Der venter en omgang brutal død af de helt store, når Aborted med følgeskab af Cryptopsy, Benighted og Cytotoxin indtager Pumpehuset’s sorte rammer til efteråret!
Der er et godt stykke tid til november. Men allerede nu kan vi godt glæde os til denne massive dødsmetalpakke, der indtager Pumpehuset d. 21 november! 

Aborted blev dannet tilbage i 1995 og har til trods for en hel del udskiftninger holdt fanen højt for voldsomt deathgrind med hurtigtsavende riffs og dobbeltpedaler, der banker bunden ud af scenegulvet. Kernen i Aborted er den karismatiske mikrofonstraffer Sven “Svencho” de Caluwe, der som eneste medlem har været med siden 1995. Aborted udgiver den 21. september det kommende album “TerrorVision”, så der er lagt op til dugfrisk død i Pumpen.

Cryptopsy spillede i Pumpen tilbage i 2015, hvor de med deres brutale teknikalitet og nytænkede dødsmetaltråd ruskede godt op i salen. Benighted og Aborted har tidligere udvekslet vokaltjenester på hinandens udgivelser, hvorfor Benighted passer som fod i hose til aftenens line-up, og de sørger helt sikkert for et halsbrækkende tempo, der får gang i nakkemusklerne. Cytotoxin skal nok blive en mindeværdig sansestraffelse, når tyskerne fra Chemnitz åbner op for vanvidsbreakdowns i deres apokalyptiske tech-death-univers.