Unseen FaithDet Aarhusianske deathmetal/metalcore band UNSEEN FAITH udkommer med et mellemgulvs tungt mini album d. 28 november, som har fået titlen ”Yokebreaker”.

UNSEEN FAITH er noget så sjældent som et kristent metal band og mængden af kristne metalbands i Danmark kan tælles på en hånd. Bandet er et brutalt sidestykke til Hymns From Nineveh. Halsbrækkende breakdowns går hånd i hånd med skærrende guitar riffs i et hektisk tempo der får jorden under dig til at ryste.

Leadguitarist Asbjørn Brokhøj siger om det kommende udspil:

”Det føles godt at være færdige med det vi mener er et svendestykke på vores 5 årige musikalske rejse. Efter adskillige udskiftninger og modgang er Yokebreaker endelig klar. Vi glæder os til at udgive musik i et land hvor pladsen til vores type musik ikke er eksisterende. Men resultatet taler sig tydelige sprog og er vi er klar til at rive metal Danmark midt over.”

Til det kommende minialbum er der blevet lavet en musikvideo, som vi her på Blastbeast.dk, som de første, nu kan vise for jer – enjoy “The Mask”:

Albummet er selvproduceret og udkommer i hele Europa via Prime Collective og Border Music d. 28 november 2015. Udgivelsen følges op af en tour i Danmark og Europa i 2016.

Prime Collective A&R og ejer, Mirza Radonjica udtaler:

”Der er noget forfærdeligt dragende ved UNSEEN FAITHS univers. Deres brutalitet har for mig været et nødvendigt pusterum for al det strømlinede heavy metal der får ørenlyd i dag. Musik kan så meget mere end at appellere til laveste fællesnævner. Derfor er jeg stolt at arbejde med artister som de her drenge. Det er anderledes for Danmark, og gud ved vi har brug for noget anderledes.”