overbevist.
DVNE – Etemen Ænka
Nr. 3: DVNE – Etemen Ænka
2021 er året hvor skotske DVNE endelig træder ud af undergrunden og får den anerkendelse de i en længere årrække har gjort sig fortjent til. Med pladen ”Asheran” fra 2017 stod der allerede klart for mig, at vi har at gøre med et band der er gjort at noget meget specielt. Forestil dig et band der er lige dele The Ocean og Cult of Luna og pak det ind i lyden fra de første 3 albums med Mastodon og så har du en idé om det territorie som DVNE bevæger sig i. Og samtidig er de deres helt egne. ”Etemen Ænka” bringer riffs som man kender fra sludge metallen, de storladne fra post metallen og det utilregnelige og overraskende fra progressiv metal.
Every Time I Die – Radical
Nr. 2: Every Time I Die – Radical
Et band som bliver ved og ved med at overraske uden at overraske er Every Time I Die. Deres signaturlyd af kaotisk hardcore blandet med bluesede riffs og Gajol-pakke lyrik er stadig i højsædet. De lyder altså helt som sig selv. Men hvorfor er “Radical” så SÅ god? Fordi at Every Time I Die, på en eller anden måde har formået at overgå sig selv IGEN. Alt det de gør godt har de formået at gøre endnu bedre… IGEN. Det eneste der afholder pladen fra en højere plads er, at man trods alt kan fjerne et par numre, herunder fx den besynderlige “Sly”, og stå tilbage med et endnu stærkere og fuldendt udtryk. Men det ændrer ikke at numre som “Post-Boredom”, “Hostile Architecture”, “All This And War” , “Dark Distance” og “White Void” er et band i topklasse i absolut topform. Mindre kan ikke gøre det.
Turnstile – Glow On
Nr. 1: Turnstile – Glow On
Og altoverskyggende i år finder vi Turnstile med deres magtdemonstration af et genrevridende mesterværk i form af “Glow On”. Det er hardcore punk, det er R&B, det er hiphop, det er shoegaze og det er meget meget mere. Det er lyden af 90’erne bragt ind i 2021 i en forklædning så gennemført, at man fristest til at tro, at et helt nyt grundstof på musikscenen er opfundet. Pladen byder både op til dans og til, at du kan drømme dig langt langt væk – og oftest i detsamme nummer.
Turnstile har altid været et utroligt spændende band at følge, da de aldrig helt har gjort som andre bands. Tilbage på Copenhell i 2018 så vi da også fans af alle typer musik lade sig give hen til det charmerende band og deres regnbue af referencer fra mere tre årtiers subkulturer. Når et band når en følgerskare og størrelse som Turnstile, og samtidig forfiner deres udtryk på en måde som de har gjort på “Glow On”, så mister man oftest alle de mest inkarnerede fans på vejen. Men ikke Turnstile. Det ligger simpelthen ikke i deres ordforråd. Det eneste der betyder noget her er de store følelser, den gode stemning og en kreativitet og legesyge som ingen andre besidder. Det eneste negative jeg kan sige om “Glow On” er, at de stort set umuligt kommer til at kunne toppe den.
BOBLERE:
Mastodon – Hushed and Grim, While She Sleeps – Sleeps Society, Siamese – Home, Amenra – De Doorn, Whitechapel – Kin, Greenleaf – Echoes From A Mass, Green Lung – Black Harvest