Fredag d 30 marts er en dag jeg har set frem til i lang tid. Det er nemlig dagen hvor årets første festival for undertegnede skydes i gang i Voxhall til to dage med glødende tråd og forgyldte bajere.

Royal Metal Fest afholdes for 5 gang i år. Der har været megen snak om årets navne på festivalen. At de ikke har kunnet skaffe de helt store trækplastre i år, som tidligere set med navne som Sepultura, Sodom og Crowbar, der har kunnet pryde plakatens øverste skrifter. I år hedder disse navne svenske Evergrey og norske Keep Of Kalessin og de tager pladsen øverst på plakaten lige over Pretty Maids og Decapitated. Og generelt synes der at være – særligt om lørdagen – en stor vægt på død og særligt black i år. Med det i tankerne var jeg da også spændt på hvor mange mennesker der ville dukke op da det , jovist, er super fede navne, men ikke er af den slags kaliber, der har den helt store tiltrækning på mængden. Et publikum som der skal til for at kunne fylde et så relativt stort spillested som Voxhall ud og derved hele nerven i festivalens eksistens. Time would tell… Middelprogram eller ej, det her skal sgu nok blive en fed weekend!

Da jeg ankommer til Voxhall står 6 vagter klar ved døren. Vi får en kort snak om den famøse demonstration om lørdagen: “I skal bare drikke en helvedes masse bajere og høre noget fee’ hegn (sagt på syngende jysk) i weekenden så skal vi nok tage os af tosserne!” lyder det fra vagten. Og Ja, det har han satme ret i. Det er fandme lige det vi skal – musik og bajere – fordi vi elsker hegn! (som RMF så fint angiver i sit slogan). Så kan de andre bonhoveder sgu få lov til at kaste med nok så mange sten imens!

Jeg ankommer til Voxhall kl. 17. Og blot en halv time efter åbning går første navn på scenen. Danske Pariah Syndicate, der består af medlemmer fra Nurse, Avencore, Nano, Death Comes Pale og Rageborne, havde fået den svære opgave at kickstarte festivalen efter de havde vundet opvarmnings-bandbattle. Skønt der ikke var så mange endnu, fik os der var tilstede en rigtig fin åbningskoncert. Bandet er yderst tidstypisk i sin lyd og meget kendetegnet den stil der er populær i Danmark for tiden. Groovet moderne død, med tonser breakdowns. Ikke just undertegnedes kop-te, men der var go energi på drengen fra første anslag og særligt denne energi er værd at bide mærke i hos Pariah Syndicate, det holder sgu hele vejen igennem! Desværre kæmpede bandet med et tamt publikum og en endnu tammere lyd. En lyd der var så fandens rungende, at det til tider var svært at skille instrumenterne fra hinanden. Pariah Syndicate gjorde en god figur, RMF er nu igang og afsted til baren – 2 af de gyldende for en flad 50er!

Tilbage på pletten lige til By The Patient går på scenen. Publikum er så småt begyndt at dukke op, da By The Patient sætter gang i deres groovede død. Jeg har efterhånden oplevet By The Patient et par gange og denne gang var det måske til en af bandets sværeste opgaver: at få noget der minder om liv i publikum. Lyden er blevet betydeligt bedre og alle instrumenter står stærkt! Men det er som om, at det stadigt svage fremmøde får sat en lille stopper for By The Patient, som synes at holde sig en smule tilbage. Koncerten bliver ikke den forløsning jeg havde håbet på. Heller ikke Helhorse kunne denne dag give mig den store forløsning, selvom jeg er vild med bandets stoner-tilgang! Med klarer inspirationer fra Eyehategod, Crowbar og Down bliver der for alvor smækket igennem til en omgang tonser sludge af de helt tunge! Desværre falder vokalen ud og selvom Helhorse prøver bliver det aldrig rigtig til den der helt store “YES der var den sgu”-følelse.

Dette laver Saturnus dog om på. Saturnus er et af de danske bands jeg respekterer allermest, men overraskende nok aldrig har oplevet før. Måden hvorpå den gotiske deathdoom bliver leveret er høj, høj klasse. Og nu er salen sgu endelig ved at være godt fyldt. Thomas Akim Grønbæk Jensen står ydmygt og growler, synger og taler sig igennem Saturnus’ lettere deprimerende doom metal og da Christ Goodbye fra Paradise Belongs To You bliver leveret som sidste nummer er koncerten for mit vedkommende fuldendt. Massivt og tungt – ganske enkelt pisse hamrende fedt!

Og så må vi da vidst også hellere lige en tur i baren igen og ud og trække noget frisk luft. Igen havde man allieret sig med Kelds Pølsevogn. Guddommeligt med en “franker” inden det for alvor bliver brutalt.

Klokken nærmer sig 22.00 og det er ved at være tid til en omgang polske øretæver med Decapitated. Sidst bandet skulle spille i Jylland var til Aalborg Metalfestival hvor de pga en kedelig flyhændelse var set sig nødsaget til at aflyse. Denne gang havde Decapitated dog taget hele turen fra Polen og til Danmark i en personvogn med påsat trailer, for at spille på RMF – så ingen frygt for flystyrt denne gang!

Præcis kl 22.10 går det hårdtprøvede band på scenen. Salen er ganske pænt fyldt. Det største publikum der har været hele dagen. Og det er ikke uden grund. Decapitated lammebanker os synder og sammen med deres brutale og tekniske dødsmetal, uden at vise nåede. Lyden er desværre en smule ulden med for meget stortromme. Men  Rafal Piotrowski gør sit til at få os alle med på vognen. Det her er simpelthen kontant afregning for den aflyste koncert sidste år og de forreste rækker i publikum ser da også ud til at være med. Anderledes stilstand er der lidt længere tilbage og der kommer aldrig rigtig helt gang i publikum. En smule headbanging og thats it – intet mosh. Decapiated gør ellers deres for det, men det er først når de afslutningsvis sætter gang i Spheres Of Madness, at der for alvor kommer gang i den pæne masse. Decapitated leverer denne aften i Aarhus et solidt polsk stykke håndværk! Det var højt – meget højt, voldsomt og brutalt.

Efter Decapitateds brutale tæv er det tid til, at få noget hvile inden aftenens sidste hovednavn svenske Evergrey går på scenen. Evergrey er et af de bands jeg har set meget frem til på årets RMF. Bandet har netop afsluttet en turné med bands som Iced Earth og Sabaton. På plakaten står de da også øverst og deres melodiske semi-progressive metal vil sikkert også skabe en fin fest på den sene aftentime, hvor folk jo for alvor har fået noget at drikke og klar til hegn – regner jeg med!

Klokken 23.30 går Evergrey på scenen. Men hvor helvede er det metalelskende publikum?! I min tid som koncertgænger har jeg aldrig – som i ALDRIG oplevet et så piv-fucking-hamrende ringe fremmøde til et navn i Evergrey’s størrelse. Jeg skyder på der måske har stået 40 mennesker i den forreste række og det var sådan set det. Pinligt – dybt pinligt. Bandet forsøger dog at få det bedste ud af det, da de ligger ud med ”Leave it Behind Us” fra sidste års Glorious Collision. Jeg har dog svært at tage hele foretagende seriøst, når de spiller for en fuldstændig tom sal og det gør det da bestemt heler ikke let for bandet, der forsøger at interagere med sit publikum – et publikum der ikke er der. Gudskelov er Evergrey så professionelle, at de spiller deres set til ende inden de forlader Royal Metal Fest efter en lille time. En underlig og tom følelse står jeg med.

Jeg ved ikke hvad dette ringe fremmøde kan skyldes. Jeg antager at de simpelthen er blevet fejlplaceret og skulle have spillet før Decapitated fik bombaderet os med deres brutale smadder. Folk må simpelthen være blevet trætte og ellers er bandet bare ikke store nok i Danmark, siden denne manglende interesse. Jeg har fandme set flere mennesker til en lokal gymnasieband-koncert i Roskilde end til fredagens afsluttende koncert med Evergrey.

Lørdagen står på demo, død og en helvedes masse hvid make-up!