Watch out!! Brutalitet, råddenskab og lemlæstelse er nøgleordene i vores første omgang af The New Shit! Og hvor har vi dog glædet os som små sataner til at komme igang med dette projekt!! Så hvor er det skønt ENDELIG at kunne sige velkommen til 2013 hos Blastbeast.dk og….

Må vi have lov til at præsentere ingen ringere end de københavnske dødsdrenge i Decay of Existence!

Brutale og groovede riffs danner rygraden hos disse dødelige herrer, der på blot én enkelt år har vist hvordan old school inspireret dødsmetal skal skrues sammen!

Bandet består af Thomas Mascagni på trommer, guitaristerne Rufus Larsen og Jimmy Christensen, bassist Frederik Larsen samt manden i front Jack Christensen – brormand til Jimmy.

Efter blot et enkelt år på banen har gutterne i Decay of Existence kreeret en fremragende 5-tracks EP, der hele vejen igennem oser af velspillet old school død.  Bandet indspillede EP’en i Ducksound Studio i sommeren 2012 og med titler som “Surrender to the slaugther”, “Necrophilia Defloration”, “Hideously Consumed”, “Satans Surrogate” og “Decay of Existence” skal der bestemt ikke herske tvivl om, at vi har med et lyrisk univers af død, lemlæstelser og råddenskab at gøre. Det er tungt, hårdt og særdeles velspillet på denne EP skal jeg da lige love for!

Musikalsk trækker drengene tydelige spor til bands som Bloodbath, Cannibal Corpse og Death, men har givet det hele et skud af velspillet slam i stil med Kraanium, Abominable Putridity og Devourment. Her vinder de groovede riffs i den grad og det faktum at bandet formår, at give musikken den rette dynamik med lækre breaks og rytmiske små detaljer hist og her. Det handler ikke om hvor hurtigt og teknisk man skal spille. Det handler om at lave noget der rykker i én og med riffs man gider og kan huske. Og det formår Decay of Existence.

Og så er det da også klart til bandets helt store fordel, at de har indspillet en EP der lyder så skide godt i produktionen. Alle instrumenter samt Jack Christensen dejligt hæse og dybe growl, står tydeligt i lydbilledet og frem for alt har de formået at få produktionen overraskende tung.

Vi har valgt Decay Of Existence som det første “The New Shit” band på baggrund af at de passer perfekt ind i vores definition på et spændende undergrundsband i metal-dk! Deres forholdsvist korte levetid blandet med den høje musikalske kvalitet, efterlod os intet valg og vi måtte bukke under for de tonstunge dødsrytmer fra Decay Of Existence! De er et band der bliver spændende at følge helt fra de tidlige stadier og se udvikle sig fra undergrundens mørke dyb og ind i de helt tunge drenges liga!

Der er ingen tvivl om at Decay Of Existence er et band, der med rette kan kalde sig The New Shit og fortsætte, dét skal de! Det er rigtig flot hvad bandet har formået på blot ét år, så bliv endeligt ved drenge!

Har man fået blod på tanden efter mere Decay Of Existence spiller bandet på Lygten på Nørrebro d 11 januar 2013. Mød op! Det bliver helt sikkert en voldsom intens oplevelse!

Link til Decay Of Existence’s Facebook-side: LINK