Vi skriver ikke mange pladeanmeldelser her på Blastbeast.dk – denne artikel skal også mere ses som en beskrivelse af udgivelsen, da jeg synes, I selv bør give musikken et lyt og særligt tjekke videoerne ud.


Hvad er DETHRXNER for en størrelse? Engang var det et band af folk fra Fredericia, der manglede et band efter de flyttede til København, og de spillede noget beatdown. I 2020 udgav de albummet “Overthrxwn”, hvor de rykkede i en nu-metal retning, stadig med udgangspunkt i core og med masser af gæster. Det var en spændende udvikling, og på den nye EP “TAUNT” ser vi resultatet af den udvikling, og jeg kan lide det!

Det er stadig tungt, når det skal være. Det er ballade, det er callouts, det er stærke gæster, og det er videoer, der viser et band, der har det sjovt med det, de laver.

Den første single fra EP’en var “Get good”, som I kan se herunder. Der er masser af pink i sangen med callouts som “Get good or go home”. Andreas fra Cabal gæster et vers på sangen (Andreas var tidligere bassist i bandet, før Cabal fik al fokus). Det virker bare, og sangen sætter sig hurtigt fast i hukommelsen!

Næste single var “Power”, hvor Shaolin G, der både er kendt solo og fra UNITYTX, medvirker. Desværre har sangen ingen video, hvilket også gælder for den næste single, “STAY COLD”, hvor Aaron Matts fra ten56 gæster. Begge sange er helt sikkert gode, men jeg ville gerne have set et visuelt udtryk, hvor de også var med.

Den fjerde og sidste single, der blev udgivet, var “ALPHA JUSTICE”, hvor vi igen befinder os i et pink univers i videoen. Musikken, elefanthuerne, baseballbats – det hele virker bøllet og badass. Men det faktum, at det hele er pink samtidig, viser bare, at det hele ikke behøver at være så macho, og at bandet har et bredt spektrum.

Den sang på EP’en hedder “REAL ONES”, og den viser, hvordan der under den brutale musik igen er masser af vigtige budskaber om at være der for hinanden, når der virkelig er brug for det!

Så her er en opfordring til at give EP’en et lyt, og husk især at tjekke videoerne ud og fang bandet live, hvis muligheden byder sig!