Så er der store nyheder fra Copenhell! Bl.a. én af årets headlinere! 
For som vi havde spået her på Blastbeast.dk er det nu sikkert og vist:

Avenged Sevenfold bliver ét af årets topnavne. Som et band der i 2018 headliner major festivaler som Download Festivalen i England og Hellfest i Frankrig, er der ingen tvivl om, at de er i den øverste liga af nyere headlinere. Selv var vi ikke videre imponeret over amerikanerne, da de tidligere på året indtog Royal Arena, sammen med Disturbed. Kun 2,5 stjerne blev det til. Men mon ikke de vasker tavlen ren og kommer med et langt mere energisk show, end det de smed på bordet i den nye arena i Ørestaden? Det håber vi! Hail to the king! 

Vi bliver i det moderne! For metalcore bandet Bullet For My Valentine gør comeback på Copenhell, hvor de også spillede på festivalens andet år i 2011. Tårerne skal nok ramme betonen hårdt til sommer!
Og så er det tid til slagkraftigt deathcore, når Thy Art Is Murder sætter gang i breakdownet i pitten! 

Vi bliver i den hårdtslående ende. For nu kommer der (omsider – vil nogen måske mene) også en luns til fans af klassisk brutal dødsmetal! Dødsmetal legenderne i Suffocation gør sin entre og med dem på programmet, skal de nok sørge for regulær afstraffelse, til os alle på sommerens festival!

En anden legende der kigger forbi er så afgjort for fans af klassisk hårdtslående sludget blues! Yes – Pepper Keenan og co. i Corrosion Of Conformity er bekræftet i dag! 

Japanerne kommer! Crossfaith er en vanvittig genrebastard, der blander tung, bombastisk metalcore med dance-electronica. Betegnelsen “electronicore” passer perfekt til deres vilde musikprojekt.

Fra japan til Finland! Dagens sidste offentliggørelse er en glamet hard rocket én af slagsen. Santa Cruz gæster Copenhell, sprængfyldt med flamboyant attitude. 

Med disse navne på plakaten kan vi nu glæde os til 

Ozzy Osbourne, Avenged Sevenfold, Helloween, Nightwish, Bullet For My Valentine, Parkway Drive, Kreator, Exodus, Sodom, Suffocation, Corrosion Of Conformity, Arch Enemy, Asking Alexandria, While She Sleeps, Alestorm, Enslaved, Crossfaith, Santa Cruz Bersærk, Orm, Zeal & Ardor og Igorrr. M.fl. til Copenhell 2018.