copenhellYES! Så er der en håndfuld nye navne klar til næste års rock- og metalbrag Copen-fucking-hell! 

Og det er i sandhed en bunke blandede bolsjer af de helt store, der venter i denne offentliggørelse. Alt fra legendarisk shockrock og thrash, til storslået symfonisk metal, brutal hardcore og fed rock n roll! Copenhell har ikke sparet på noget!

Direkte fra den brandvarme smedje kommer den kontroversielle shock-rocker ALICE COOPER, som vil piske publikum med en kæde af klassiske hits og indhylle alt og alle i sit dystopiske, brutale musikunivers fyldt med mareridt, blod og seriemordere. Der er statsgaranti for underholdning i absolut topklasse lige fra det sekund, hvor dette kæmpestore musikikon træder ind på scenen!

De populære thrash-konger MEGADETH vil starte en regulær musikalsk slåskamp med deres tordnende trommer, rasende riffs og vilde sange om død og ødelæggelse. Bandet spillede på den første COPENHELL-festival i 2010, men måtte desværre aflyse deres koncert i 2014, så de er nu klar til et kolossalt comeback på Refshaleøen!

DROPKICK MURPHYS drager ud på deres 20-års jubilæumsturné i 2016, og deres hidsige keltiske punkrock vil fælde folk på stribe. Det nye retrorock-brag RIVAL SONS og Mötley Crue-bassisten Nikki Sixx’ hardrock-band SIXX:AM vil levere en hård 1-2-kombination til kæben og mellemgulvet – efterfulgt af en solid lige højre fra hardcore-pionererne CONVERGE. Hvis nogen stadig står op efter dén omgang, står provokatørerne fra CLAWFINGER klar til at sende dem til fuld tælling med deres slagkraftige rap-metal.

EPICA, der aldrig før har spillet i Danmark, supplerer med stemningsfuld symfonisk metal, mens danske HELHORSE spiller en vis legemsdel ud af bukserne – denne gang på Hades-scenen, så alle får mulighed for at opleve bandets forrygende blanding af sludge-metal og rock’n’roll. NORMA JEAN og AUGUST BURNS RED står for festivalens hårdtslående og altid populære metalcore-indslag, og endelig kan publikum opleve progressiv avantgarde-metal fra MONUMENTS.

 

Alice Cooper

Megadeth

Dropkick Murphys

Rival Sons

Sixx:AM

Converge

Clawfinger

Epica

Helhorse

Norma Jean

August Burns Red

Monuments