Se så sker der det, at et nyt band fra Canada, pludselig, og ud af det blå, dumper ned for fødderne af mig.
Canada I gør det sgu’ igen! Landet der har givet os det ene nye fede heavy metal band efter det andet, ryster nu endnu et fedt navn ud af ærmet!

Coveret er dejlig old school. Et tegnet billede af en gammel van, der skriger af start 80’erne. Det samme er logoet. Bandet hedder Freeways og pladen hedder “True Bearings”. Og lige her står jeg faktisk med noget, der godt kunne ende på min årsliste for 2020, når året gøres op.

“True Bearings” er canadiernes debutalbum og sikken én debut! Med blot 33 minutters rotation på pladespilleren virker det som lidt af en kort sag, men faktisk er det lige præcis dét der gør at albummet holder sig interessant stort set hele vejen igennem.

Stilen er old school heavy. Men ikke af den hurtige speedede slags. Det er primært midttempo hele vejen igennem. Men lad dig endelig ikke skræmme af det. Riffsne og groovet sidder nemlig lige i skabet. Og det samme gør melodierne. Disse dele gør Freeways debut til et forrygende udspil. Lagt sammen er det nemlig utrolig stærke sange der er skrevet. Toppet af Jacob Montgomery’s, til tider, hjemsøgende vokal.

Højdepunkter er der flere af. Men den største er dog alligevel albummets åbner “Eternal Light, Eternal Night”. Meget skal ske hvis ikke dét nummer ender som #1 på min liste når året gøres op. Åbningsnummeret har nemlig alt hvad et godt heavy rock nummer skal indeholde. Det gode riff, den fortrinlige og rå produktion, det herlige groove, den gode sanger og så – vigtigst af alt – den gode melodi. Og lige præcis melodien er den sande byggesten her. Tro mig, melodien i både verset og omkvædet kommer til at hjemsøge dig igen og igen, allerede efter første gennemlyt. Imponerende godt håndværk fra et debuterende band.

Og så er der jo vokalen. Her skiller Freeways sig også ud fra andre nyere speed/heavy metal bands. Her er nemlig ikke skyggen af skrig eller highpitch vokaler. Tænk i stedet Blue Oyster Cult inspirerede vokaler.

Pladen er omgående blevet bestilt! Endnu et smash-hit fra Canada, som jo også har givet os Cauldron, Skull Fist og – ikke mindst – Riot City og Traveler i nyere tid.

Opsummering:  Canada giver os endnu et nyt fedt heavy metal/rock band at lytte til. Freeways debut oser af skøn roadtrip heavy rock. Fuld af stærke melodier og herlige riffs. Med både Riot City, Traveler og nu altså Freeways er Canada blevet landet der skal ses mod, hvis du vil høre ung og energisk heavy metal!

Lyt specielt til: “Eternal Light, Eternal Night” , “True Bearings” , “Dead Air”

For fans af: Blue Oyster Cult, tidlig Judas Priest, Thin Lizzy og UFO