132013 er simpelthen året med “13”-udgivelser! Black Sabbath er snart klar med “13” og nu er Roskilde Festival-aktuelle Suicidal Tendencies altså også ude med deres bud på “13”.

At alt ved dette Suicidal Tendencies album så referer til tallet 13 kan man ikke komme uden om. Det er deres første album i 13 år. Det er deres 13 studieudgivelse og der er 13 numre i alt på udgivelsen. Selvfølgelig skal albummet da hedde 13. Men hvordan er skiven så?

Jo det er præcis den Suicidal Tendencies som vi altid har elsket. Med dette band er man aldrig helt sikker på hvad de kan finde på. Og 13 er ingen undtagelse. Musikalsk bliver der disket op med alt fra hurtig og energisk punk, til skarp thrash, hardcore, funk – sågar, og mere straight forward heavy metal. Alt sammen med den ikoniske Mike Murir til at overdøve det alt sammen med sin skæve og ofte råbende vokal og flere forrygende guitarsoloer af Dean Pleasants.

Hvor Suicidal Tendencies gør det bedst på denne udgivelse er på det herligt groovede “Make Your Stand”, der til perfektion viser stort set alle bandets inspirationskilder i ét nummer. Med både de tunge riffs, fræs og punk-elementerne.

Suicidal Tendencies opfinder ikke sig selv på dette album. Det er den klassiske Suicidal Tendencies lyd fra 90’erne, som man bedst kender dem for, der er i centrum her. Jeg er dog sikker på at bandets mange fans vil finde sig særdeles godt til rette med dette album. Er man førstegangs-lytter af Suicidal Tendencies vil jeg dog anbefale at man dykker ned i deres tidligere materiale.

Sikker er det dog, at vi ses på Roskilde Festival til sommer. For er der noget dette band kan, så er det at levere top-energiske koncerter fra ende til anden, det fik de i hvert fald senest overbevist mig om på Copenhell i 2010!

7-penta Suicidal Tendencies – 13 udgives via Suicidal Recordings