Roskilde Festival nærmer sig med hastige skridt.. og er der ét navn på programmet der nok skal sørge for at rive os rundt, sådan så vi ikke kan kende forskel på op og ned (og godt og ondt for den sags skyld), så må det være ekstremisterne i Anaal Nathrakh fra England!
Kontroverserne omkring Anaal Narthrakh’s optræden på Roskilde Festival er ikke kun omhandlende deres tilgang til ekstremmetallens uhellige dyder – dyder hvor man eksempelvis kan læse i albumcoveret til “Domine Non Es Dignus” fra 2004 at der er en special appearance på introen “I Wish I Could Vomit Blood On You… People”, der består af en gut der brækker sig… Næh, kontroverserne opstod først og fremmest da det kom frem at Anaal Nathrakh både havde booket et gig på Copenhell og på Roskilde Festival. En ting der i de fleste kontrakter med udenlandske orkestre ikke er tilladt.
Den præcise grund til at det var Roskilde der trak det længste strå er uvidst – de var måske længere fremme med underskrifterne? – men det endte i hvert fald med en masse sure miner og tilråb fra the interwebz.
Men who gives a shit nu, right? Copenhell er vel overstået – med stor success! – og Roskilde er lige om hjørnet. Og nu kan vi så sammen se frem til at opleve dette på årets festival!:
Anaal Nathrakh er nemlig nok et af de aller mest kompromisløse og ekstreme metalbands der er nået ud til den bredere befolkning (hvis man da kan kalde det dét..). Det de gør er at hive alle de mest skruppelløse elementer ind fra blandt andet grindcore, black metal, dødsmetal og industrial. Og for at skabe kontrasten til det kaotiske og ekstreme, krydres flere numre lige et par episke og melodiske omkvæd (som ovenstående nummer er glimrende eksempel på!).
Ud fra live-videoer kan man se at bandet en utroligt energisk oplevelse – forsanger V.I.T.R.O.L. er allestedsværende i en manisk blodrus, imens guitarist/bassist/trommeslager/programmør Mick Kenney sørger for at galskaben altid når nye højder de musikalske elementer – man ved nemlig aldrig helt hvad man kan forvente i deres musik. Jeg har også svært ved at tro at mange af de ting man hører på plade kan genskabes live, da specielt alle de smertende skrig simpelthen virker så improviserede og spontane, at jeg ikke kan undgå at tro at en live-oplevelse med Anaal Nathrakh bliver noget helt andet end at sætte pladen på derhjemme. Jo, ganske vist er pladerne ekstreme og nådesløse. Men live er jeg sikker på bliver en helt helt helt anden sag.
Anaal Nathrakh’s seneste plade “Vanitas” fra 2012 er gået rent ind som en af de mest interessante udgivelser jeg længe har hørt, og hver gang den ryger på anlægget, er der nye facetter der lader sig udfolde. Så er du på festival i næste uge, så lov mig at du tropper op Lørdag kl 19:00 hvor Anaal Nathrakh spiller på festivalens mindste scene, Pavilion!