Denne uges Ugens Album er med det stærkt undervurderede svenske thrash/melodød band The Haunted!

Nogle gange kan det undre mig hvad der skal til før et band med så seriøse skills og sans for gode sange ikke er større end de er. Jeg er stor fan af The Haunted, både af deres egenskaber som musikere men også at deres kunnen på en scene. Jeg har oplevet dem live to gange, og begge gange har de blæst mine sokker af – vel og mærke uden brug af gimmicks som ild, store sceneproduktioner eller lign. Næh nej, de er skåret ind til benet. Træder casual på scenen med intet andet end viljen til at bære instrumentet som våben! Og når man har et bæst som Peter Dolving i front, så er man jo allerede hjulpet godt på vej!

Det eneste bud jeg kan have på deres manglende success, kan være at folk forventer noget andet fra dem end de kan tilbyde? Givet at to af bandets medlemmer var med til at starte At The Gates op i sin tid, kan vel godt gøre at man har en forventning om at musikken ligger sig meget heropad, hvilket jeg egentlig mener er lidt synd. For selvom de måske ikke er de hårdeste af sin slags, så har deres sange bevist sig særdeles langtidsholdbare – hos mig, vel og mærke.

Og det hele startede med pladen rEVOLVEr, der er deres første med Peter Dolving på vokal, siden han forlod bandet efter deres selvbetitlede debut. Jeg har valgt lige denne plade, da den for mange fans af bandet er deres milepæl ift. deres nye lyd – hvor de virkelig trådte i karakter som en band der både vil og kan!
Numre som “No Compromise”, “99” og “All Against All” er instant classics hvis du spørger mig, og deres blanding af kompromisløs thrash, tung melodød og ligefremme tilgængelighed er en næsten unik ting når det kommer til metal! Enten er det for blødsødent, for påtaget tungt eller en form for kompleks så det tager mindst 117 gennemlytninger før den hænger fast.

rEVOLVEr er en plade der, efter min mening, burde stå på alle metalfans med respekt for godt håndværk, der både kan appellere til pop-øret, til den sofistikerede kritiker – men også til den indre hulemand der bare vil gå amok i pitten!