Lørdag d. 16/4 var det langt om længe tid til When Copenhell Freezes Over – med sol og forår i luften var der dog god stemning allerede blandt mange på vej mod Vega. WCFO var tilbage i Lille Vega og loungen. Jeg huskede det, som et rod med kamp om pladsen i loungen, men det virkede ikke, som et stort problem i år. Måske lidt færre folk selv om der var udsolgt?
Nå, men til musikken, da målet med aftenen er at vise dansk metal frem, så kommer vi bredt omkring. Første navn der indtog Lille Vega, var Daze of June!
Daze Of June
Foto: Robin L. Nilzon
Første navn på scenen var som sagt Daze Of June, så der var lagt i ovnen til en stærk omgang metalcore, med masser af energi og en lyst til at være på scenen. Der er ingen tvivl om, at bandet og særligt forsanger Benjamin nyder at stå på en scene, og de gør det godt. Musikken ramte dog ikke så rent, som den kan. Bassen fik lov til dominere alt for meget, hvilket fik de andre til drukne lidt og dermed blev det ikke så stærkt, som det ofte er set før, fra det dygtige band. Heldigvis er Daze Of June så gode, at selv på en dag hvor alt ikke rammer 100%, så bærer kvalitet og energien dem igennem på et niveau, langt de fleste ville være tilfreds med at kunne nå op på.
Galge
Foto: Robin L. Nilzon
Aftens næste navn var det måske mest ukendte på plakaten på forhånd, nemlig Galge der spiller dansksproget dødsmetal lige ud af Århus! Der var fuld gas på fra start til slut! Publikum i Vega blev for alvor rusket igennem og sparket helt i gang her. Mest imponerede ved Galge var dog deres forsangers evne til nå ud i nogle helt vilde skrig, som han uden problemer skiftede til flere gange undervejs og dermed langt væk fra den growlen den ellers stod på. Galge beviste denne aften, hvorfor dødsmetal bare er meget bedre live end på plade, og disse unge gutter fra Århus har en spændende live karriere foran dem!
H.E.R.O
Foto: Robin L. Nilzon
Så var det tid til aftens navn der faldt mest udenfor. Nemlig H.E.R.O, bandet der har haft stor succes i Japan allerede, varmet op for Dizzy Mizz Lizzy og er virkelige dygtige til at spille. Men hvor fremstod de kedelige oven på først Daze Of June og særligt Galge. Det er naturligvis ikke bandets skyld, hvordan de er placeret, men deres neutrale rock med lidt metalriffs, bliver bare for basic og ligegyldigt når man ikke kan mærke bandet i det. Velspillet og flotte så de ud, men nerve i musikken og ramme noget i denne anmelder kom de aldrig i nærheden af.
EYES
Foto: Robin L. Nilzon
Efter den noget kedelige omgang, var det tid til en helt anden omgang. Fra EYES indtager scenen kan man mærke, at det er et band, der vil noget, og efter det hele er sparket i gang med ”Swim” så er publikum klar og pitten åbner, og der er fuld smæk på, vi får det ikke udgivet ”Congratulations!” der lyder til at holde standard fra ”Underperformer”, selv om det virker til være konstant gang i pitten, virker frontman Victor Kaas til at ville have mere, og gør os opmærksom på at næste sang er en ”Pit sang, alle vores sange er pit sange!” og så forsætter den voldsomme energi udladning på og af scenen! Det er imponerede, hvor godt EYES er i stand til at spille og synge med alt den energi der samtidig er med i alt de fortager sig.
Vi får atter et nyt nummer i ” Bbbbbbbliss” inden aftens bedste koncert bliver sluttet af med ”Surf”!
Sådan skal det sgu gøres!
Lamentari
Foto: Robin L. Nilzon
Så var det tid til det helt store stil skifte. Så stod den på symfonisk black metal i Lamentari! Det er ingen hemmelighed for læserne af Blastbeast, at jeg er helt på udebane her. Det jeg tog med var dog, medlemmerne er dygtige musikere, showet er gennemført og publikum er fanget af showet! På denne måde virkede det helt utroligt professionelt og gennemført. Derudover hvad jeg kunne forstå på deltagere der er til genren, så leverede Lamentari varen, så når musikken både bliver spillet godt, lyder som den skal og det hele ser vild og stemningsfyldt ud, så må bandet have ramt den helt rigtigt!
Lifesick
Foto: Robin L. Nilzon
Aftens sidste navn, valgte at åbne med blot frotmand Simon på scenen med guitar og sang. Det virkede meget mærkeligt, og da han gik af og bandet indtog scenen måtte der flere gange råbes mod lydmanden for få spillet en intro. Det gav en meget mærkelig og rod start.
Da bandet først kom i gang var der heldigvis ingen problemer, og vi fik serveret en hårdt slående knytter direkte fra Fredericia, hvor hardcore og metal mødes! Lifesick har været gennem en stærk udvikling de senere år og med albummet ”Misanthropy” har de for alvor skabt et musikalsk grundlag, der kan sende dem ud i verden. Nu er både energi og musikken på plads, hvilket vi også fik at mærke denne aften i Vega, hvor de sidste kræfter blev tvunget ud af publikum og dermed fik Lifesick rettet op på den mærkelig start!.
Så med denne afslutning fik Copenhell igen vist en del af den danske metalscene frem mod udlandet og man må antage, at de er taget positive hjem! Det kan forhåbentligt ses på tour og festivalprogrammerne de kommende år!