[singlepic id=453 w=320 h=240 float=left]Andendagen på Copenhell bød på upcoming post-black metal, tekniske ekstrem-svenskere, amerikansk groove-magtdemonstration og et enkelt lettere falleret skræmmesymbol.

Gårsdagens skræmmende imponerende koncerter kunne mærkes på opleveren – men så sandeligt også fysisk i kroppen! Hovedet bankede og musklerne værkede – men man er vel metaller af en grund! Op på jernhesten igen, og afsted mod Refshaleøen til endnu et indskud mædl!!

 

Redwood Hill
[singlepic id=452 w=320 h=240 float=left]Knapt var jeg nået ind på pladsen, før de post-black metalliske upcommere i Redwood Hill, indtog den lille Pandæmonium scene. Bandet er et af de helt nye skud på den danske metalscene, og de har da også kun spillet knapt en håndfuld koncerter forud for deres indtog på Copenhell. Med denne introduktion kunne man måske godt forvente et band der virkede usikker på scenen, et band der får tekniske fejl og går i panik og performer med en masse bævren i stemmen. Hell fucking no! Bandet der stod på scenen lignede de var på tour med deres 3. platinplade i ryggen, til trods for at de “kun” spillede i knapt 35 minutter.
Deres helt store force er uden tvivl forsanger Marco Sewohl, der fremstår som den perfekte mikstur af indadvendt smerte og udadvendt showman. Han tævede sig selv rundt på scenen med sin sjæleskærende raspen i vokalen og uudtømmelige energi, og under sidste nummer, “Dybbuk”, trådte han endda op på rækværket foran scenen, til trods for at der kun var ganske få fremmødte. Men de få der var der, fik en oplevelse i særklasse. Sådan! Udgiv nu bare en plade, så resten af Danmark også får mulighed for at opleve jer!

 

 

 

Meshuggah

[singlepic id=426 w=320 h=240 float=left]Det svenske tekniske ekstremmetal band Meshuggah var et af de bekendtskaber jeg glædede mig mest til på årets festival, mest fordi jeg glædede mig til at opleve de nye numre live – men også for at se om deres præstation ville overgå deres lidt kedelige optræden på Roskilde Festival 2010, der i høj grad var præget af for lav lyd.

Bandet gik på scenen, fuldstændig uimponeret, til lyden af introen fra Demiurge fra den nye plade Koloss – og ikke et dårligt valg! Er tæt på at være ude i at den plade nemlig er noget af det bedste bandet har udgivet i hele deres karriere, og det var sjovt nok også de nye numre der fungerede bedst, hvor nummeret Do Not Look Down stod som det ultimative højdepunkt (sammen med – of course – Bleed).

Vi fik også en gammel kending på banen, i form af nummeret New Millenium Cyanide Christ, der faldt i god jord hos de mest nørdede af kenderne. Dog led koncerten en del under at Meshuggah stadigvæk sidder lidt fast i et fasttømret udtryk og at alle deres numre skrives ud fra en bestemt formel, hvilket godt kan virke trættende i længden til en koncert på 80 minutter.

Bandet kom og gjorde det de kan – og de gjorde det godt! Der var tryk på, forsanger Jens Kidman var i hopla og bandet spillede pletfrit. Meshuggah skal måske bare lære at være lidt mindre Meshuggah i fremtiden? Det ved jeg sgu egentlig ikke. På Copenhell gjorde de i hvert fald fin figur, foran et publikum der stadigvæk ikke er helt klar til dem.

 

 

 

Lamb Of God

[singlepic id=403 w=320 h=240 float=left]Mørket var så småt ved at sænke sig over Copenhell. De første regndråber begyndte at falde fra himlen, men fuck om vi ville lade det gå os på! Et hurtigt overblik over pladsen og man er ikke i tvivl om at de amerikanske metallere i Lamb Of God har trukket festivalens største publikum til dato. Tag dén, Slayer!

Forventningens glæde var at mærke blandt publikummerne foran scenen, og ud igennem menneskehavet – det var da vidst også tæt på noget der ligner 30% af de fremmødte der bar Lamb Of God t-shirts. Man tænker næsten at det kun kan skuffe…

Bandet går på scenen til øredøvende larm fra publikummet, trommeslager Christ Adler spiller os igang, guitarister og bassist følger efter og sætter riffet til nummeret “Desolation” fra den nye plade Resolution igang. Forsanger Randy Blythe ses lave korsets tegn over brystet, inden fanden tager ved ham og begynder den rutschebanetur som mange af os nu sent vil glemme.

Jeg KAN ikke være objektiv når det kommer til Lamb Of God. De er bare så pisse awesome i alt hvad de laver, og før idag havde jeg ikke haft muligheden for at opleve dem live – og nu ved jeg hvor fucking awesome de er på scenen også!

De river og flår os omkring, og aldrig tror jeg at jeg har oplevet et så entusiastisk publikum før, som til Lamb Of God koncerten på Copenhell. Det var fælles ekstase, og som publikum kvitterede bandet med totalt overgivenhed, så kvitterede bandet med en spilleglæde og show uden lige. Der var moshpits, circlepits og wall of death i løbet af koncerten – og da bandet opfordrede os til det, som fx circle pit under nummeret “Redneck”, var det da også (ifølge bandet selv) den største af slagsen de har set endnu på deres tour – og wall of death under nummeret “Black Label” er også den største jeg personlige nogensinde har set (og deltaget i).

Lamb Of God imponerer mig i alt hvad de foretager sig. Og nu har de også æren af at have spillet den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet. Tak for den!

 

 

 

Marilyn Manson

[singlepic id=454 w=320 h=240 float=left]Jeg kunne stadigvæk mærke forrige koncert med Lamb Of God i kroppen, da festivalens sidste hovednavn skulle til at gå på scenen. Derudover var regnen begyndt at tage til og det at jeg valgte at lade regnslaget blive hjemme, begynder at sætte sig præg på humøret. Men fuck nu det, tænker jeg – Mr. Manson skal til at gå på!

Jeg oplevede også Marilyn Manson i Valby Hallen sidst han og sit band gæstede Danmark – det var en ganske hæderlig koncert, med en Manson i topform! Så nu hvor at han så småt er ved at vende tilbage til form, efter den nyeste plade Born Villain, så kunne det jo næsten ikke gå galt?!

.. og dog..

 

For det første var de det første band der gik på for sent – hele 20 minutter skulle vi vente i silende regn, før bandet valgte at komme frem.. For det andet så var Manson tydeligt påvirket af en til flere ting – hvad præcist ved jeg ikke.. Det kunne være alt fra træthed til “drugs”.. Men det satte et kedeligt præg på hans engagement og koncerten som helhed. Han gemte teksterne flere steder, hvor han enten mumlede sig igennem lyrikken, skreg uhæmmet for at “gemme” det, eller begyndte vers og omkvæd for tidligt (helt pinligt blev det under nummeret mOBSCENE).

Det kan være jeg bare havde en dårlig dag med Manson.. For publikum foran scenen lod sig ikke slå ud af disse ting og var da helt oppe og støde!

Numre som Hey, Cruel World, Disposable Teens, The Dope Show, Sweet Dreams, Irresponsible Hate Anthem og Antichrist Superstar fungerede til gengæld også GLIMRENDE. Hvad der så lige skulle gå galt under de andre numre ved jeg ikke, men Manson må i denne omgang kun nøjes med en halv sejr.