copenhellCopenhell smider i dag en større og fremfor alt varieret bunke af navne! Lige fra old school heavy til groovet ekstrem metal!

 

Man må så sandelig sige at 90’erne lever på Copenhell 2017. Først System Of A Down, så Prophets Of Rage og nu:

Rob Zombie!
Industrial horror metalleren gæster langt om længe Copenhell og dette er faktisk i kølvandet på hans seneste fantastiske studiealbum “The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser” , der blev udgivet i foråret. Her skrev vi bl.a.:
“Skørt, vanvittigt, sexet, lækkert og helvedes groovet! Rob Zombie er i dén grad tilbage med en potent industrial metallisk lyd. Det har man savnet. Men nu er zombien tilbage hvor han skal være. “”

En anden af dagens store navne, er samtidig også et af de helt klassiske navne indenfor 80’ernes såkaldte hair-metal! Der skal skråles med på “Final Countdown” og resten af Europe‘s stærke sangkatalog, når svenskerne giver koncert på Refshaleøen til sommer.
Vi endte med at få et par voldstrusler i vores indbakke efter vores 1-stjernede anmeldelse  af bandet’s seneste koncert i Amager Bio i 2015. Vi fortryder i den forbindelse intet og håber/forventer naturligvis på, at svenskerne er langt, langt bedre til sommer.

Vi bliver i old school metallen, for de altid forrygende Saxon vender atter tilbage til Copenhell, hvor de senest gav en fremragende heavy metal koncert i 2012! Endnu har vi til gode, at opleve en dårlig Saxon koncert! Læs i den forbindelse gerne vores interview med Biff Byford, som vi talte med under Metal Hammer Paradise i 2013!

Alle der oplevede Frank Carter and The Rattlesnakes sidst de var i Danmark, for blot et par uger siden, var vidne til en af årets helt store oplevelser. Energien den mand og dét band kan levere live er uden sammenligning. At Frank Carter’s hardcore punk drenge står på Copenhell’s scene til næste år kan ikke komme bag på nogen!

Lidt mere spøjst er det dog, at Opeth indtager Copenhell igen. Spøjst fordi bandet ofte har haft det svært på en udendørs festival scene. Det havde de i 2011 på Copenhell og det havde de også på Wacken sidst vi så dem. At det gav mening at se dem i Koncerthuset for et par uger siden kan ingen være i tvivl om. Spændende bliver det, om de kan bringe den samme magi ud på Refshaleøen.

En anden der har haft det svært er Myrkur. Efter hendes mere eller mindre katastrofale optrædener på Roskilde Festival og i Pumpehuset, er det dog kun gået opad for Danmark’s kvindelige black metal håb. Flere store tours med Behemoth, Deafheaven og på diverse festivaler har gjort, at hun så sandelig er klar til at indtage Copenhell til sommer!

Også The Black Dahlia Murder gør deres entre på næste års festival! Det groovede ekstrem metal har givet flere imponerende koncerter i Danmark! Bl.a. på Roskilde Festival i 2014!

Sidst men ikke mindst skal der headbanges til emo/goth/industrial metallerne Motionless In White og, naturligvis fristes man til at sige, er der ingen Copenhell uden Red Warzawa!

Således kan vi på Copenhell 2017 se frem til koncerter med:

System Of A Down, Prophets Of Rage, Rob Zombie, Europe, Airbourne, Saxon, Opeth, OverKill, Frank Carter and The Rattle Snakes, Invocator, Candlemass, The Black Dahlia Murder, Myrkur, Every Time I Die, Inglorious, Lost Society, Motionless In White, Red Warzawa og mange, mange flere!