Foto: Jannie Ravn Madsen

Stone Sour var et af Roskilde Festivalens helt store rocknavne i år. Inden koncerten fik undertegnede en snak med Corey Taylor, der som bekendt også gør sig i Slipknot. Masken var denne eftermiddag smidt, og selvom snakken naturligvis skulle gå på Stone Sour, var Corey bestemt ikke bleg for at vende situationen i Slipknot og give et lille flashback tilbage til den gang i 2004, hvor de erstattede et ganske stort navn på Roskilde Festival. 


Velkommen tilbage til Roskilde! Hvordan er det at være tilbage? Du har immervæk spillet her flere gange med begge dine bands.

Jo tak! Det er fedt at være tilbage igen. Det er en af de festivaler som du altid vil huske. Det er som en lille by. Alt er så stort og alligevel så forbundet. Der er så mange scener, der er så mange koncerter og der er så mange publikummer. Den er så vild. Næsten som en fucking myrekoloni. Vanvittigt. 

Når du ser på spilleplanen bliver du helt blæst bagover. Faktisk var det første jeg så, da vi ankom til festivalen, mit ansigt på en stor plakat. Eller det vil sige, mit ansigt med masken på. Haha. Fandme fedt. 

Men vi ser virkelig frem til at spille her med Stone Sour. Det er længe, længe siden vi har gjort det. 

Sidst jeg så jer på scenen med Stone Sour var på Sweden Rock Festival for et par uger siden. Hvordan er det at spille på en festival som Roskilde kontra en rendyrket rock/metal festival som Sweden Rock?

Oh yea, det var et fucking fedt show, mand!
Det fede er at vi altid har haft en fod i så mange forskellige genrer, så vi får tilbudt en masse forskellige festivaler. Vi spiller på én i Belgien, hvor vi nok er det tungeste band på plakaten. Det er f.eks os, Jack White og Pearl Jam. I bund og grund viser det nok egentlig bare den brede appel vi har i Stone Sour. Da vi startede ud ville vi spille alt fra rock, hard rock, punk, metal. Lige meget hvad, ville vi gøre hvad vi havde lyst til. Og pga. det har vi været heldige nok til at kunne passe ind i mange forskellige festivaler. 

Nu nævnte du selv Sweden Rock, men forleden spillede vi i Tjekiet, hvor fucking Lana Del Ray spillede lige efter os. Det var fandme underligt. Men det er dét, der er det fede ved de Europæiske festivaler. De er ikke bange for at mikse de forskellige genrer, som man er i f.eks USA. 

Herovre booker man simpelthen de navne der er populære. Uanset hvilken genre det så er. Det er så smukt. Alene den scene vi spiller på i dag (Arena), havde Mos Def spillende før os. Fuck hvor var det fedt! 

Nu nævnte du selv jeres inspiration i rock, heavy og punk. Det synes jeg faktisk man kan høre på jeres nye album “Hydrograd,” der er stærk på melodiske hooks. Fortæl mig lidt om tilblivelsen af det album?

Tak for det, mand! Vi har gået til det her album med en anden vinkel, end andre måske gør. Alle er så bekymret for, om de nu kan ramme den stil de ønsker at ramme.  For os handlede det hele tiden om sangene. For os var det vigtigste at fokusere på sangene fremfor hvilken stil vi skulle ramme. Og pga af det, havde vi mulighed for, at tage fat i hver enkelt sang, med en forskellig mentalitet. Både da det kom til hvordan hver enkelt sang skulle indspilles og hvilke instrumenter, der skulle med på optagelsen. 

Foto: Jannie Ravn Madsen

Vores motto i studiet var, at man ikke skulle indspille med øjnene, men med ørene. Så selvom vi bruger Protools (digitalt indspilningsprogram), så trackede vi hvert nummer med ryggen til skærmen. Særligt da der skulle optages i lag. Simpelthen for at få den rigtige feeling i sangene. Det føltes så godt og gav det hele en live-feeling, når du hører det. Vi fik simpelthen fanget det vi ønskede at fange og gør, at sangene også fungerer så godt live. 

Jeg har hørt en masse optagelser, som vi tidligere har lavet, hvor jeg ville ønske vi kunne have lavet det om. Både hvad angår lyric, vokal og generel sangskrivning. Men det her album, synes jeg virkelig holder kadencen og viser på glimrende vis, hvad dette band er og hvad vi står for. 

Det må man sige. Og så har I jo også fået nye medlemmer. 

Ja, selvom de faktisk har spillet i Stone Sour i nu 5 år. haha. Det er fandme underligt, at tiden er fløjet så hurtigt afsted!

Hvordan har det påvirket sangskrivningen på dette album?

Det var fedt. De nye drenge kunne i virkeligheden godt lide vores originale tilgang til dette band. Så det gav dem lyst til, at bringe materiale til bordet i sangskrivningsprocessen. Lige meget hvad det lød som og hvordan det føltes, så bliver det hele hørt. Christian Martucci (guitarist) bragte idéer til sange som “The Witness Trees” og “Fabuless”. Det føltes fantastisk at spille sammen. Øjeblikkeligt var kemien der. Og for et band, er det enormt powerfuldt. Det skabte også et stort venskab. Alt blev prøvet af og gerne to gange. Det skabte også et stærkt kreativt miljø. Det føles virkelig som om, at de her gutter har været med hele tiden. 

Og live elsker vi at være på scenen sammen. Jeg hader dog at sige det, men dem vi tidligere har haft med, havde bare ikke samme passion for det længere. Det er fint. Os 5, der er med nu, er så store fans af at spille sammen og ikke bare foran et publikum. Men følelsen når vi står i øveren og jammer er ekstrem god. 

Man kan simpelthen høre på det her album, at vi er virkelig gode venner. Vi var alle i studiet samtidig. Hver dag i en måned. Og selvom det ikke var alle der skulle indspille, så var vi alle til stede for at lytte og give råd osv. Jeg har fandme oplevet mange gange, at bandmedlemmer forlader studiet, når de selv har indspillet. Men her var den rigtige vibe. Det føltes som et band. Mentaliteten da man var 13 og lige havde startet et band, var tilbage. 

Havde I alle stykker klar til det nye album inden I gik i studiet?

Oh yea. Helt klart. De fleste demoer blev lavet, da jeg var på tour med Slipknot, hvilket i virkeligheden er ret ironisk, da jeg lige pt er i gang med at skrive nyt materiale med Slipknot, mens jeg er på tour med Stone Sour. Det er crazy fedt at kunne gøre det. Vi fintunede virkelig alt materiale inden vi gik i studiet for at indspille “Hydrograd”.  Da vi gik ind i studiet vidste vi simpelthen, hvad vi skulle gøre, fordi vi havde så meget kontrol over det nye materiale og hvordan det skulle indspilles på forhånd.  

Dude, vi indspillede 19 sange på under en måned. Fra top til bund. For mit eget vedkommende blev vokalen optaget i dele. Jeg kunne optage 5-6 stykker og så vende tilbage den næste dag og gøre det samme igen. Det virkede simpelthen bedst for mig. 

Pludselig havde vi en måned tilbage i studiet, som vi brugte på at indspille en masse akustiske udgaver af sange fra albummet og filmede en masse fra studiet. 

Hvad skal det perfekte nummer med Stone Sour indeholde, for at Corey Taylor kan være tilfreds?

Årh man. Jeg synes ikke der skal være en universal lyd. Og jeg kan faktisk sige det samme med Slipknot. Der skal være et gennemgående hook, som øjeblikkeligt gør lytteren interesseret. Noget af det jeg er mest stolt af, at have opnået – og det gælder for begge bands – er at de albums vi har udgivet, er langtidsholdbare. De bliver konstant (gen)opdaget af nye yngre lyttere. På en festival som denne, er der flere der har set os flere gange, men der er så sandelig også nye unge lyttere, som ikke så os første gang vi f.eks var der med Slipknot.

Foto: jannie Ravn Madsen

Ja, da I kom i stedet for David Bowie i 2004?

Haha, fuck yea mand! Det var et fuldstændig vanvittigt show vi lavede dér! Den dag spillede vi to shows med Slipknot. Vi spillede her og så fløj vi direkte til With Full Force Festival, som headliner, den samme aften i Leipzig. Det er fandme en true story! To fulde fucking Slipknot shows på én dag. Jeg var ved at dø, mand! Haha. 

Jeg husker at Meshuggah spillede samme år og fucking Morbid Angel og The Hives. Og så delte vi den Orange Scene med Pixies samme aften. Haha. Det var fandme vildt. Men tænk lige over det. Det er så Europæisk. Det er virkelig kun her, at det kan lade sig gøre, at der er mindst ligeså mange fans af Slipknot, som der var til eksempelvis The Hives på Roskilde i 2004. Det kunne aldrig lade sig gøre i USA. 

Nu er du selvfølgelig på tour med Stone Sour, men hvad er så næste skridt for Corey Taylor?

Uh ja. Gutterne i Slipknot er ved at skrive nyt materiale til vores kommende nye album. Lige nu har jeg fået sendt 9 demooptagelser med vokaler og jeg har 10 andre, som der er skrevet færdig tekst til. Snart har jeg 5 ugers frirum, hvor jeg tager til L.A og får lagt endnu flere demoer med Slipknot ned. Det er ret spændende med Slipknot i øjeblikket. 

Jeg talte med pressen i England om det, da jeg var tilstede under Kerrang Awards, og alle – hver og én – mente at “det nye jo på ingen måde kan blive ligeså heavy som på “Iowa” alligevel” (sagt med ironi i stemmen). Til det kunne jeg jo så kun svare, at “jo der er bestemt stykker på det nye Slipknot, der er ligeså så tunge som på Iowa”. Helt ærligt, det er der virkelig. De er fucking brutale. Jo mere jeg lytter til det nye jo mere opstemt bliver jeg. Der er de tunge stykker og så er der de der hooks, der gjorde “Vol. 3” til hvad det blev. Det er fucking cool. Musikalsk er det komplekst og virkelig fedt. 

Jim Roots (guitarist i Slipknot) og Clown (tøndebasker i Slipknot) laver lige pt et fantastisk arbejde. De har lavet noget af det fedeste nye Slipknot musik jeg nogensinde har hørt. Og det mener jeg virkelig. Og så er der faktisk numre på det nye, som både Mick, Craig og Chris har bragt på bordet, som også er fantastisk. Dude, der er særligt ét nummer på det nye album, der kommer til at sprænge folks hoveder, det kan jeg godt love allerede nu.

Men det er måske hemmeligheden bag alt det her. Lige meget hvad jeg laver, så er det lysten, spændingen og glæden over at skabe musik, der giver mig lyst til at blive ved og ved. Det har skabt min succes. Min grund til at lave musik har aldrig ændret sig. Glæden over at skabe god og powerfuld musik. Og det kommer jeg til at blive ved med i mange, mange år endnu. 

Med det siger vi tak til Corey Taylor for snakken på Roskilde Festival 2018