Der var dømt fest og glade dage – og så endda på en kedelig onsdag – da Dance With The Dead gik horror-amok i Pumpehuset!

Jeg havde godt nok ikke forventet at se et så stort fremmøde til et relativt nyt synthwave navn som amerikanske Dance With The Dead på en onsdag i Pumpehuset. Bevares koncerten blev da afholdt i den lille sal. Men godt med publikummer havde valgt at holde lørdagsfest om onsdagen.

Og os der var mødt op fik så sandelig en fest. Omend en kort én af slagsen. For Dance With The Dead spillede blot intense 60 minutter og så var festen forbi. Kunne vi have ønsket os mere? Ja, en smule. Men det vi fik sad lige i skabet. Sådan lige ved og næsten da.

Dance With The Dead er en del af hele den nyere synthwave bølge der skyller ind over os i øjeblikket og som metalfolket har valgt at tage til sig med kyshånd.

Metal møder elektronisk musik. Det kan jo lyde som et hvilket som helst industrialnavn. Men den her stil er langt mere Daft Punk end Nine Inch Nail eller Ministry. Fokus er på 80’ernes klang og vibe. Det er lyden af horror- og sci-fi-film fra 80’erne i kombination med klassisk heavy- og thrash metal og så naturligvis toppet med spandevis af synth. Primært spillet instrumentalt af musikere med “rigtige” instrumenter på scenen.

Dance With The Dead er sammen med navne som Carpenter Brut, Perturbator og Gost med til, i disse år, at gøre stilen utrolig populær. Ikke mindst på metalscenen, hvor flere af de her navne altså spiller på og har spillet på festivaler som Wacken, Graspop og Hellfest.

Flere af os oplevede sikkert også Carpenter Bruts lille magtdemonstration på Roskilde Festival i sommer. Det var fandme fedt!

Det var Dance With The Dead også i Pumpehuset denne aften. Fra starten var der dømt retro synthwave i kombination med 80’er heavy, så ikke én eneste på gulvet kunne stå stille. Der blev festet, danset og ikke mindst headbanget til en musik, der omgående sendte os tilbage til 80’erne. Man skulle tro det var lørdag.

På plade lyder Dance With The Dead væsentligt mere elektronisk end de gør live. I live-sammenhæng optræder bandet med en rigtig trommeslager og det klæder musikken i høj grad. En faktor der gør oplevelsen med Dance With The Dead langt mere dynamisk i udtrykket.

Bandet er en duo bestående af guitaristerne Justin Pointer og Tony Kim og live har de altså en ekstra mand med på trommerne. Særligt Justin Pointer imponerende med sit flammende og energiske guitarsoli. Havde de haft en keyboardspiller med var det hele gjort en tand sejere. Alt synth kom fra et backtrack. Ærligt.

At Dance With The Dead hylder 80’er metallen blev endnu mere tydelig midtvejs i sættet, da bandet gik i kast med deres helt egen fortolkning af Master Of Puppets. Naturligvis tilpasset og mixet til Dance With The Dead’s retro synthwave univers. Aldrig har så mange danset til Master Of Puppets i Danmark før. Det var måske mere sjovt, end det lød godt.

Det samme gjorde sig gældende, da de i slutningen af sættet fyrede deres version af Motley Crue’s klassiske “Kickstart My Heart” af. Det var også mere sjovere end det virkelig lød godt.

Heldigvis har Dance With The Dead rigeligt med egne sange, der kan skabe en forrygende oplevelse. Og elskværdige retro synthwave baskere som “Trasher”, “The Man Who Made A Monster” og “Invader” vandt stort på deres tunge beats og episke klange.

Bedst som festen virkelig var i gang sluttede den efter blot en time. Vi kunne sagtens have brugt mere. Og havde det været lørdag, var der nok også røget flere drinks i baren. Det må blive næste gang.

Det var en godkendt onsdagsfest i retro synthwavens navn!
Flere af de her shows til Danmark nu!