Den mest ventede udgivelse i 2013 er på gaden idag. Heavy metal kongerne Black Sabbath er med deres 3/4 af det originale line up (bestående af Geezer Butler, Tony Iommi og Ozzy Osbourne) klar med den første udgivelse siden 1978. “13” er en realitet og er en direkte tilbagevenden til 70’erne!
Forventninger til dette album har været gigantiske. Hvordan ville det lykkes Rick Rubin at få det originale Black Sabbath udtryk ud til masserne i 2013? Rent produktionsmæssigt kan det gøres ganske simpelthen. Man laver simpelthen en perfekt livelyd i studiet og producerer efterfølgende en af de bedste produktioner jeg har hørt i mange år. Det er tørt, råt, upoleret, og alligevel med en friskhed der siger 2013. På denne front har Rick Rubin klaret det til perfektion og langt bedre end hans seneste håndteringer af både Slayer’s flade World Painted Blood og den forfærdelige produktion på Metallica’s Death Magnetic.
Det næste spørgsmål der naturligt følger er så: holder numrene på 13? Er det lykkedes Black Sabbath at genskabe den (sorte)magi, der gjorde dem til pionerer for en hel musikkultur? Her er jeg mere splittet. Det er tungt, doomet og sort – alt hvad Black Sabbath står for.
Albummet åbnes med “End Of The Beginning”, der ligeså godt kunne være den onde tvilling til “Black Sabbath”. Det er nøjagtig den samme feeling og dynamik der bliver skabt i dette nummer, som man fornemmer på klassikeren fra debuten. Og det er egentlig ganske kendetegnet ved 13. Black Sabbath forsøger ikke at gøre noget som helst andet, end det de nu engang gør og kan og det man elsker dem for. Og det er vel så egentlig også fint nok? Både og vil jeg sige. For det lyder som om, at man bevidst har gået efter at ramme den præcise og nøjagtige slut 60’er/70’er Black Sabbath-sound og det synes, at have kostet de helt gode numre og gør albummet en smule kedelig i længden, da der er lagt langt større vægt på, at det for alt i verden skal lyde som 70’er Black Sabbath. Et andet bevis på dette er på nummeret “Zeitgeist” der er en tro kopi af “Planet Caravan” . Igen med nøjagtig samme feeling som det var tilfælde på “Paranoid”-udgivelsen.
Dog skal albummets ubetinget bedste nummer fremhæves. Den herligt bluesede “Damaged Soul”. Her viser Black Sabbath de bluesede sider af dem selv, som jeg for alvor har savnet. En bad as tungt rockende blues mother fucker, der sidder lige i skabet!
Alt i alt, så er Black Sabbath nu engang Black Sabbath og det er sgu en fornøjelse, at høre Iommi’s og Geezer’s tonstunge riffs krydret med Ozzy’s messen. Hvem havde nogensinde troet man skulle kunne komme til det igen? Udgivelsen er bestemt ikke dårlig, der mangler bare de helt gode numre, som Iommi og Geezer ellers beviste de kunne skrive med Dio på Heaven & Hell’s seneste “The Devil You Know”
Black Sabbath – “13” udgives mandag d 10 juni via Universal / Vertigo Records