Lorna Shore. Photo: Jannie Ravn Madsen

“En dårlig dag på kontoret” nåede nye højder ved Lorna Shore’s Roskilde debut.  

Jeg skal ærligt indrømme at jeg på ingen måde er fan af tunge deathcore breakdowns. Men lige præcis Lorna Shore har med deres tekniske kunnen, deres eminente symfoniske udladninger og deres sans for melodiskrivning i kaosset alligevel fanget mig. På plade er det virkelig fedt!

Alverdens prominente metalmedier har skrevet spalter op og ned om, at lige præcis Lorna Shore vil blive det næste store. Om de har ret må tiden vise. De fik i hvert fald ikke bevist det på Roskilde.

Avalon var egentlig ganske pænt fyldt da Lorna Shore gik på scenen. Jeg var spændt! Meget spændt faktisk. I et stykke tid før showet har jeg bygget min egen hype op omkring dem. Bl.a. ved at lytte til deres seneste skæring  “Pain Remains” fra 2022. Kors hvor jeg håbede på at bandet kunne leve op til forventningerne.

Efter 10 min inde i koncerten kunne man så smerteligt konstatere, at det kunne de på ingen måde. Aldrig har en lydmand voldtaget en koncert på så smertelig en facon. Hvad skete der?

De eneste der sikkert kunne høre noget var de forreste 20 rækker, der alligevel bare havde travlt i circlepitten. Alle os andre stod med en vildeste “what the fuck” fornemmelse.

Bevares. På en festival er det normen, at lydmanden lige skal spore sig ind på bandet i det første nummer eller to, så man kunne snildt forvente at det blev bedre. Men faktisk blev det hele bare værre og værre og mere og mere pinagtigt. På et tidspunkt var der intet guitar, så forsvandt backtracket, pludselig var der ingen stortrommer. ALT forsvandt i et voldtaget, bizart lydbillede, hvor ingen nuancer kom til syne. På den måde giver det derfor heller ikke mening for mig, at kommentere yderligere på dette makværk af en koncert. Det var synd for bandet!

Normalt har Roskildes scener faktisk en glimrende lyd. Det så vi f. eks til magtdemonstrationen hos QOTSA blot en time senere. Denne aften havde Lorna Shore deres egen lydmand med. Imponerende nok formåede vedkommende at ødelægge koncerten fuldstændig. Tal om en dårlig dag på kontoret. Du var blevet fyret på stedet.

Avalon startede pænt fyldt og sluttede mere eller mindre tomt.

Bizar fornemmelse!