Med undtagelse af Gggolddd og Årabrot samt John Cxnnor (som Martin Horn tog sig af), må man sige, at Aleg-One har været på sit eget mini-Roadburn ift. årets dokumenterede Roskilde Festival oplevelser. Læs hvordan koncerter med The Ocean, Bada, Old Man Gloom og Converge’s Bloodmoon med Chelsea Wolfe forløb sig her.

 

The Ocean

Havde jeg glædet mig til at se Amenra på årets Roskilde Festival? Især efter den fantastiske De Doorn udgivelse i 2021? Og ekstra meget især fordi jeg pga. sygdom ikke kunne deltage da de gæstede Stengade i november sidste år? Tjo, bare lidt! Men med ultrakort varsel kan jeg alligevel ikke undgå at tage hatten af for, at Roskilde formåede at skaffe en så fantastisk afløser som tyske The Ocean! Det er satme klasse! Specielt taget i betragtning af, at sidst bandet gæstede dyreskuepladsen var det på Avalon-scenen, festivalens (vel nok?) tredjestørste, og nu er det på Gloria – en af de allermindste. Så lur mig om dette er noget vi kommer til at få fornøjelsen af at opleve så intimt en anden gang. Jeg er i tvivl.

The Ocean er næsten det ypperste man kan få inden for post metal, med lige dele højt til loftet og knusende tyngde og riffs. Det er kosmisk og det er nærværende, det er indadvendt og, i The Oceans tilfælde, lige i dit ansigt.

Så forventningerne var høje, da The Ocean skulle entrere på den relativt lille og aflukkede scene. Bandet gav alt hvad de havde. Og for frontmand Loïc Rossetti var det lidt af en uphill battle, da han nogle uger forinden havde brækket begge ben til en koncert i USA, og derfor optrådte med en blanding af kørestol og krykker. Respekt! Det kan dog ikke undgå at fjerne noget af luften fra ballonen, da han er et af de helt store tilløbsstykker ved bandet, og hans energi på scenen er noget som hele teltet fortjener at være vidne til, og ikke kun de første par rækker som kunne se.

Det skal dog ikke tage særligt meget fra The Ocean. Det til trods for nogle kedelige lydproblemer som gjorde, at vi næsten ikke kunne høre vokal og guitar. En skam, da det er to af de absolut største forcer ved deres musik. Sangskrivning af høj kvalitet, ekstraordinær atmosfære og et musikhungrende publikum var dét som fik The Ocean over målstregen og gjorde, at jeg trods det stadig glæder mig til næste gensyn med de talentfulde tyskere. Loïc Stoic bandt knude på aftenens show ved at stagedive og publikum kvitterede med entusiasme og lange klapsalver. Så musikdagene skudt i gang!

 

 

 

Bada

“Hvem f….. er Bada?”

Da de blev annonceret til årets festival var det ikke dét som sprang mest frem, og det var først ved gennemlyt af samtlige bands på festivalen, at jeg stoppede op og tænkte, ”det her kan noget”. Den type psykedelisk instrumental rock er godt nok ikke noget jeg normalt sætter på derhjemme, men nummeret ”Träslöjd” med sine groovy rytmesektion og insisterende guitarflader er næsten umulig ikke at elske. Det skulle tjekkes ud!

Og netop den følelse var dét som bar koncerten med Bada fra start til slut. For hold nu kæft det band kan både spille, levere og eksekvere musik som ellers er kendt for både at være indadvendt og navlepillende og løfte det til et format, der nærmest eksploderer ud over scenekanten og ned i dansefødderne. Og vi åd det alle råt! Mit helt store problem med instrumental musik er oftest manglen på vokal. Bada kan noget der gør, at vokalen ville være yderst overflødig, fordi musikken har så meget på hjerte i forvejen, at historierne fortæller sig selv. Efter en times tid kunne Bada forlade scenen til lyden af et ekstatisk publikum, og man kunne ikke undgå at være forbavset over hvor hurtigt den time var overstået.

Det er svært at sætte flere ord på denne fuldkomment sammensmeltede oplevelse, da det hele føltes som både stilheden før stormen OG at være direkte i orkanens øje. Jeg ved bare, at BADA i dén grad smagte af mere! Kom tilbage snart, tak.

 

 

 

Old Man Gloom

Yes! Endelig! Er det virkelig sandt? Tænk, at jeg virkelig skulle få lov til at overvære selveste Old Man Gloom, på en scene, på Roskilde Festival. Bandet som vakte min interesse for post metal, sludge og tunge, punkede riffs pakket ind i utraditionel sangstruktur og kosmiske armbevægelser. Bandets nærmest trollende tilgang til musikindustrien er den perfekte blanding af Gen X-punk og dad humor. Og jeg elsker det!

Dér stod de. Det mærkelige sideprojekt fra tre geniale post metal/hardcore skikkelser. Aaron Jones fra ISIS/Sumac, Nate Newton fra Converge/Doomriders/Cave In og Stephen Brodsky fra Cave In/Mutoid Man, der er trådt ind som permanent afløser for afdøde Caleb Scofield, ligeledes fra Cave In og Zozobra. Og nå ja, Santos bag tønderne. 3/4 af bandet er nærmest på evighedstourne, og netop derfor kunne jeg ikke i min vildeste fantasi tro på, at det ville være en koncert jeg nogensinde ville komme til at se.

To ting virkede dog mystisk for mig forud for koncertstart. Scenevalg og iscenesættelse af koncerten.

Fordi det første så ville jeg ELSKE at et band som Old Man Gloom ville kunne fylde det store Avalon telt op. De har både format, udstråling og lyden til det! Men det er næsten utopi, at så nichet et band vil kunne holde (og beholde) så mange mennesker i deres favntag.

For det andet, så blev koncerten markeret som en ”High Intensity Concert” af festivalen. Det er fin service, lige at fortælle/advare hvor man måske ikke kan forvente, at beholde sin plads hvis man gerne vil stå foran scenen, men det har også den modsatte effekt. Nemlig at det tiltrækker publikum der gerne vil have gang i en god gedigen moshpit og metalfest. Og jo jo, Old Man Gloom ved da også hvordan man jerner igennem med punket attitude, men 80% af deres musik er sgu mere højintensitet for hjernen frem for skubbe-musklerne. Så at stå foran scenen og bevidne unge mennesker fremtvinge både circle pit og wall of death til nærmest trandencerende drone-passager var decideret pinligt at overvære. Ud i siden af teltet med mig.

Men er nogle af de to ting Old Man Glooms skyld? På ingen måde! De stod for en af de mest pragtfulde og støjende mure af riffs jeg nogensinde har bevidnet. Det var lige dele grimt og smukt. Især crescendoen I den fantastiske ”Shoulder Meat” fra ”The Ape Of God” forsagede festivalens mest prominente kuldegysninger, og efterfølgende ”Burden” har aldrig lydt så massiv. Man skulle tro, at der stod mindst 5 guitarister mere bag scenen der bidrog til lydmuren. Wow! Hooksne i “To Carry The Flame” ringede koncerten af, og jeg var ét stort smil resten af dagen.

Ville Old Man Gloom have været federe på en mindre scene med et publikum som var liiidt bedre forventningsafstemt? Ja! Men oplevelsen af et af de mest undervurderede udfordringer, i en i forvejen udfordrende musikgenre, på dansk jord, var der ikke en finger at sætte på.

Min sult for Old Man Gloom er ikke blevet stillet, og jeg kigger ISÆR i A Colossal Weekends retning. You can do it, Jens!

 

 

 

Converge & Chelsea Wolfe – Bloodmoon

Hvis “High Intensity Concert”-mærkatet til Old Man Gloom var malplaceret, så bare vent til her! Av av av. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange som ikke heeelt har fået dobbeltchecket formatet for aftenens Converge-koncert forud. De har nok fået sig en… speciel… oplevelse. Fordi det her var var IKKE en af de intensive Converge-koncerter som vi kender dem. Det her var noget helt helt helt andet.

”Bloodmoon” udgivelsen fra sidste år er nemlig mere gotisk sludge/doom end kaotisk hardcore, som Converge ellers er kendt for. At pladen er skrevet i samarbejde med goth dronning nr 1, Chelsea Wolfe, som også var med her til aften, burde dog give et hint at hvor vi er på vej hen.

Heldigvis kom jeg velforberedt og havde terpet Bloodmoon pladen forud, og vidste derfor på forhånd at jeg kunne forberede mig mere på lukkede øjne og drømmende tilstande end blå mærker og blodnæser. Og hvilken oplevelse! Jeg tror ALDRIG at jeg har oplevet lyden på Roskilde Festival være så krystalklar som til denne koncert. WOW hvor lød det godt! Og numrene fra Bloodmoon fik lige det ekstra løft i både skønhed og intensitet som i forvejen stod i fuldt flor på plade.

Det var smukt, indadvendt og følsomt. Hvilket måske også endte med at være min største anke ved koncerten. De relativt få numre hvor der er noget tempo og intensitet i blev eksekveret relativt hurtigt i sættet og numre som ”Scorpion’s Sting”, ”Crimson Stone” og Converge-sjæleren ”Wretched World” nåede næsten at trække pusten så meget ud af koncerten, at jeg var i tvivl om bandet havde lavet et decideret sætliste-selvmål. Heldigvis kører de den hjem med lead singlen og titelnummeret ”Blood Moon” på fantastisk vis, og den unikke Bloodmoon oplevelse var komplet. Vi var ikke mange tilbage i teltet mod slutningen, men hvis man lukkede øjnene igen, kunne man næsten forestille sig lyden af et tætpakket telt juble. Og med god grund.