pain-coming-homeTroldmanden Peter Tägtgren gør det igen. Den svenske kunstner har smedet et suverænt metallisk pop album, som vidner om fest fra start til slut!

Om det er dødsmetal ala Hypocrisy eller metallisk pop med Pain, så har den gode Tägtgren bare styr på det. Sådan synes det i hvert fald at være på de seneste mange plader, som den svenske musiker/producer har stået bag.

Efter 5 år er det nu blevet Pain’s tur til at smide et værk på gaden. Dette nye udspil, i øvrigt det ottende af slagsen, hedder “Coming Home”, og viser atter, at Tägtgren ikke har glemt de gode melodier og de stærke vokal mæssige hooks. Men okay. Manden er jo også svensker og det med hooklines bliver svenske musikere flasket op med fra barnsben af.

Alligevel vidner “Coming Home” simpelthen om en musiker med overskud. Clean vokalen sidder i skabet og de fuldfede industrial metalliske melodiske sange, hvor den elektroniske panser dog synes at være blevet skruet en anelse ned, synes at stå i kø, på herlige sange som “A Wannabe” , “Call Me”, som gæstes af Joakim Brodén fra Sabaton, “Black Knight Satellite” og så naturligvis den western inspirerede åbner “Designed To Piss You Off,” som groover solidt derud af.

Jeg ved ikke helt hvem eller hvad Tägtgren kommer til at pisse af med dette album. Manden gør præcis hvad han vil og det er en formel han har udnyttet med Pain, siden bandet’s start tilbage i 1996 og tak for det!

Opsummering: Om det så er med Hypocrisy, sammen med Lindemann eller med Pain, så viser Tägtgren atter, at han har helt styr på sit pis! Pain’s “Coming Home” er et herligt melodisk industrial metallisk udspil, hvor de stærke melodier nærmest står i kø hos svenskeren!

Lyt specielt til: “Designed To Piss You Of,” “Black Knight Satellite”, “Call Me”, “Pain In The Ass”, “A Wannabe”

For fans af: Rammstein, Rob Zombie, Marilyn Manson, Nine Inch Nails

Pain – Coming Home udgives via Nuclear Blast