Mandag d. 12/3 var der lagt i ovnen til en vild core aften i Pumpehuset. Heaven Shall Burn havde taget en masse venner med til festen. De første to In Hearts Wake & Whitechapel havde vi desværre ikke mulighed for at nå frem til. Dog nåede undertegnede lige præcis afslutningen af Whitechapel, hvor publikum gav den god gas i den store sal.


Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen

August Burns Red

August Burns Red var således det første band for mit vedkommende denne aften. Tilbage i august var August Burns Red senest i Danmark. Her de spillede de hele “Messengers” albummet. Denne aften var fokus langt mere på det seneste album “Phantom Anthem”. Faktisk bestod halvdelen af sættet af denne plade.

Den energi jeg ved min ankomst havde fanget af publikum, var der fortsat rigeligt tilbage af. Der blev taget pænt imod bandet og moshpitten havde et konstant liv, efter den stærke start med ”King of sorrow”. Selvom det nye album måske er det teknisk bedste de endnu har lavet og publikum tager godt imod det, mangler der noget charme i koncerten.  Måske handler det om at de fremstår som supporten denne aften? I øvrigt som support for et band, der ikke nødvendigvis er større end dem selv?

Det er svært at sige hvad. Men noget manglede altså denne aften. Musikken blev spillet og flertallet af publikum syntes også, at ville August Burns Red, men det blev bare aldrig så godt som det kunne. Der var dog højdepunkter, som nummeret ”Dangerous,” der gav kant til showet. Denne blev fulgt op af ” Composure” fra det føromtalte ”Messengers” – så alt i alt spillede August Burns Red en fornuftig koncert, som aldrig helt peakede. 

 
 

 

Heaven Shall Burn

Så var det tid til aftenens hovednavn Heaven Shall Burn.
Tyskerne står foran en pause, men hvad det helt præcist betyder, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men den igangværende tour er i hvert fald blevet solgt, som værende sidste chance, for se dem i et stykke tid. 

Da koncerten gik i gang var salen langt fra så fyldt, som da August Burns Red gik på. Men heldigvis viste det sig hurtigt, at folk bare havde været lidt sløve, med at komme tilbage.

Musikalsk har Heaven Shall Burn lært hvordan den svenske melodød lyder og mixet den med deres klassiske bud på metalcore. Der står dog hurtigt klart, at de altså har de tyske gener. Noget der for alvor kommer frem live. Tempoet er højt og tønderne bliver pisket til fulde! Fuld fart ned af den tyske autobanen, hvilket i sig selv ikke som sådan er skidt, men det får også numrene til lyde utroligt ens. Langt mere end på pladerne, hvilket er ærligt.

Bandet hører dog hjemme på en scene og har godt styr på publikum, der stadig er klar på mosh, sang og fest for alle pengene! Første gang der bliver brudt med tempo og der sker noget anderledes er , da de spiller coveret af Edge of Sanity’s “Black Tears” til stor glæde for publikum.

Ellers forsætter koncerten i det samme høje hæsblæsende tempo. Festen er stor blandt publikum og showet på scenen er med, men det er alt for ensformigt. Selvom dele af showet er godt og virker, så er variation afgørende for at en koncert kommer helt til tops.

Efter en kort pause får vi ekstranumrene ”Endzeit” og covernummeret ”Valhalla,” som de tyske kollegaer i Blind Guardian står bag.
Nuvel i det store hele blev festen sikret i Pumpehuset denne aften. Bandet ved hvordan man skal få publikum med. Men det blev bare for meget af det samme i alle 75 minutter.