Det er mørke tider på Færøerne. I starten af januar kunne et af øernes fremmeste bands, Hamferd, slippe deres tredje udspil og nu følger et andet af Færøerne’s helt mørke bands efter. 
Svartmálm, som vi havde med i The New Shit, er klar med deres ventede debut. 

Albummet består af 6 sange, hvor det fjerde nummer “Svartideydi” er delt tre dele. Stilistisk befinder vi os i den helt, helt sorte ende af metallen. Det her er musik, som black metal fans vil finde glæde i omgående og samtidig er det tilpas tungt til, at fans af doom metal også godt kan komme med på vognen. 

Svartmálm formår at bibeholde det skrabede og smadrede udtryk man finder i black metallen, som var vi i Norge i start 90’erne, men det bliver aldrig for monotomt og det virker friskt og vigtigst af alt ikke tilbageskuende. For selvom det her er sort, bliver det aldrig vildt ekstremt. Bandet har en sans for groove, som jeg ikke har mødt hos ret mange andre black metal artister i nyere tid. Det svinger simpelthen. Uden at det betyder, at der går vildt blastbeat eller lange 10 minutters sange i den. Lyt til et nummer som “Reidmenn” og du vil forstå hvad jeg mener. Svartmálm spiller med et nærmest rocket approach, men er samtidig voldsomt mørkt og ondskabsfuldt. Dette er en stemning Svartmálm vinder stort på. 

Fra starten går på den tungtsvingende “Deytt Ljós” (Dødt lys) bliver vi mødt af en fornem balancegang mellem black metallens formørkede univers og færøernes traditionelle kultur. Bl.a. fordi der synges på færøsk igennem hele albummet, men også fordi, at bandet bruger den færøske kultur, som en aktiv del af deres kunst. Eksempelvis tager albummet’s vigtigste nummer “Svartideydi” udgangspunkt i digtsamlingen “Tá eg hoyri míni einsligu fótafet millum følnaðu heystbløðini” (“Når jeg hører mine ensomme skridt mellem de visnede efterårsblade”) af poeten, maleren og bassist Øssur Johannesen og når bandet optræder live, er det i scenetøj skabt af den færøske avantgarde designer Barbara í Gongini. 

Albummet er optaget og mikset af Hamferð guitarist Theodor Kapnas i Studio Bloch i Tórshavn og mastereret af den græske producer George Nerantzis. Sammen har de givet Svartmálm et både råt, men også ganske episk udtryk. 

Ingen tvivl om, at Svartmálm, med den her debut, kommer til at ramme plet på den internationale black metal scene. På lørdag spiller de releasekoncert på færøerne i Norðurlandahúsið i Tórshavn, i øvrigt med Solbrud som support. I Danmark kan vi se frem til hele tre koncerter med black metallerne i slutningen af februar, når de giver koncert sammen med Hamferð i Lille Vega i København d. 21 februar, Radar i Aarhus d. 22 februar og Studenterhuset i Aalborg d. 23 februar. 

Der er mødepligt for alle med hang til den helt sorte metal, med et nordisk touch. 

Opsummering: Mørket har for alvor fat i Færøerne og det kan vi bl.a. takke Svartmálm for. Bandet er klar med deres debut, der byder på stemningsfuld (den onde af slagsen!) black og doom metal, med færøsk kultur, som det helt centrale element i deres musik. Storslået debut!

Lyt specielt til: “Svartideydi”

For fans af: Mayhem, tidlig-Solstafir, YOB

Svartmálm – Svartmálm udgives via Tutl Records.