Det, som Roskilde altid har kunnet, er at booke bands, jeg ikke vidste, jeg ville komme til at elske. Soul Glo er et af disse navne. Da de blev offentliggjort den 31. oktober 2022 som et af de første 16 navne til festivalen i 2023, ringede det en svag klokke, men jeg kunne ikke nævne en eneste sang.

Foto: Jannie Ravn Madsen

Siden da har deres album fra samme år, “Diaspora Problems”, været i tung rotation hos mig. Så det var også med meget store forventninger, at jeg begav mig mod Gloria-scenen. Jeg vidste, at der ville være en utrolig varme igen, sammen med den energi, vi stod over for, men ville musikken også kunne leve op til de forventninger, jeg efterhånden havde opbygget?

Bandet indtager scenen, og min første tanke er, at forsanger Pierce Jordan tydeligvis aldrig har været her før, da han dukker op med jakken trukket op over hovedet! Fra første anslag eksploderer Gloria-scenen. Publikum er så klar på det kaos, som Soul Glo bringer med deres blanding af tunge hiphop-beats, råbende vokal og hardcore-breakdowns!

Foto: Jannie Ravn Madsen

Bandet bygger videre på kaoset, de vælter rundt på scenen, Pierce smider lidt af sit tøj, mens publikum smider MEGET af deres tøj og mosher og råber løs i varmen! Det er imponerende, hvordan bandet formår at få musikken til at lyde så godt midt i det kaos, vi oplever. Den tunge bas fra beats og guitar kan mærkes i kroppen, uden at det overdøver guitar og trommer. De melodiske elementer får lov til at fylde og griber os.

Der bliver ikke sagt mange ord til publikum undervejs i koncerten udover at tjekke, om vi har det godt, men det er heller ikke nødvendigt, da musikken taler for sig selv. “Gold Chain Punk (whogonbeatmyass?)” og “Jump!! (Or Get Jumped!!!)((by the future))” er fremtidige hardcore-klassikere, der vil blive lyttet til i mange år!

Var det så det perfekte møde mellem hardcore og hiphop-kaos, som vi fik på Gloria denne aften? Det var det ikke. Allerede på plade skal man lytte skarpt for at fange alle vokaler fra Pierce, og nogle af budskaberne går tabt live. Hans stemme er stadig en vigtig del af lydbilledet, men når et band har så meget på hjertet, ønsker man at kunne høre flere af budskaberne!

Det forhindrer dog ikke mig i at gå ud af bygningen gennemsvedt, men glad og tømt for energi, og jeg har brug for en pause, for der var ingen pauser undervejs i denne vilde show!