68 i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn MAdsen

P.O.D. & Alien Ant Farm på tour sammen får én til at overveje om det igen er 2001. Det er det dog ikke, men når man lytter til publikum i køen, lader det til, at det er de gamle sange, folk er kommet for at høre. Så er det store spørgsmål blot, hvordan de lyder her i 2019?
Koncerten er anmeldt af anmelder Martin Horn Pedersen

’68
Vi starter dog et helt andet sted, nemlig med ’68, der har fået til opgave at åbne aftenen. Bandet er ledet og drevet af Josh Scogin, som tidligere har gjort sig i bands som Norma Jean & særligt The Chariot. To bands der er meget langt fra den lyd, som aftenens to store navne bringer. ’68 viser da også fra starten af, at vi får en helt anden lyd her til aften. Der bliver spillet en omgang støj-punk, med træk mod hardcore. Det hele bliver spillet af Josh på vokal og guitar samt en trommeslager. Det er imponerede, hvordan de formår at skabe et lydbillede, der på den ene side er utroligt larmende, men stadig hænger smukt sammen.

Det hele bliver ekstra krydret af, at de begge er yderst velklædte og leverer en god håndfuld humor mellem sangene.  Der bliver holdt et meget højt energiniveau på scenen, mens sangene tæskes derudaf. Nogle gange kan det være svært at afgøre, om der er skiftet nummer eller det blot kører op og ned, men det ændrer ikke på, at det virker. Musikken sætter godt gange i dele af publikum, men der er bestemt også en del, der ser ud til at tænke, det er noget larm! Det er en stærk åbning af aftenen, men den tvivlende del af publikum er også et bevis for, at bandet virker ret malplaceret i dette line-up; undertegnede klager dog ikke.

 

 

Alien Ant Farm

Alien Ant Farm i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Aftenens næste band var Alien Ant Farm og hvad skulle man forvente her? Jeg havde lyttet til deres seneste udgivelse fra 2015, som bestemt ikke var meget værd. Bandet virkede til at være enige, da de på touren ikke spiller et eneste nummer derfra.  Det er fristende at kalde dem et ”one hit wonder”, men det er ikke helt korrekt og det stod da også klart i løbet af showet, at publikum husker numre som ”Movies”, ” These Days” ligesom de også virkede til huske ”Attitude”. Stemningen døde dog i takt med, at frontmanden valgte at holde en utrolig lang tale om, at han havde talt med sin mor om, hvor meget sangene betød.

Problemet med alle numre var dog, at de ikke er stærke nok til at bære showet og da bandet, udover forsangeren, det meste af tiden virkede som nogen, der havde alt andet end lyst til at være på en scene, blev det en kedelig omgang. Ligesom at Dryden Mitchell ikke har en 20-årigs energi mere.  Det gjorde at det hele desværre blev en trist omgang nostalgi, som kun havde den værdi at man engang havde spillet Tony Hawk til sangene. Det mest spændende undervejs var, da de fortalte, at de ville spille et covernummer. Det vidste sig at være et Bad Brains cover og så kom der mere nerve i end noget tidligere nummer i settet. Naturligvis fik folk dog også hovedhittet og der blev fest til ”Smooth Criminal”.

 

 

P.O.D

P.O.D i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Så var det blevet tid til aftenens hovednavn, de kristne nu-metaller fra P.O.D. Efter Alien Ant Farm var det med bekymring, at der blev ventet på P.O.D. da der efter et ophold i ”pause musikken” bliver sat ”In The End” med Linkin Park på, så var stemningen sat og med en meget bastung intro-musik begyndte jeg at tro på det igen. Da P.O.D. vælger at åbne med hittet ”Boom” var festen sparket i gang! Det blev temaet for P.O.D.s show; fest og kærlighed! Publikum var klar oven på ”Boom” og der blev crowdsurfet og en pige blev endda grebet af frontmand Sonny Sandoval. En mand der fortjener ros for denne aften. En 44-årig mand der forsat har energien til at levere det show, der skal til for at bære musikken frem som den fortjener. Hans stemme er der også stadig og udover et par af de hurtige rap-numre, er der ingen tegn på, at alderen har gjort ham nogen skade.

P.O.D i Amager Bio Foto: Jannie Ravn Madsen

Det seneste album ”Circles” og de af numrene med gang i som bl.a. ”Panic attack”, ”Rockin’ With the Best” & ”Soundboy Killa” virkede overraskende godt live. Her skulle man dog måske være stoppet, for titelnummeret og ” Always Southern California” trak festen helt ned, både ved at være rolige og også svage sange. Bandet var heldigvis klar til at starte festen igen med ”Satellite” inden fællessangen tog over til først ” Youth of the Nation” og senere ”Alive”. Man kan undre sig over, at ”Alive” ikke sluttede festen, da det derefter begynde at svinde ud i publikum, da klokken var mange og folk nu havde fået alle hitsene. Det ændrer heldigvis ikke på, at P.O.D. fik bevist, de stadig kan levere en fest og at nu-metal fungerer lige så godt i 2019, som i 2001. En energifyldt fest med omkvæd, der kan skråles med på, mens energien får lov at fylde kroppen, er stadig en succes. Så selv om store dele af publikum ikke var 20 mere, så har de ikke glemt, at de var ungdommen engang og stadig har den samme energi i sig, når muligheden byder sig.