WCFO_KBHWhen COPENHELL Freezes Over vender tilbage med to arrangementer i starten af det nye år: Det første vælter Vega i København den 30. januar 2016, mens Atlas i Århus står for skud den 13. februar.
Og her på Blastbeast.dk er vi naturligvis særdeles glade for at se vores tidligere The New Shit navn EVRA sammen med vores The New Shit navn for i år OXX på plakaten!

Disse to navne bliver joinet af Rising, I’ll Be Damned, Slægt og Hollandske Mandrake’s  Monster.

RISING lyder mest af alt, som om københavnerbandet har taget et væld af genrer, lige fra metal, punk og sludge til doom og psykedelisk 70’er-rock, og kylet det hele ned i en musikblender. Resultatet af en aggressiv og beskidt lyd, der hen over bandets indtil videre to albums har gennemgået en virkeligt spændende udvikling.

De fem århusianske rock’n’rollere i I’LL BE DAMNED spiller bundsolid, hamrende groovy og hård revolutionsrock med riffs, der flår tapetet af væggene. Alt er gennemsyret af rebelsk “Fuck it!”-attitude, når den blændende showman Stig Gamborg spæner rundt og skiftevis synger, skriger og growler sig gennem de samfundsrevsende sange, mens resten af bandet oser af rendyrket spilleglæde.

Det syrede avantgarde-indslag står århusianske OXX for med rødder i både mathcore-, noise- og drone-genrerne. Det er en rasende støjmur af kun lige akkurat kontrolleret kaos, der rammer publikum, når jazzede saxofoner spiller om kap med guitarer og tromlende trommer i bandets dybt eksperimenterende musik.

Den københavnske hardcore/stoner-kvintet EVRA har på blot to år høstet stor ros i både Danmark og udlandet for deres energiske musik og eksplosive live-optrædener. Bandets tunge, sprøde riffs, fængende sange og hidsig vokal garanterer en slagkraftig koncertoplevelse!

Det spændende black metal-band SLÆGT fra København har gennemgået store ændringer siden debuten og barsler med nyt album til januar, hvor de har tilføjet et væld af nye stilarter og er gået efter en langt mere episk lyd. Den sorte kant er dog stadig intakt, så regn med en dyster og ond koncert!

Det udenlandske indslag er talentfulde hollandske MANDRAKE’S MONSTER, som spiller alternativ hardrock inspireret af genrens giganter med høj energi, sjov og masser af ballade i højsædet!

When COPENHELL Freezes Over 2016 har tidligere været afholdt i København, hvor det er blevet en stor succes. I 2016 tilføjes der et lokalt arrangement Århus for at sprede talentplatformen ud til resten af Danmark – her deltager RISING, OXX, SLÆGT og EVRA.

Kom og oplev de spændende nye bands den 30. januar i Vega i København eller den 13. februar i Atlas i Århus – eller duk op til begge arrangementer, hvis du vil være sikker på at være med til nogle af de allerbedste musikfester i starten af 2016. Hvem ved: Måske ender et eller flere af disse bands med at blive det næste store danske rock- eller metalnavn!