Cabal til WCHFO. Foto: Jannie Ravn Madsen

10år – ikke at jeg kan prale af have været med dem alle, men tingene har udviklet sig og fundet en form, som festivalen virker til at holde fast i. Derfor virker det heller ikke til, at der er blevet investeret ekstra i år. En jubilæumskoncert og naturligvis, Tool, er det, som skiller sig mest ud.
Men det er heller ikke et problem, da de rammer bredt og stærkt de fleste steder.

For der er jo huller. Man må undre sig over, hvad Copenhell har imod hardcore. Én ting er ikke at booke særligt meget af det, det er trist nok, men så at vælge at booke to bands for at placere dem oven i hinanden; Alle havde fortjent muligheden for se både Terror & Refused.  Sådan en fejl bør så dygtige mennesker som arbejder med Copenhell ikke lave.  Med det sagt, så er der også meget at glæde sig til, også langt mere end de 5 navne, jeg her vil forslå jer:

 

Terror torsdag kl.17.30 (Pandæmonium)

Legendarisk hardcore navn fra USA, som desværre ikke kommer forbi Danmark så ofte, så nu skal muligheden gribes. Så dem personligt i London i december og der var de i topform, så grib den eneste mulighed, der er i år for en klassisk omgang hardcore på festival og gør så klar til anden omgang af dagens motion, mens Scott Vogel styrer tropperne fra scenen.

 

Cabal fredag kl. 12.30 (Pandæmonium)

Så er det tidligt op fredag! Danmarks bedste deathcore band indtager scenen og det bliver mørkt og tungt. De har gennem den seneste tid postet fra studiet på de sociale medier, så måske man også kan være heldig at høre nyt fra bandet? Uanset hvad får du ikke bedre morgenvækning end når Andreas Paarup råber dig tilbage til livet, uanset hvor hårdt du er ramt fra dagen før, med et brutalt lydbillede sammensat af bassist og producer Chris Kreutzfeldt! Selv om Cabal fortjener mørke, skal det nok blive den perfekte vækning!

 

Lamb of God fredag kl. 19.45 (Helviti)

Var du til koncerten i 2012, har hørt om dem eller måske set vores video derfra? Så ved du, at LoG er et band, man ikke må misse på årets Copenhell. Jeg var der desværre ikke i 2012, men havde fornøjelsen af se dem i 2015 på Roskilde, hvor de leverede en 5-stjernet koncert, men alligevel skulle deres Copenhell koncert have været bedre. Der er kæmpe forventninger til LoG denne aften, men jeg føler mig overbevist om, at de med Randy Blythe i front kommer til at løfte opgaven og leveret atter et aftryk på Copenhell, som aldrig bliver glemt!

 

Slipknot fredag kl. 23.00 (Helviti)

Bandet der altid har leveret for mig. Lige fra første møde med dem, da de varmede op for Metallica i Parken i 2004, over 2 Roskilde festivaler, Copenhell og senest i Esbjerg. Selv om showet i Esbjerg virkede lidt som et B-show, så leverede de og når de får lov at indtage hovedscenen på Copenhell i den bedste tid fredag aften, så må det forventes at bandet kommer med A-showet og leverer hele varen. Få kan som dem kombinere den hårdtslående musik med underholdning og med et energiniveau, de færreste kan være med på! Det bliver en kæmpe hoppe fest!

 

While She Sleeps lørdag kl. 14.30  (Pandæmonium)

Britisk metalcore, der bare bliver bedre og bedre. De har ramt en lyd, hvor det melodiske får sin plads uden at hårdheden forsvinder ud af deres musik. Det er ikke et band, der laver hits på hits på hits, men på den anden side er det solid hård metalcore fra start til slut med masser af god energi. Sidste gang de var i Danmark var som opvarmning for Bring Me The Horizon, hvor de gjorde et stærkt job, selvom lyden ikke helt var med dem. Nu har de mulighed for at stå på egne ben og vælte Pandæmonium scenen. Bandet har alle kvaliteterne til nå til tops, de mangler bare at flere får øjnene op for dem. Så kan du lide core, er dette et must-see på årets Copenhell.