Skønt kalenderen viser de første tegn på forår er det stadig koldt og blæsende udenfor. Og netop isnende kulde og blæst fra de norske fjelde udgør Immortal som er denne uges Ugens Album med At The Heart Of Winter.

Naturens benhårde kræfter er grundkernen i Immortal’s sorte musik – dette er ingen undtagelse på At The Heart Of Winter. Albummet med metalhistoriens grimmeste bandbilleder indeholder 7 numre, der alle er black metal til perfektion. Immortal formår som ganske få at kombinere det hårde og voldsomme udtryk med det episk storslåede, noget jeg mener er essentielt for god black metal. Lyden er tilpas upoleret til fortsat at have det klassiske black metal udtryk og lige fra “Withstand The Fall Of Time” går det derud af i fuld fart. Det episke åbningsriff er muligvis et af de bedst skrevne black metal riffs nogensinde og når det følges op af Horgh’s blast beat kan man ikke ønske mere af et band som Immortal, der må siges at være en af kongerne af episk ekstremmetal.

Netop det episke moment når kuldeskærene nye højder når titelnummerets introsekvens starter ud og Abbath’s melodiske fingerspil får en til at føle at man står ene mand fortabt i de mørke skove med sneen piskende ned fra den sorte nattehimmel. Fantastisk er At The Heart Of Winter og hvor man dog glæder sig til at opleve dette band efter 9 års venten siden de sidst var i Danmark! Vi ses på Copenhell!!