Den stod på old school metal, da Beta2300 forleden åbnede dørene op for endnu en dag til Dirty Days Of Summer! Kult thrasherne i canadiske Voivod var aftenens hovednavn sammen med Illdisposed, hvor de yngre gutter i Contrition stod for aftenens opvarmning. 

Contrition

Contrition på Beta 2300

Contrition på Beta 2300

Den evigt svære support for et gammelt metalband er aldrig nemt. Særligt ikke når man hedder Contrition og spiller progressiv metalcore. Stilistisk var vi langt fra aftenens hovednavn, men Contrition leverede hvad man kunne forvente af dem. Hverken mere eller mindre. Musikalsk blev der gået til stålet fra første riff. Men det kræver altså sin mand på en aften som denne, at få overbevist det relativt sparsomme fremmøde om at Contrition er “the shit”. Særligt når de fleste venter på noget der er langt mere old school end dem selv. På en aften som denne skulle Contrition i arbejdstøjet. Det klarede de nogenlunde, uden dog at få publikum revet med.

Jeg er af den overbevisning, at det altid er op til bandet at sørge for at få folk med. Og er det ikke musikken der skal få folk med, så skal de klare det med showet. Og her mangler Contrition langt mere vildskab på scenen. Særligt på en aften som denne! Man får ikke nogen med ved gentagende gange at bede publikum om at komme tættere på scenen. Faktisk er det røv irriterende at høre på som publikum. Er dit show stærkt og stramt nok skal publikum nok selv komme frem, hvis det er det de ønsker. Det skete bare ikke for Contrition denne aften på Beta2300.
Musikalsk har bandet, med deres moderne metalliske lyd fat i noget, men på en aften som denne virkede Contrition alt, alt for påvirket af, at publikum ikke var med på den. Glem publikum, smadder lortet og virk overbevisende også selvom folk ikke er med.

6-penta

 
 

 

Illdisposed

Illdisposed på Beta2300

Illdisposed på Beta2300

Go’e gamle Illdisposed. Man ved hvad man får og det er sgu’ da også egentlig meget godt. Bo Summer er fortsat “master of bøv”, der med sin vanlige jyske humor bringer et smil frem på alle de fremmødtes læber. Vi kender det. Det er billige tricks. Men det virker. Og det gjorde det også denne aften på Beta2300, hvor Illdisposed’s massive mur af groovet død fik nakkemusklerne på overarbejde. Med den måske bedste lyd jeg nogensinde har hørt på Beta2300.

Kan ske, at Bo kun har modtaget 8 dødstrusler denne gang i København, men det vi andre fik af Illdisposed denne aften var mere end blot en trussel. Det var en perfekt lektion i klassisk og velspillet dansker død, der selv for et band som Illdisposed til tider virkede en anelse for rutinepræget og en anelse for kort.
9 numre var hvad vi fik denne aften, hvor særligt “Reserved” og “Weak is Your God” fik Beta til at koge! Der var ingen tvivl om at Illdisposed trak aftenens største publikum, desværre sluttede det hele alt for hurtigt!
Men mon ikke vi snart ser Illdisposed på Københavnsk jord igen? Måske Bo endda kan komme op på hele 9 trusler næste gang?

7-penta

 
 

 

Voivod

Voivod på Beta2300

Voivod på Beta2300

Indrømmet. Jeg har aldrig rigtig dyrket Voivod, der siden 1982 har hærget den canadiske thrash metal scene. For mange thrash metal fans er bandet kult og man forstår det godt efter denne aften.

Smilende var store på alle i bandet, da de gik på scenen på Beta2300 til en desværre langt fra fyldt sal. Der var udsolgt denne aften, men det var ikke til at se da hovednavnet gik på. Det virkede som om de fleste var kommet for at se Illdisposed og så enten opholdt sig i baren eller var taget hjem inden Voivod. Totalt uforstående. Men dem om det.

Os andre der var blevet oplevede et band levere præcis det de skulle. På mange måder er Voivod et unikt band rent musikalsk. Deres blanding af fræsende riffs, punket approach og total disharmonisk sangskrivning gør bandet til et interessant bekendskab og som naturligvis har været en inspirationskilde til mange, mange nutidige bands.

Man kan mærke på Voivod, at de elsker det de laver og det smitter af på publikum, der fik en fest, med det sande omdrejningspunktet i Voivod, nemlig i bandets sanger, Snake. Så afgjort en glimrende frontmand, der fik publikum med fra første tone blev slået an.

Med den afsluttende “Voivod” og “Astronomy Domine” takkede Voivod af på Beta2300 og vi kunne tage fra spillestedet med en god oplevelse rigere. Nu kan vi bare se frem til at bandet rykker op i lidt større omgivelser, når de giver koncert med Entombed A.D i Amager Bio d 23/11.

8-penta