Årets sidste juli dag, ugens sidste dag – det kunne lyde kedeligt og trist, men heldigvis havde Hotel Cecil planlagt noget andet for os. Der var nemlig hevet punkrock legender til by i form af Lagwagon, der for første gang siden 2006, kom tilbage til Danmark.

Foto: Martin Horn Pedersen

Med sig havde de canadiske Belvedere – ikke et navn jeg havde det store kendskab til på forhånd, men efter at have lyttet derhjemme blev det afsløret, at de spillede en ret klassisk omgang punkrock. Hvilket også var, hvad vi fik denne aften i Cecils kælder. Frontmanden Steve Rawles forsøgte at underholde på scenen, mens bandet tæskede derud af med klassisk punkrock. Belvedere gør det ikke dårligt, men udover Rawles, der hygger som en glad onkel på scenen, så bliver det hele meget generisk. Det er fint og hyggeligt, men alle numrene føltes lidt, som det samme og noget man har hørt 1000 gange før. På den måde får de opfyldt rollen med at varme os, uden at blæse os væk.

 

Efter 40 minutter og et skifte, var det blevet tid til det som det handler om, nemlig Lagwagon. Bandet indtager scenen, men virker ikke rigtigt klar, de snakker lidt på scenen, byder os velkommen og går så i gang. Underlig start, der også gør at publikum ikke virker helt klar, men da først ”Violins” bliver spillet, så tænder en ild i både de få unge mennesker, der er kommet den aften, men særligt alle de der var unge i 90erne skal genfinde deres anden ungdom, og det bliver starten på en koncert, hvor voksne mennesker crowed surfer og mosher løs. Altid skønt at se at musik kan sætte gang i folk.

Det samme kan man ikke sige om forsanger Joey Cape, han er ofte svær at høre helt i lydbilledet og virker ikke rigtigt på. Det viser så også, at han ikke har det

Foto: Martin Horn Pedersen

godt, men han kæmper og bassisten Joe Rapasso gør sit for at løfte stemningen. Bandet har valgt primært at spille ældre sange, og flere der ikke har været på live setlisten så ofte som ”Smile” og ”To all my friend”, det er fedt, men viser at publikum kan være rigtigt meget på, men også går lidt i stå, når der ikke bliver spillet et hit – der kunne man måske godt have sammensat rækkefølgen mere optimalt for settet.

Undervejs bliver der sendt en hilsen til den afdøde Tony Sly, forsanger i ”No Use For a Name” da det på denne dag var præcist 10 år siden han døde, og Joey Cape lød til at have været tæt med ham. Trist, men vigtigt at huske at ære folk der står en nært.

Det hele slutter med skate hittet ”May 16” hvor den sidste energi bliver tæsket ud af publikum.
Så på en aften, hvor forsangeren ikke helt var der og setlisten kunne have været bedre sat sammen, så tror jeg alligevel, at man må sige, at publikum gik glade hjem og havde fået hvad de kom for. Det må trods alt være det vigtigste.