Amager Bio & Beta holdt forleden deres årlige Dirty Days of Summer og er der så i den forbindelse noget mere passende end at invitere et legendarisk punk rock act forbi? Næppe. Så det havde Amager Bio altså gjort i form af Bad Religion.

 

Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen

Første skulle vi dog varmes op, hvilket vi blev med Riverhead, som få dag inden, var blev sat til at afløse det oprindelige navn Velvet Volume, som sprang fra.

Riverhead

Riverhead i Amager Bio. Foto: Martin Horn Pedersen

Riverhead er et ret nyt band med blot en EP på bagen. Dog har de medlemmer med erfaring fra bands som Halshug, Black Temple og As We Fight. Så det er ikke uerfarne folk vi har på scenen.
Lyden har det som så ofte svært i begyndelsen af koncerten. Det bliver dog hurtigt fixet og bandet er velspillende, med deres post-hardcore-punk-rock, eller hvad vi nu skal finde på at kalde den genre i dag. Den svenske forsanger er yderst optaget af konstant at vise peace-tegnet, med sine hænder og får da også publikum med på det efter noget tid. Det er også ca. det eneste tidspunkt manden står reelt stille. Ellers bliver der løbet og kravlet rundt på dit og dat overalt på scenen! Absolut godkendt energi! Men nogen gange virkede det desværre bare som kaos for kaos’ skyld, da det ikke altid gav mening i forhold til hvad der musikalsk foregik på scenen. Det centrale er dog, at bandet spillede godt og det skal blive spændende at følge dem fremover, da de små 30 minutter de havde mandag aften, gav et indtryk af, at der kan være noget godt på vej. 

 
 

 

Bad Religion

Bad Religion i Amager Bio. Foto: Martin Horn Pedersen

Det er begrænset hvor mange koncerter man kan gå til, hvor publikum er alt fra unge børn på 10-11 år, som er med mor og far, til unge i 20’erne og til folk i 40-50’erne, som skal huske deres ungdom. Men det kan Bad Religion. Punk har tydeligvis ingen alder, når den bare er skrevet godt nok og muligheden for at sige et rungende “fuck” er tilstede!

Siden bandet sidst var i Danmark har de fået nye mand på trommerne i form af Jamie Miller, som leverede varen med et hårdtslående stykke arbejde hele vejen igennem. Live er Bad Religion personificeret på mange måder ved Greg Graffin, og selvom han er blevet over 50, er der stadig godt med liv i universitetsprofessoren, som undervejs fortæller små historier og laver små ordspil som intro til sangene. Dette gør det hele mere nærværende og hyggeligt, selvom sangene for det meste kan tale for sig selv og vi får da også en stærk start med “American Jesus”, “New Dark Ages” og “Do What You Want”, hvor til den sidste af disse, får gang i aftenens første mosh pit, der i øvrigt fortsatte resten af showet.

Hvis der ikke var fællessang nok i forvejen, så slog den da for alvor til, da “Fuck You” blev sat i gang og alle var klar til hjælpe bandet på rette vej i omkvædet!
På en måde sluttede første del af sættet her. Tempoet blev nu sat lidt ned (så meget man nu kan i punkrock!),  en meget fornuftig beslutning af Bad Religion, for da vi kom til slutning af koncerten, stak det hele af igen med en perlerække af punksange som “Los Angeles Is Burning”, “21st Century (Digital Boy)”, “Generator”, “Sorrow”, “You”, og “Punk Rock Song” og så var den gamle biograf ellers sprunget i luften af glade mennesker.

Folk havde allerede smidt tøjet til højre og venstre, sunget, danset og moshet, som var der ingen i morgen! Inden det hele sluttede af med “The Handshake”, “Infected” og “Fuck Armageddon… This Is Hell”, Og her oprinder så mit eneste spørgsmålstegn ved koncerten. Nemlig om disse sange var ligeså stærke at slutte på, som selve hovedsættet? Svært at sige, men i bund og grund også ligegyldigt. Bad Religion kom, så og sejrede, med en kæmpe punk rock fest i de perfekte rammer! 

Så punk is not dead, punk rock is keeping it alive!