Xenoblight på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

Åh kære Aalborg, du Norden Paris. Så mødtes vi endelig igen. Et møde der bød på lige dele hygge, fest og koncertmæssige store øjeblikke! 

Med et line up der bød på metal fra stort set samtlige hjørner af genre spektret, var dette års program dækket fantastisk flot ind. Allerede på forhånd har vi her på sitet rost programmet i 2018, for at være ét af de bedste nogensinde på festivalen. Store ord. Men altså, når man hiver alt fra ekstremisterne fra Anaal Nathrakh, true metal ikonet Ross The Boss og et af tidens mest hypede navne, Elder, til sin festival, ja så mener man det altså!

Torsdag: Tech lir en masse

Torsdag aften. Den lille tomands redaktion bestående af fotograf, Jannie Ravn Madsen, og undertegnede Søren Weiss, sætter benene på Studenterhuset i det sekund Xenoblight indtager scenen, som det første band og dermed åbner ballet for de kommende tre dages fest.

Entheos på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

Og hold nu kæft altså. Xenoblight er, efter en stor håndfuld koncerter bl.a. på sommerens Wacken Open Air og netop overståede Metal Cruise, blevet et top tjekket orkester, der med en ligedele tightness og sans for at skrive de gode sange, har fået godt fat i metalfolket. Læg så samtidig, at Marika Hyldmar har en tilstedeværelse på scenen, som ikke ret mange andre frontmænd(kvinder), har herhjemme. Med hende ved roret er vi godt underholdt i den ca. halve time Xenoblight kaster deres black/thrashede musik i hovedet på os. Solid åbner, der faktisk skulle vise sig, at være noget af torsdagens bedste.

For herefter ville det tekniske lir overtage det egentlige underholdende.

Første stop i dette firkløver af tech death torsdag aften var Brought By Pain fra Canada. Et band der består af medlemmer fra Beyond Creation, der i øvrigt skulle spille senere samme aften. Med Brought By Pain blev en flere timer lang (og i øvrigt ganske udmattende) tech death maraton sat i gang. Og i bedste moderne tech stil var det selvfølgelig med guitarister på 8 strengede håndvåben uden hoveder. Moderne og liret. Præcis som genren indbyder til. Problemet er så også bare, at det efter kort tid bliver en kedelig oplevelse at være vidne til. Når først tapping nr 20, på en halv time, er overstået og de ikke har skrevet sange der er memorable nok, så har vi ligesom set det hele. For ja, der er ingen tvivl om at Brought By Pain er dygtige, men koncertmæssigt er det bare ikke videre interessant og flertallet fandt da også større glæde ved at hamre bajere i caféen end at være til koncert.

Gorod på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

Heldigvis for Entheos, der var næste band på scenen, har de, udover fokus på tech lir, også en frontkvinde i Chaney Crabb, der tænker det showmæssige aspekt ind i koncerten. Men også hun blev sat til vægs af førnævnte Hyldmar, der simpelthen leverede en lang federe performance, med en energi og aggression helt i top. Sammenligningen er uundgåelig. Og ligesom med Brought By Pain blev det underholdende og interessante overskygget af bandet’s mangel på stærke sange og gentagende lir.

Gorod derimod. De havde omsider fanget pointen i, at man godt kan levere et underholdende show, samtidig med at flashe sin tekniske kunnen. Julien “Nutz” Deyers guidede os  igennem franskmændendes progressive og jazz inspirerede tekniske dødsmetal, med sikker hånd og fik leveret præcis den energi, der åbenlyst var en mangelvare ved de foregående to shows. Det er så også et band med en tydelig erfaring på festivaler, med optrædener på steder som Hellfest, Brutal Assault, Maryland Death Fest og Summer Breeze. De ved således hvad der skal til for at underholde et festivalpublikum.

Gorod var aftenens klare højdepunkt af de fire tech døds koncerter, der blev rundet af med Beyond Creation‘s ganske imponerende teknik. Er man musiker, med hang til det tekniske,  så har man helt sikkert haft en håndfuld gode oplevelser denne aften. Men for os andre blev torsdagen en noget lang affære, som dog heldigvis blev rundet af med et tiltrængt “pusterum” leveret af norske Vreid.

Vreid på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

For Vreids black n roll var godt nok nødvendigt ovenpå de fire førnævnte bands. Vreid er i virkeligheden resterne af Windir. Men hvor Windir havde et langt større tag på den episke og iskolde black metal, har Vreid inkorporeret en noget mere klassisk rock n roll/punket retning. Tænk gerne Satyricon i den forbindelse. Denne aften i Aalborg gik bandet på scenen indhyllet i røg og lilla scenelys. Det eneste man kunne skimte på scenen var to funklende stearinlys i hver sin side af scenen. Bandmedlemmerne var mere eller mindre skjult i røgen.
Det blev en koncert, der startede tyndt, men som på et lyn fra en klar himmel skiftede fuldstændig karakter, da bandet højest overraskende satte i med Windir klassikeren over dem alle “Journey To The End”. Nu kom bandet for alvor i gang og fik sat et solidt punktum for den første dag på årets AMF.

Fredag: Jysk bølle-død og legendariske nordmænd

Så var der heldigvis langt mere kød på fredagen. Musikalsk skal det forstås. For denne dag kunne programmet på årets AMF for alvor få lov til at åbne sig op. Først med to danske indslag af hhv. Mortal Dread og Rising skulle kickstarte herlighederne foran et – desværre – ganske tyndt besat publikum. Men hvor Mortal Dread og deres mikstur af heavy metal og doom desværre sev mere eller mindre ud i sandet, så var der væsentligt mere at komme efter hos Rising, der virkede oplagte og klar – på trods af det tidlige tidspunkt – til at vise folket hvad deres nye materiale kan live. Ingen tvivl om at Rising har ændret sig betydeligt igennem årene. Deres sludgede tag på heavy metal virkede dog som et oplagt valgt, til at få folket igang denne fredag.

Whoredom Rife på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

Havde man endnu ikke fået søvnen ud af øjnene efter disse to danske indslag, ja så fik man det da i hvert fald ved dagens tredje. Rendyrket norsk black metal stod den på, da WHOREDOM RIFE med fuld corpse pain bragte ondskaben – og en knivspids kvlt – til Aalborg. Det var køligt, brutalt og faktisk overraskende velspillet. Helt klart en øjenåbner fra et band, der ikke har haft den helt store rotation hos undertegnede. Et tag på den helt klassiske og smadrede del af black metallen, som bestemt kan anbefales!

Og se her kommer så én af grundende til, at vi i år har rost årets AMF program så meget. For variationen denne dag er kæmpe stor. Fra mørk norsk black metal skulle vi nu til dansk bølle-metal x 2. Først en tur i pitten med Blood Eagle, der som bekendt består af tidligere medlemmer af bl.a. Mnemic, Volbeat og Caro, for dernæst at byde en Aalborg-klassiker, i form af Illdisposed, velkommen tilbage efter “blot” 1 års fravær på AMF. Tja, hvad er der at sige om disse bands. Tilpas bøvet, tilpas bøllet, men dog lidt for “jysk” for Københavneren måske. Men sådan er det jo. Vi er trods alt er i Aalborg. Og hvorfor ændre på en formel, der synes at virke for begge bands? Hvad enten det er dugga-dugga fræs eller fee’ dø’.

Efter en optankning og et smut ud til pølle-manden for at få lidt i dunken, var tiden nu inde til et af de helt store trækplastre for os i år: Gaahl og hans nye band Gaahl’s Wyrd.

Gaahl’s Wyrd på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

Se hvis det hele lige pludselig syntes at være blevet lidt for bøvet skulle mr. Satan himself nok sørge for, at få det hele ned på jorden igen. Intenst som bare fanden, nærværende og brutalt. Gaahl bragte den tiltrængte ondskab tilbage til Aalborg, hvor ikoniske black metal slagere som den hypnotiserende “Sign Of An Open Eye” og “Carving a Giant” fra hans tid i Gorgoroth fik salen til at gynge i takt. Et solidt show, der atter beviser, at Gaahl bestemt ikke har glemt hvordan en black metal koncert, med ganske få virkemidler, kan gøres nærværende og intens.

Efter koncerten med Gaahl havde vi fået arrangereret et interview med manden, der desværre gjorde, at vi måtte misse Anaal Nathrakh. Shit happens, men hey – vi fik et fedt interview i kassen med Gaahl, der netop nu er ved at blive gjort klar. Det kan I godt glæde jer til! Hail Satan og alt det der.

Derimod var vi naturligvis på pletten da Enslaved, som aftenens sidste band indtog salen i Studenterhuset. Inden et hovednavn lukkes døren til salen traditionen tro inden showstart. Denne fredag var ingen undtagelse – og ligeledes traditionen tro – var hovednavnet forsinket. Så vi måtte igen, igen vente foran den lukkede dør indtil de blev klar. Det må altså kunne gøres bedre Aalborg. Evt. med en længere tidsplan, der ikke skrider i svinget pga en åbenlys stor produktion fra hovednavnet. Det synes at være et gentagende problem år efter år.

Publikum på AMF 2018. Foto: Jannie Ravn Madsen

Forsinkelse eller ej. Enslaved var tilbage på dansk grund igen. Trejde gang på under et halvt år. Men hvor både deres show på Copenhell og i Pumphuset bød på flere nye sange, så var fokus i Aalborg primært lagt på det gamle. Fra dengang Enslaved mere eller mindre var et rendyrket black metal band. Således fik vi hele tre sange fra den episke “Frost” med både “Isöders dronning”, “Jotunblod” og “Loke”, en omgang “Vetrarnótt” fra Vikingligr Veldi og den afsluttende vikinge hymne “Allfǫðr Oðinn” fra det helt tidlige demo-udspil “Hordanes Land”. Ingen tvivl om, at dette var guf for alle fans af black metal og i særdeleshed old school Enslaved. Og med dette kunne vi nu forlade Studenterhuset efter en dag med ganske store oplevelser. Særligt af dem der blev leveret af vores norske brødre.

Lørdag: Læder, doom og polske tæsk

Med en dag der bød på, omend en endnu større variation end fredagen, kunne lørdagen nu sættes igang, med en omgang punket hardcore fra danske Nyt liv. Som dagen før var der ikke mødt mange op i salen til det første navn og det syntes som en næsten urimelig opgave for gutterne i Nyt Liv, at skulle sætte gang i festen med deres uptempo punk. Men hey – de forsøgte og den credit skal de satme have.

Portrait på AMF’18. Foto: Jannie Ravn Madsen

Det samme gjaldt desværre også for svenske Portrait, der med deres speed metalliske udladninger ellers gjorde deres, for at sætte gang i folket, med en omgang læderbeklædt high pitch metal, der ville gøre King Diamond stolt. Vi var ikke mange i starten, men flere kom dog til i løbet af koncerten. Ærgerligt at et så fedt og relativt etableret band som Portrait skulle spises af, med så tidligt et tidspunkt. Særligt med tanke på de ellers så møg fede koncerter de tidligere har spillet på bl.a. Metal Magic Festival og på Nordic Noise, hvor de så sent som i maj, tidligere i år, var et af hovednavnene.

Det var dog lørdagens tredje navn, der skulle vise sig at blive én af festivalens helt store musikalske jokere. For da BULLET rundede koncerten af lød det fra flere folk i salen som om, at det her altså havde været den helt store positive overraskelse rent musikalsk og showmæssigt. “Det her havde jeg satme ikke set komme” lød det højest overraskende fra min sidemand. Og klart nok. Har man ikke før oplevet Hell Hofer og co. sætte speederen i bund, med den reneste omgang Accept inspirerede heavy metal, så har man bestemt haft noget til gode. BULLET var, på trods af det tidlige tidspunkt, præcis dén ønskede fest, som de nu engang bare kan levere gang på gang. Dette band svinger som ganske få og sange som “Stay Wild” og “Bite The Bullet” er sange der skriger til Helvede, om at blive spillet live. En af festivalens absolut bedste koncerter!

BULLET på AMF’18. Foto: Jannie Ravn Madsen

Og herfra skulle festen sådan set bare holdes kørende. Og det blev den gudskelov også. Først med Bersærk, der gik ligeså målrettet og præcis til opgaven som altid, med en energisk Casper Roland Popp og
Lars Evers i front. Bersærk’s stoner-rock er som skabt til det øldrikkende og feststemte publikum og passede derfor helt perfekt som det næste band efter BULLET.

Salen er nu kogende og gulvet er gennemklistret med øl-sjatter og tomme ølkrus. Ingen tvivl om at der har været fest her. Tempoet skulle nu sættes ned. Langt ned faktisk. For næste band på scenen var mægtige Saturnus. Et band der denne aften kunne fejre deres 25 års jubilæum sammen som band. Udskiftninger har der været mange af og frontmand Thomas A.G er eneste faste medlem siden dengang. Men på trods af det er Saturnus måske dét danske metal band jeg respektere allermest. At kunne skrive så smuk og inderligt musik, som dette band kan, ja det kræver altså sin mand.

Det blev slået fast allerede i starten, da “Litany of Rain” fra det 6 år gamle udspil “Saturn In Ascension” sendte dybe rystelser af episke propertioner igennem lokalet og satte standarten for resten af aftenen. Ingen af de efterfølgende shows kom nemlig på nogen som helst måde i nærheden af det Saturnus leverede denne tidlige aften. Desværre kunne bandet naturligvis ikke spille det tre timers lange sæt, som ellers ofte kendetegner dette band, og efter en lille time kunne de således runde af med den klassiske “Christ Goodbye.” Tak for de første 25 år Saturnus – lad det endelig blive til 25 mere. Vi er alle mere end klar!

Saturnus på AMF’18. Foto: Jannie Ravn Madsen

Efter sådan én oplevelse var det selvsagt lidt af en omvæltning pludselig at have Necrophobic på scenen. Vi gik fra smuk doom og direkte til upoleret blackened death metal, leveret af en gruppe svenskere fyldt til randen med læder, nitter og sort eyeliner. Necrophobic var måske bandet med festivalens dårligste lyd. Et element der gjorde, at koncerten aldrig rigtig kom helt op i gear, og som mest af alt blot blev en fornøjelig og “trve” oplevelse.

Så var der derimod noget mere at komme efter hos Elder, der med deres psychedelic stoner rock nok var bandet der skilte sig mest ud på denne festival. Ikke destomindre var det da også navet, der tiltrak et af festivalens største publikummer. Forståeligt nok. For ikke nok med at genren i sig selv er yderst populær herhjemme, så er det også et af de mest hyppede navne lige pt. Godt set af AMF. Mon ikke Elder står på en festival som Roskilde inden alt for længe? Det kunne man godt tro.

Ross The Boss på AMF’18. Foto: Jannie Ravn Madsen

Festivalens sidste to navne kunne næppe være længere fra hinanden. Fra true metal til polsk død! Hver deres tag på festen. Hvor Ross The Boss bragte fists in the air og fællessang, med de gamle Manowar skærringer, fra dengang Manowar rent faktisk stadig udgav fedt materiale, ja så var der øretæver i luften hos Decapitated, der var tilbage på dansk grund for første gang siden anklagerne. Begge bands gjorde hvad de skulle og hvis metallisk fællessang var ens foretrukne fest, så var Ross The Boss klart manden man skulle se. Selvom han efterhånden har en del år på bagen og det syntes tydeligt på scenen. Med Decapitated var det derimod energien og det tonstunge tag på dødsmetallen, der på fornuftig vis, fik rundet festivalen af med manér!

Tak for i år Aalborg. Tak for festen og de mange gode oplevelser! Vi glæder os til at se hvad I kommer med i 2019!