Flot var det da Essence underskrev kontrakt med det store metalselskab Spinefarm Records. En mulighed for at komme ud til en langt større mængde lå nu for bandets føder. Prime er resultatet og bandets første udgivelse på det store selskab.
Prime er tredje udgivelse fra Essence og med to tidligere udgivelser, hvor de leverede nærmest pletfrie thrash metal perler, er det et Essence i frit fald fra aller højste tinde vi er vidne til på Prime.
På langt størstedelen af Prime er de finurlige dynamiske riffs, tyngden – ja simpelthen inspirationen væk. Tilbage er et band, der virker til at have fået storhedsvanvid, med ét decideret ønske: Det SKAL være melodisk for at kunne opnå succes. Koste hvad det så ellers vil og dét på trods af, at det først er nu at muligheden for alvor er kommet, for at ramme de store metalscener.
Jeg tør næsten ikke tro mine egne ører, når bandet i voldsomt uinspirerende stil, kaster sig ud i det ene ligegyldige melodiske hook efter det andet. Folk der kender mig ved jeg er en sucker for selv den mest ostede power metal hookline. Hvis bandet så ellers bare kunne skrive en melodi som Hammerfall kunne med Hearts On Fire ville de måske have opnået succes med det. Det er bare ikke tilfælde her.
Melodier er bestemt fine nok, så længe de er gode. På Prime virker det som om ønsket fra start har været en nye retning (Load og Reload for at blive i thrash metallens univers) og det har udfordret bandet i så stor en stil ud i disciplinen “at skrive et stærkt hook”, at de langt henad vejen snubler over deres egne ønsker. Dét er en kæmpe skam.
Når man i sin pressetekst vælger at skrive følgende: “Not just a one-trick pony, Essence also excel in writing captivating poppy rock songs like “Heart Of Gold” and “Untouchable”. You know, to keep the girls going where the guys will follow – the gigs,” så er det i min verden ikke et udtryk for, at man gør det for kunstens skyld, men snare et ønske om at trække en større mængde til – penge! Og i Essence tilfælde tror jeg de har kastet sig ud i den disciplin for tidligt. Hvorfor ikke udgive en række solide thrash metal perler på Spinefarm, for at få opbygget en fanbase i udlandet, inden man kaster sig ud i pop/rock sangene?
Det vil nok være mit store spørgsmål til bandet, næste gang jeg får en snak med dem.
Okay, lad os tage ja-hatten på. Der er bestemt enkelte fine momenter på “Prime”. Vi skal dog helt hen til albummets sidste “Triumph” før bandet for alvor får revet mig med. Dét er så derimod også et nummer der nok skal blive et hit i sættet fremover, hvis bandet lader det komme med. Det samme kan siges om titelnummeret “Prime”. Her formår bandet rent faktisk at skrive det stærke melodiske hook samtidig med at tyngden blive bibeholdt.
Men hvor der er glæde er der jo så desværre også skuffelser. Den største her, er den disco inspirerede “Watch It Burn”. Her forsøger Lasse Skov sig ud i rappen’s finurlige verden. Mon producer Rune Rask har hjulpet lidt med her?
ØV for en omgang.
Opsummering: Essence vil være andet end et thrash metal band. De vil opnå et større følge. Det har kostet bandet’s sans for at skrive de stærke og finurlige riffs, for derimod at kæmpe en hård kamp ud i disciplinen “at skrive de stærke melodiske hooks”. Det gør Essence ikke på Prime og albummet ender med at blive årets største skuffelse for undertegnede.
Hør: “Triumph”, “Prime” og “Refuse To Exist”
For fans af: Metallica i Load/Reload perioden, Megadeth, The Offspring, Green Day