High On Fire. Foto: Jannie Ravn Madsen

Matt Pike gæstede for anden gang på to år Roskilde Festival med tordnende fuzz-metal hyldet ind i tung hashrøg. Sidste år var det med Sleep – i år er det med High On Fire hvor han er i front – kan de mon leve op til sidste års storhedsshow?

Det er en svær en af følge. Det var samme scene, næsten samme tid og et publikum der forventede at blive blæst bagover af testosteronfyldt heavy-sludge som kun Mr. Pike kan levere den. Hvor Sleep sidste år mødte sit publikum på laid back facon med en lydmur vi ikke har set lige, så er High On Fire langt mere in your face i deres lyd og udtryk. Hertil er det lidt en skam, at lydmæssige problemer skabte en del afstand mellem band og publikum. Det var som om at det los i løgene man forventede nærmest ikke kunne nå os. Så lange ben havde Matt Pike desværre ikke. 

Dette gjorde, at de nye(re) numre “The Black Plot” og “Carcosa” fra den ellers glimragende plade “Lumineferous” fra 2016, som koncerten blev lagt ud med, faldt en del til jorden. Skru nu op for den guitar! Dette gjorde, at Matt Pike’s – tilsyneladende – tour-og nat-trætte vokal lød ganske forfærdeligt da den fik lov til at stå alene på den måde. Under “Serums Of Laio” vågnede publikum op, til trods for at det stadig ikke var en lydmæssig hurra-oplevelse, og først under nummeret “Blastebea…” jeg mener “Devilution” fik High On Fire den tyngde i lyden de fortjener. På dette tidspunkt var det meste af publikum dog desværre udvandret. Okay, klokken var også ret mange. Men no matter, resten af os svingede nakkerne og vores afdankede kroppe i takt med fuzzkongerne stod på deres tunge trone.

“Devilution” blev efterfulgt af den stærke firkløver “10.000 Years”, “Fertile Green”, “Blood From Zion” og den obligatoriske “Snakes For The Divine” der sendte både horn og mennesker i vejret, luftguitaren blev skruet op på maks og kærlige dumflade blev delt ud som var det lunkne grænsebajere på festivalens sidste dag.

High On Fire er urokkelige, urørelige og uden sammenligning. Men desværre kan et band som dette stadigvæk ikke gardere sig mod utaknemmlige forhold.