Der er rigeligt at komme efter for guitaristen og/eller bassisten på årets Copenhagen Guitar Show!


Bumblefoot

For det første er det muligt at møde den amerikanske guitarvirtuos, Ron “Bumblefoot” Thal. Manden har en flot solokarriere bag sig, og er nok bedst kendt som guitaristen i et af musikhistoriens mest markante rockbands, nemlig Guns N’ Roses, som han spillede med fra 2006 til 2014 – altså inden Slash kom tilbage igen!

Bumblefoot er desuden topaktuel i den nye musikalske konstellation Sons of Apollo. Et band med et line-up, der inkluderer de to tidligere Dream Theater medlemmer Mike Portnoy og Derek Sherinian samt Billy Sheehan (The Winery Dogs, Mr. Big, David Lee Roth) og Jeff Scott Soto (ex-Journey, ex-Yngwie Malmsteen’s Rising Force). Sons of Apollo udgiver deres debutalbum den 20. oktober.

Det er ikke første gang, at Copenhagen Guitar Show har fornøjelsen af, at præsentere det populære 47-årige amerikanske guitarikon med den karakteristiske fletning i skægget. I 2013 gav Bumblefoot en underholdende og lærerig clinic på Copenhagen Guitar Show. Videoen fra den berømmede clinic har i skrivende stund over 831.000 visninger på Youtube. Copenhagen Guitar Show er af deres gæster gentagne gange blevet opfordret til at få Bumblefoot på showet igen, og dette kan man så se frem til i år.

Dette er dog langt fra det enete guitarister kan opleve på årets Guitar Show.

Fender talkshow

Fender har haft stor succes i Sverige med deres musikalske talkshows. Nu kommer konceptet til Danmark for første gang. Under Copenhagen Guitar Show 2017 vil man kunne opleve fem af Danmarks mest coole yngre musikere i et personligt og musikalsk talkshow. Søndag den 1. oktober kl. 13. vil blive en stund med personlige fortællinger, anekdoter og tanker om guitar, musik og gear nørderi. Publikum vil få masser af tips og tricks og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til de fem musikere, der er guitaristerne Anders Bo Jespersen, Simon Luth, Anders Birk, Kasper Falkenberg og Raunchy- og Invocator bassist Jesper Kvist.

Copenhagen Guitar Show finder sted i Østerbrohallen i København i weekenden den 30. september og 1. oktober!