To af de største navne inden for chock-industrial lagde vejen forbi København.

Isnende kulde og betonboksen med landets værste ry – Valby Hallen – var forude for denne aften, i selskab med to af de største skikkelser inden for Industrial (hell, smider vi Nine Inch Nails og Ministry oven i hatten ku vi næsten lave en The Big 4 inden for utilpasset start-90′er ungdom).
Vi ankom med forventningerne skruet op til cirkus og freakshow, og det var der tydeligvis mange der var – taget alle de middelaldrende plaid-skjorter der pegede fnisende rundt i foyeren, på alle eyeliner-bærende, piercede og læderklædte publikummer i betragtning.
Klokken slog 20 og LIGE på klokkeslættet, gik første navn på – ingen ringere end Marilyn Manson

 

 

 

Marilyn Manson

Sidst vi havde æren af at opleve Brian Warner og co., var til den ret skuffende koncert på Copenhell 2012, hvor vi i silende regn fik en uprofessionel opvisning i ugidelighed, og kun enkelte glimt af 90′ernes storhedstid.
Og ser vi bort fra en alt alt ALT for lav lyd til at starte med, så stod det da også klart at Mr. Manson havde noget at skulle bevise over for os. Der var skruet gevaldigt op for scene-produktionen, der var udsmykket mere end hvad manden plejer ud fra de seneste par år – det klædte showet ganske glimrende. Dels fordi der nok var mange der kom og forventede ekstravagant tosse-teater, men også fordi at Manson bare ikke helt besidder samme skrækindjagende patos, som han gjorde da han spredte rædsel over bibelbæltet i Michael Moore-dagene.

Manson selv var langt mere oplagt end sidst, og da lydmanden endeligt fik skruet op for knapperne, fik vi da også en ganske god koncert ud af det! Gamle kendinge som “Disposable Teens”, “mOBSCENE”, “The Dope Show”, “Rock Is Dead”, “The Beautiful People” og ikke mindst fan-favoritten “Coma White” (der aldrig før er spillet live, før på denne tour!), samt de fede numre “No Reflection” og “Hey Cruel World” fra den seneste plade “Born Villain”, blev spillet til stor glæde blandt de fremmødte!
Dog skal det siges at alt for mange mærkelige og ligegyldige kostumeskift, medførste til lidt lange pauser mellem numrene, hvilket trak gevaldigt ned i længden. Folk er trods alt kommet for at se et rockshow og ikke en modeopvisning fra Lady Gaga’s værste fashion-marreridt.

Hvis manson dog bare kunne fokusere på at genfinde ilden, der gør at han kan skrive gode sange (for det kan han jo!), og ikke lægger så meget vægt på at være noget han var engang, så ville aftenens koncert bare være så meget bedre. Men what the hell, vi hyggede os gevaldigt.

 

 

 

Rob Zombie
Taget Rob Zombies Roskilde Festival-aflysning  sidste sommer i betragtning, så var der rigtig mange fremmødte der glædede sig til at få betalt gælden tilbage – hvilket flere i salen ikke lagde skjul på under Marilyn Mansons sæt, ved flere gange at råbe “ROB!” og “ZOMBIE!”.
For det var blevet tid til ingen ringere end Rob Zombie! Manden der både er musiker, filmproducent, art director og instruktør – alt sammen til ære for at skræmme os, på bedste retro-maner!
Et kæmpe King Kong-lærred dækkede scenen, og da lyset i salen blev slukket og lærredet revet ned til øredøvende jubel, var vi ikke et sekund mere i tvivl om hvem hovedattraktionen var her til aften. Lige fra start af var showet et overflødighedshorn af horror-video, top-professionel udklædning, robotter, konfetti, røg, lys og ikke mindst et satans velspillende band (ja det eneste vi manglede var vel ild?)! Og vi åd det råt! Allerede fra første nummer, hvor vi overgav os til at skråle med på “ALL HAIL JESUS FRANKENSTEIN!” kunne vi ikke benægte det; siden Rob’s sidste besøg med White Zombie i 1995, har han været utroligt savnet!

Jeg skal da ikke være bleg for at benægte at jeg lidt frygtede at dette show ville blive præget af form frem for indhold.. Og selvom der var ufatteligt meget form, så overraskede det mig hvor stor en spilleglæde og talent de fire musikere på scenen besad! Rob var i sig selv en højtflyvende indpisker, der løb rundt på scenen og sørgede for at alle var med – uden at gå på kompromis med fremførsel! Resten af bandet, der bestod af Ginger Fish (tidl. Marilyn Manson), John 5 (tidl. Marilyn Manson og David Lee Roth Band) og Piggy D (tidl. Alice Cooper), var alle toptunet, glade og klar på at rive os rundt.

Hele showet var så nøje plan-og tilrettelagt at det i sig selv var en fornøjelse at blive ført rundt i manegen i Zombie’s cirkus. Man kunne måske næsten fristes til at tro at fremførslen blev for lidt for mekanisk i længden, hvilket blev gjort til skamme da Rob Zombie spurgte salen om det ikke var Danmark at Lars Ulrich kom fra?! John 5 var lidt flabet og begyndte så at spille intro-riffet til Enter Sandman – men sådan noget er jo set før og så videre.. Men resten af bandet fulgte sgu trop, og vi fik godt og vel 3/4 af nummeret fremført, til stor glæde i salen! Bagefter sagde Zombie også til bandet; “Næste gang, så ØVER vi altså lige inden vi spiller det her!”. Stort bevis på at der stadig ligger menneskelige kræfter bag det (re)animerede ydre.

Hits som “Superbeast”, “Mars Needs Women”, “Meet The Creeper”, “Sick Bubblegum”, samt White Zombie numrene “More Human Than Human” og “Thunder Kiss ’65″,  alt dette krydret med en fin trommesolo fra Ginger Fish og en opvisning i speed-og sweep-picking fra John 5, altimens Rob Zombie med en lygte bevægede sig rundt i salen og mødte folk face to face, gjorde at vi aldrig kedede os og aldrig helt kunne vide hvad der skulle ske. Vi fik til slut serveret en oplagt udgave af “Dragula” med en eleveret Zombie der kontrollerede masserne fra et kæmpe rædselspodie. Dette er et show jeg sent vil glemme, og lad der så ikke gå 17 år før Rob Zombie og co. besøger os igen!!