Årets Wacken Open Air 2017 bød også i år på et hav af koncerter i alle tænkelige subgenre. 
Men slipper man Weiss løs på en tysk festival, ja så er power metallen naturligvis et must. Men bare rolig. Det blev dog også til meget, meget andet end helte-hegn i år! 


Ross The Boss (Torsdag – Harder)

Crowd til Ross The Boss. foto: Weiss

Traditionen tro sparkes torsdagen i gang med årets A Night To Remember på hovedscenerne. Den første på dagen var den gamle Manowar legende Ross The Boss. True metallen er som skabt til Wacken’s primære klientel, så at Ross The Boss skulle sparke Harder scenen i gang denne torsdag, virkede som et godt og sikkert match. 

På trods af det tidlige tidspunkt, og en smule regn, var folk da også stimlet sammen i et stort antal, for at skråle med på de helt klassiske sange med Manowar, fra tiden før storhedsvandvidet for alvor tog til i bandet. 

Ingen tvivl om at Ross The Boss lever af sine tidligere bedrifter med Manowar. Og i en setliste bestående af 9 sange, var der end ikke blevet plads til ét enkelt nummer fra hans soloplader. Nej. Alt lå i hænderne på Manowar. Og klart nok. Når nu manden har været med til at skrive sangene, så er det da også noget der virker på Wacken. Og festlig fællessang fik da så sandelig på “Blood of the Kings”, “Blood of My Enemies”, “Battle Hymn” og den uundgåeligt afslutter “Hail and Kill”, hvor hænderne for alvor kom i vejret. 

Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at Ross The Boss, med sit band, er langt sejere og mere velspillet end Manowar selv er i dag, uden koncerten dog for alvor peakede. Jeg var i hvert fald betydeligt mere underholdt af den gamle guitarist, end ved de seneste to Manowar shows i Danmark. 

 
 

 

Status Quo (torsdag – Harder)

Status Quo. foto: Weiss

Efter deres seneste par koncerter på dansk grund blev Europe stille og roligt sprunget over i denne omgang. Nu skal de ærligtalt ikke have flere chancer. Så efter en lille pause var det tid til, at de ældre herrer i Status Quo skulle vise deres værd, på Wacken’s største scene. 

Så alt imens A Night To Dismember, med navne som Aborted, Napalm Death og Nile bragede løs i Bullhead City teltet, så var 60.000 samlet fora den store Harder scene, for at hylde rock n roll legenderne i Status Quo. I virkeligheden var dette faktisk min første koncert med Status Quo, så naturligvis skulle de opleves. 

Navnet kan på papiret virker en smule malplaceret på Wacken. Men i virkeligheden stiller de sig fint i rækken af gamle legender, der de seneste år har betrådt Wacken’s hovedscener. Tidligere har det i nyere tid været op til Foreigner og Deep Purple at levere de gamle klassikere.

På det punkt skuffede Status Quo bestemt ikke og der blev i sagens natur skrålet med på “In the Army Now”, “Paper Planes” og den obligatoriske “Whatever You Want”. Samtidig vidende koncerten om, at man i Francis Rossi fortsat har en pisse dygtig sanger, der på trods af alderen ikke virker ramt på vokalen. Godt gået og en hyggelig rockende start på aftenen med Status Quo! 

 
 

 

Accept (torsdag – Faster)

Accept på Wacken. foto: Weiss

På forhånd var Accept’s headliner koncert på årets Wacken Open Air blevet spået, som én af de helt helt store. Både fordi Accept i dag er som født på ny, fordi det var et releaseshow på deres nye album “Rise Of chaos” og fordi der var lagt i ovnen til et helt særligt show, hvor bandet skulle gæstes af det stort anlagte Czech National Symphony Orchestra.

Koncerter som dette er hvad der gør Wacken unik. Og denne koncert med Accept skulle være endnu et stort opsat show i rækken af koncerter med symfoniorkestre, hvor også Dimmu Borgir i 2012, Rage feat. Lingua Mortis Orchestra i 2013 og så naturligvis det største show nogensinde på Wacken med Savatage feat.Trans-Siberian Orchestra i 2015, alle har været koncerter, der er blevet snakket om i årene efter. 
Alt lå simpelthen for fødderne for Accept denne aften, da showet gik i gang og efterfølgende ventede der to timers heavy metal med orkester.

Showet var delt op i tre dele. Den første del var “Accept only.” Altså en traditionel Accept koncert uden orkester. Wolf Hofmann og co. gik til stålet i bedste Accept-stil og leverede helt nye sange for første gang. Bl.a. “Die by the Sword” og “Koolaid”, som begge er fra den nye “Rise Of Chaos”. En halv time senere forlod bandet scenen.

Scenetæppet røg ned igen og nu ventede anden del. Denne del bestod af Wolf Hoffmann solo med Czech National Symphony Orchestra. Accept’s guitarist udgav sidste år sin første soloplade baseret på klassiske værker, naturligvis med et metallisk touch. Nu skulle sange fra soloalbummet leveres for første gang. Med “Night on Bald Mountain” satte Hoffmann og orkester i, med en ordentlig omgang symfonisk heavy metal. Velspillet, tight og uhyre præcis. Men desværre også alt, alt for langt. 6 sange uden vokaler og træfsikre hits er farligt på en festival, og stemningen røg da også betydeligt ned blandt publikum, der efterhånden fandt mere glæde i snakken med sidemanden. 

Og gu’ fanden blev det trukket i langdrag, inden bandet heldigvis kom tilbage på scenen igen efter godt og vel 45 minutters soloshow. Nu ventede så 10 klassiske Accept-sange med orkester. Tredje del af showet var nu i gang og endelig fik vi det vi for alvor var kommet efter. En god blanding af nyt og gammelt Accept. I en flot symfonisk opsætning, startende med “Princess of the Dawn” og afsluttende med “Balls To The Wall”. 

Accept er måske verdens bedste heavy metal band lige nu og sammen med Czech National Symphony Orchestra kunne det næppe blive ret meget bedre. Desværre kunne vi godt have undværet dele af Hoffmann’s soloshow. Og derfor peakede koncerten aldrig. I hvert fald slet ikke når man tænker på hvad Savatage og Trans-Siberian Orchestra leverede for et par år siden. Så var det her et pænt stykke fra det optimale.

 
 

 

Volbeat (torsdag – Harder)

 

Volbeat. Foto: Weiss

Man kan hade Volbeat lige så tosset som man vil. Hvad man ikke kan tage fra dem er, at Tyskerne elsker dem og danskerne hev, sammen med Amon Amarth, den ubetinget største crowd på årets Wacken, da de som torsdagen’s blockbuster gik på Harder-scenen, med deres poppede rock n roll metal. 

Michael Poulsen var væsentligt mere afdæmpet end han plejer på den hjemmelige scene, hvor takkertaler står i kø i ét væk. Det afholdt han sig dog heldigvis fra denne aften, hvor kun små sporadiske hilsner blev sendt af sted mod publikum. Det var samtidig ikke ligefrem noget der opildnede til den store fest, som vi havde på samme scene i 2012.

Musikalsk kom vi dog godt rundt i kataloget. Hvor hårdtpumpede leveringer af “Wild Rover of Hell”, “Hallelujah Goat”, og en smuk udgave af “Soulweeper” stod som nogle af koncerten’s højdepunkter. Det var sgu’ fedt endelig at høre Soulweeper igen. Den har været savnet. 

Hvad Volbeat derimod vil med “For Evigt” i Tyskland har jeg ingen idé om? Dog var det et klogt træk af Poulsen og co. at hive “Evelyn” op af hatten. Til stor glæde for crowden, da Napalm Death’s Barney blev hevet ind på scenen som gæst. 

Volbeat leverede et forventet headlinershow uden de store overraskelser. Det skulle dog lige være de kæmpemæssige stikflammer på begge sider af scenen, der kunne gøre selveste Rammstein grønne af misundelse.

Det har de prøvet før.