Første anmeldelse fra årets Roskilde Festival. Roskilde er vores hjem, da det er festivalen, hvor Blastbeast blev skabt, og den er altid meget mere end bare musikken, så skønt at være hjemme igen! Tirsdag eftermiddag var det tid til, at det århusianske punkband Situationsfornærmelse skulle spille på Roskilde-scenen “Gaia”. Det er altid spændende at se, hvordan bands håndterer at spille foran ofte det største publikum og på den største scene, de nogensinde har prøvet.

Foto: Jannie Ravn Madsen

Situationsfornærmelse vælger den helt rigtige løsning – de giver den fuld gas! Sangeren, Andrea, giver den gas og tramper rundt på scenen, mens hun skifter mellem at råbe og synge, mens bandet spiller en meget festlig omgang punk med fuld fart på. Desværre drukner vokalen til tider i resten af lydbilledet, hvilket er rigtig ærgerligt, da teksterne er et område, hvor Situationsfornærmelse har noget helt særligt.

Det forhindrer dog ikke festen, og mange af teksterne når alligevel igennem, så publikum kan synge med. Publikum er større end denne anmelder havde forventet, da turen gik mod Gaia-scenen. Teltet virker næsten fyldt, hvilket vil sige omkring 2000 mennesker.

Foto: Jannie Ravn Madsen

De mange mennesker er nok også nyt for bandet, da Andrea flere gange tager turen ned til publikum og synger med dem. Nærkontakten med

publikum er altid fedt, men Gaia-scenen er stor, og der er ingen storskærme, så store dele af publikum går glip af noget. Heldigvis er der masser af energi i bandet, så vi bliver stadig visuelt stimuleret!

Showet er underholdende med høj energi fra start til slut, og både publikum og band viser, at Roskildes publikum stadig er til den hårde musik. Denne punkfest med numre som “Ind Med Hænderne”, “Uteknisk Held_god sang” og “Kaff’ Eller Knep” skaber mosh, sang og fest samtidig med at der er noget på hjerte og skud ud mod samfundet!

Så tak til bandet for en fantastisk festivalkoncert. Jeg glæder mig allerede til næste gang!