Normalt er mandage ofte ugens lidt trælse dag. Festen er slut, man skal tidligt i seng og op og passe hverdagen. Sådan mente Dead by April & Siamese så heldigvis ikke at det skulle være! Så de valgte at holde tour-afslutning på Dead By Aprils “Worlds Collide Tour” i Lille Vega på denne ellers så tamme ugedag.

 

Første band på scenen denne aften var Disclarity fra Finland, der spillede en simple omgang Metalcore. I virkeligheden ganske basic metalcore, men det fik da sparket lidt gang i nogle af de første fremmødte inden danske Siamese gik på scenen.

Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen

 

Siamese

Siamese i Lille Vega. Foto: Martin Horn Pedersen

Ingen tvivl om, at Siamese trak aftenens største publikum til Lille Vega denne aften. For ja, nok var Dead By April hovednavn på touren, men det virkede bestemt til, at der denne mandag var kommet mange for primært at høre Siamese.

Bandet åbner med en utrolig god lyd, hvilket i virkeligheden er gennemgående for hele aftenen. Skønt, at der ingen lydproblemer er at spore og bedst af alt, så ligner de et band, som virkelig er glade for står på scenen og få lov til at slutte af i deres hjemby.

Publikum er på og der er generelt en god fest under koncerten, hvor der bliver danset og sunget med på numre som “Tunnel Vision” og “Soul & Chemicals.” Siamese er et band der aldrig har været, og nok aldrig bliver, bange for at gøre tingene på deres egen måde. Det er mere poppet end meget af det, som vi anmelder her på Blastbeast, og de bruger rigeligt med backtrack, når de synes det skal til – men hvad så? Det betyder for undertegnede ikke noget som helst, så længe man gør det godt, og det gør Siamese altså. Det hele blev dog lidt mærkeligt, da der pludselig dukkede et dubstep nummer op undervejs, men ingen i publikum syntes at fange momentet.

Alt i alt leverede Siamese denne aften, det som vi var stillet i sigte; nemlig en moderne melodisk rockfest, som publikum blev ledt sikkert igennem, af frontmand Mirza Radonjica-Bang. Siamese fik bevist, at rocken bestemt ikke er død, men at den findes i mange former i 2017.

 
 

 

Dead By April

Dead By April i Lille Vega. Foto: Martin Horn Pedersen

Efter et hurtigt sceneskifte på bare 15 minutter, stod Dead By April klart på scenen. Igen var lyden god. 

Dead By April spiller en blanding af emo og metalcore, som bestemt åbner op, for spændende musikalske muligheder.

Svenskerne sætter i med “More Then Yesterday”, hvor der åbnes op med en kort dubstep, inden nummeret hurtigt slår over i en mere klassisk metalcore, naturligvis i den melodiske afdeling, med følsomme syng-med-omkvæd. Første nummer der bliver spillet fra Worlds Collide, er “Warrior”, hvilket er et af albummet’s svageste sange. Vi får i alt 7 numre fra den nye plade ud af i alt 17 numre, hvilket er et fair antal for en album-tour.

Desværre står det klart på sådan en aften, at de nye numre bare er svagere end mange af de gamle. Ja, det kan lyde som en kliché, men sådan fremstår de altså for denne anmelder. Bandet formår dog, at holde godt gang i koncerten og får endda sat en wall of death op undervejs, som virkede langt bedre end forvent, da koncerten på ingen måde ellers bød op til mosh. Det som Dead By April gør godt med både de nye og gamle sange er at sikre, at der kan synges med og det skal jeg love for, at publikum gør i stor stil. Der bliver råbt følelser ud i lokalet, uanset om det handler om  selvfornægtelse i det nye nummer “Crying Over You”, eller en ældre sag som “Losing You”.

Solid koncert, der aldrig toppede helt.

Så alt i alt blev en kedelig mandag vendt til en dejlig festlig én af slagsen pga god musik og velspillede bands. Efter koncerten havde Siamese valgt at holde en stor efterfest, for at fejre at touren nu var slut. Rygterne taler om masse af alkohol, sang, dans, beerbong og måske fik nogen sågar lokket ud af Mirza, hvordan altid sikre sig, at have lokalets flotteste hårpragt?