Marts er omme, og dermed er der tid til et nyt indlæg i min serie af plader, som jeg måned for måned vil anbefale, at man kigger lidt ekstra ind i og giver et lyt. Husk at det ikke betyder, at det er 5 ud af 5 plader, men at de alle har gjort, at jeg kommer til at høre dem igen.

Marts har for undertegnet budt på mange spændende plader, ligesom februar, så der har igen måttet skæres fra, og jeg har udvalgt disse 5, som jeg synes, man bør give lidt ekstra fokus.

Neurosis – An Undying Love for a Burning World

Det mest overraskende album i marts var comebacket fra Neurosis. Det tænker jeg, de færreste havde set komme efter fyringen af Scott Kelly. Men bandet har hyret Aaron Turner fra bl.a. Old Man Gloom og Sumac. Sammen har de skabt et album, der lever op til, hvad man kan forvente af Neurosis: deres beskidte mix, man vel kan kalde en form for post sludge. Uanset hvad er det mørkt, beskidt og virker.

ERRA – Silence Outlives the Earth

The progressive metalcore band fra USA er tilbage med endnu et stærkt album. Det kommer ikke helt op på niveau med “ERRA” fra 2021, men det har allerede fået en del lyt her hos undertegnet, og der er stadig den gode blanding af de fængende melodier, det følsomme, men uden at man mister det hårde og særligt det tekniske, der adskiller dem fra mange andre metalcore bands.

Så er du fan af ERRA, så er Silence Outlives the Earth helt sikkert noget for dig. På den anden side, hvis de tidligere albums ikke har ramt dig, så er det nok ikke her, du springer på.

Lamb of good – Into Oblivion

Lamb of God pladen var for mig en positiv overraskelse. Det er et band, der tidligere har leveret rigtig godt, men også et band, jeg har tabt meget af interessen for i de senere år. Vi skal nok tilbage til Resolution fra 2014, før jeg blev rigtig fanget af et album fra LoG.

Denne gang har de dog ramt det helt rigtige igen. Ikke fordi de har været væk, men energien, riffene, det rå og alt det, der gør Lamb of God til dem, de er, rammer de bare rigtigt her.

Rosa Faenskap – Ingenting forblir

Det punkede norske blackmetalband fangede mig op til Roskilde Festival sidste år og er nu tilbage med et nyt album. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er den store blackmetal fan, så jeg kommer ikke til at lytte til det hver uge fremover. Men energien, råheden og teksterne gør bare, at det alligevel virker så godt.

De får brugt det bedste fra black metal til at få meget punkede budskaber ud og kæmper via både tekster og musik for, at det hele bliver lidt mere retfærdigt.

Meejah+Hiraki – Interwoven

Sidste, men ikke mindst, så slutter vi af i det danske. Meejah og Hiraki spillede i 24 et par shows som et fælles band, og det blev grundlaget for denne fælles udgivelse. En udgivelse hvor musikken skifter mellem Hirakis elektroniske post hardcore verden, der møder Meejahs meget unikke lyd, som jeg ikke helt kan sætte en genre på. Men sangerinde Mais stemme er ikke til at tage fejl af, samtidig med at den blander sig med både vokaler og lyde fra Hiraki.

Det hele mødes i et mix, hvor det særligt giver mening sammen. Pladen siges at have to numre fra hvert band, hvor det andet er gæst, men når jeg lytter, så hører jeg kun ét samlet værk skabt af Meejah og Hiraki sammen. Det kommer helt sikkert til at være en af de udgivelser, som jeg kommer til at høre rigtig meget i 2026.