Gummistøvle selfie på Wacken. Foto: Weiss
Tirsdag d 28 juli ankom undertegnede i bus til Wacken Open Air i regnvejr. Samme dag slog undertegnede sit telt op i regnvejr og senere samme aften grillede undertegnede sine frankfurtere i.. ja du har nok gættet det: regnvejr – naturligvis!
Undertegnedes 5 års jubilæum blev åbnet med, ja lad os bare sige det som det var: fucking lorte dårligt vejr. Ikke ligefrem indbydende i sådan et vejr, at bo på en åben græsmark, hvor køer til til dagligt har deres gang. Og ja, Wacken Open Air 2015 vil blive husket for sit massive regnvejr om tirsdagen og særligt onsdag aften, hvor vi bogstaveligtalt regnede væk. Men der var bestemt også musikalske oplevelser i både den postive ende af skalaen, men desværre også en del i den negative ende. Til det kan vi primært takke Wackens katastrofale Party Stage for. Dén skal bare dø! … mere om det senere.
Europe – W.E.T Stage, 29/7 2015
Det skulle vidst nok være Europe på Wacken 2015. Foto: Weiss
Det er onsdag aften og klokken nærmer sig de 23.30. Det har regnet siden kl 17. Og hvis ikke Wacken allerede var omdannet til et gigantisk mudderhul fra de tidligere dages regn, så var den det i hvert fald nu. Aldrig har jeg set så meget mudder og vand samlet på ét sted. Selv ikke på Roskilde i 2007.
Regnvejret betød at vi havde trukket i ly under W.E.T Stage teltdug siden kl 17 og vi gik ikke derfra før efter Europe havde spillet. Det betød dog også i sagens natur, at vi skulle igennem en håndfuld koncerter inden Europe gik på. Værst af alle var dog, at vi skulle spises af med forfærdelige Mambo Kurt og hans på ingen måde sjove disco-hymner. Fy for den lede. Bedre blev det ikke så ikke af, at guitarist Uli John Roth spiste os af med et røvsygt og trættende sæt, så gabende kedeligt at det pludselig var mere interessant at kigge ud på regnen og så alligevel tænke over hvor godt man egentlig havde det under teltdugen.
Så blev det heldigvis lidt bedre med New Model Army, der viste vejen med et ganske glimrende old school punk/rock sæt.
5,5 times ventetid var da endelig forbi og Europe, ført an af Joey Tempest, kunne sætte gang i festen i det i øvrigt overproppede telt. Forventet! Men at man havde valgt at placere Europe på denne scene gav absolut heller ingen mening. Der kom naturligvis flere end hvad kapaciteten kunne klare, og flere måtte vende skuffet om i regnvejret, med beskeden om at indgangen var lukket. Ikke cool!
De der ikke kom ind gik dog ikke glip af det store. Europe havde svært ved at trække sig selv og publikum op til den helt store rockfest. Og selvom det nye album “War of Kings” er et sublimt et af slagsen havde Europe bare ikke hvad der skulle til, for at trække de nye numre op på samme niveau som på pladen. Det virkede træt.
Det virker næsten som en kliché at skrive, at det var ikke før at klassikere som Rock The Night og Final Countdown blev leveret som de sidste to numre, at stemningen kom op på det punkt, hvor det egentlig burde have været langt tidligere. Men det passer altså. Jeg er naturligvis klar over at Europe har udgivet fremragende plader siden tiden med Final Countdown, men man kan undres over at Europe holder fast i at spille de helt klassiske hits til aller sidst i sættet istedet for at starte festen allerede i starten eller midtvejs når man har muligheden for det, med så klassiske hits som førnævnte. Hvorfor vente tilsidst i stedet for at sprede det mere ud i sættet? Til en koncert hvor Europe er headlineren og publikum kun kommer for at se dem, vil en setliste, som den de havde på Wacken kunne virke. Men ikke på en festival hvor folket primært er kommet for hits.
Festen udeblev onsdag aften med et Europe, der aldrig fik revet publikum med før til aller sidst, men så kom vi også med!
Savage Machine – W.E.T Stage, 30/7 2015
Savage Machine på Wacken 2015. Foto: Weiss
Årets danske bidrag ved Wacken Metal Battle 2015 hed Savage Machine. De unge gutter spiller old school heavy metal, så stilrent at selv Iron Maiden ville kunne nikke anerkendende med her.
Savage Machine havde fået en spilletid tidlig torsdag eftermiddag kl 12.00. Men selvom tidspunktet kunne virke skræmmende for nogle, var der alligevel et overraskende pænt fremmøde til danskerne, der gjorde rigtig fin figur på Wacken.
Med en velspillet minikoncert på 20 minutter, viste bandet at der bestemt er hold i det de har gang i for tiden. Med fine melodiske figurer og lækkert guitarspil har Savage Machine gang i noget der godt kunne blive stort for dem og særligt i Tyskland hvor deres lyd klinger godt blandt fans.
Med Iron Forest, fra bandets debut EP som Savage Machine, blev koncerten sparket igang.
Desværre skete det der ikke måtte ske. Midtvejs i sættet røg strømmen og koncerten gik i sort. Heldigvis optrådte bandet yderst professionelt i situationen og formåede at holde hovedet koldt. Godt gået når man for første gang står foran flere tusinde mennesker!
Men publikum var med bandet, der begyndte at råbe taktfast i kor og kaste håndtegn, mens lyden gradvist kom tilbage. Den blev aldrig helt god igen, men det sked Savage Machine på og bandet formåede at trække sig selv og sit publikum op med den helt igennem forrygende “Prisoners Of War”. Det var sgu’ en fest med Savage Machine, der i øvrigt var langt bedre end Europe dagen før.
Det endte helt fortjent også med at give dem en 5 plads ud af 28 deltagende lande.
Godt gået drenge! Europe kunne lære noget af jer!
Rob Zombie – True Metal Stage, 30/7 2015
Rob Zombie på Wacken 2015. Foto: Weiss
For første gang nogensinde i Wackens 26 år lange historie stod Rob Zombie på plakaten til Wacken. Bedre sent end aldrig kan man sige.
Men måske det alligevel skulle være blevet ved det der “aldrig”. For koncerten med Rob Zombie står, iøvrigt sammen med Scorpions koncert tilbage i 2012, som noget af det dårligste jeg endnu har set dernede.
For det første optrådte bandet i dagslys. Noget de jo naturligvis ikke selv er herrer over. Men at skulle opleve et flot horrorrock show i dagslys giver ingen mening. For det andet var det næsten umuligt at høre hvad bandet spillede, da lyden blev revet frem og tilbage af de kæmpemæssige vindstød foran True Metal Stage. Hvis du tænker tilbage på Behemoth’s koncert på Copenhell i 2014 ved hvad jeg snakker om.
Selv virkede Rob Zombie heller ikke videre glad for at spille lige netop her. Efter åbningsnummeret “Teenage Nosferatu Pussy” proklamerede filmproducenten at ham og bandet kun kunne levere et halvt show, da de ikke spillede på deres eget baggear og ikke kunne hænge deres bagtæppe op. Hvorfor han ikke kunne det skal jeg ikke gøre mig klog på. Mit gæt er dog, at der simpelthen ikke var plads til det pga. det massive setup Trans-Siberian Orchestra allerede havde sat op på scenen. Det skulle så senere vise sig, til deres koncert, at det var givet godt ud.
Det lagde dog en kedelig dæmper på koncerten, da Rob Zombie virkede som en sur og tvær mand der så ligeså ugidelig ud på scenen, som de balloner der blev forsøgt sendt afsted ud over folket i “Sick Bubble-Gum” – de kom simpelthen aldrig ud over scenekanten, men blæste direkte tilbage i hovedet på bandet.
Ikke engang så tæske fede numre som “More Human Than Human” og “Dracula” kunne vende skuffelsen til en positiv oplevelse.
Heldigvis blev alt dette dog glemt et par dage efter, da Zombierne gik på scenen i Vega forleden.
Savatage & Trans-Siberian Orchestra – True Metal Stage & Black Metal Stage, 30/7 2015
Savatage & TSO på Wacken 2015. Foto: Weiss
Og så glemmer vi lynhurtigt Rob Zombie! For bandsne der spillede lige efter leverede det bedste der nogensinde har været på Wacken i den tid jeg har været dernede!
De faste læsere af Blastbeast vil måske vide, at vi forleden postede samme anmeldelse for et par dage siden. Men fordi det hele var så godt, så får i den sgu’ lige igen:
Det amerikanske heavy metal band Savatage var blevet gendannet en enkelt aften, for sammen med det stort opsatte Trans-Siberian Orchestra at skabe det der skulle ende med at blive dét største musikalske højdepunkt i Wackens nu 26 år lange historie.
Én ting er at Wacken har fået gendannet legendariske Savatage til en enkelt aften på Wacken. Dét i sig selv er stort. At Savatage så samtidig har sagt go for at spille med nogle af bandmedlemmernes andet store projekt The Trans-Siberian Orchestra, til samme koncert, kunne næsten ikke blive større.
Og stort var det på alle leder og kanter. De af jer der har været på Wacken ved hvor store hhv. True og Black Stage er hver for sig. Forestil jer så, at begge bands bruger begge sceners massive scenerum samtidig, i et vildt mash-up af musik fra begge projekter, med dertil opsatte storskærme, der med fantastisk animeret grafik formåede, rent visuelt, at smelte begge scener sammen.
Det der ikke burde kunne lade sig gøre skete rent faktisk.
Savatage åbnede ballet på Black Stage og i ca. 45 min. fik vi leveret klassikere som åbneren “The Gutter Ballet” og rockoperaerne “Jesus Saves” , og “Hall Of The Mountain King”. Med sanger og Savatage/TSO mastermind Jon Oliva siddende sikkert bag sit keyboard var der ingen tvivl om, at vi var i sikre hænder allerede fra start. Vokalen skar stærkt igennem og på trods af Jon Oliva’s alder var der ingen tegn på en svækkelse af vokalen.
Efter 8 numre blev det tid til at vende hovedet mod True Stage. Her ventede Savatage-medlemmernes andet projekt The Trans-Siberian Orchestra nemlig. Black Stage gik i sort og alle’s blikke var nu rettet mod naboscenen.
Med et så stort opsat show som dette var, er der i sagens natur meget der kan gå galt. Navnligt fordi det aldrig er sket før, men også fordi publikum jo intet aner om hvad der skal ske. Men allerede fra første tone leveret af Trans-Siberian Orchestra’s strygerekvartet stod det klart, at vi her har med så dygtige musikere at gøre, at det simpelthen ikke kan gå galt.
Klassiske stykker fra hhv. Beethoven og Mozart blev opført i sammenspil mellem de klassiske musikere og medlemmerne fra Savatage. Selv den klassiske “O Fortuna” eller “Carmina Burana” som Trans-Siberian Orchestra kalder den, fik sig en flammende tur med på vejen (Se iøvrigt et liveklip med dette nummer fra koncerten nederst i anmeldelsen).
Og så skete det største. Midtvejs i koncerten gik begge projekter på scenerne samtidig, med gæstestjerner der i en eller anden grad har haft en andel i begge projekter. True og Black Stage bragede derudaf med en fast rytmesektion samt guitarister på hver scene. Alle spillede samtidig og nu var sammensmeltningen af scenerne også total. Begge scener blev nemlig “bundet” sammen af store visuals, der med grafik der viste alt fra flyvende kranier, et hav af flammer, og et kæmpemæssigt slot, var show-elementet ligeledes total.
Efter godt og vel 2,5 time og 20 numre senere sluttede projekterne af med hhv. de smukke, smukke Savatage klassikere “Believe” og “Christmas Eve (Sarajevo 12/24)” og Trans-Siberian Orchestra’s “Requiem (The Fifth)”.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet så meget gåsehud på kroppen som ved denne koncert… Eller.. vent.. Nej jeg vil sgu’ dårligt nok kalde det en koncert. Det her var et sandt show og musikalsk kunst på allerhøjeste plan. Man skulle ikke tro det kunne lade sig gøre at lave noget så gennemført på en festival. Men det kunne det altså. Tak for dén oplevelse, Wacken!
