1349. mbn-foto.dk Royal Metal Fest 2016

1349. mbn-foto.dk Royal Metal Fest 2016

Så var det atter blevet tid til det årlige metal brag i Århus, nemlig Royal Metal Fest, der som altid, afholdes på Voxhall og Atlas i centrum af byen. 

Festivalen startede allerede fredag kl. 17.00 med Stone Cadaver, hvilket dog var for tidligt til, at undertegnede kunne nå frem. Derfor blev åbningskoncerten for Blastbeast’s vedkommende koncerten med Caro.

Caro:

Som sagt startede vi med Caro, der fik lov at åbne scenen på Voxhall. Det gjorde bandet fra Frederikshavn med fuld smæk på allerede fra start. Caro leverede en solid omgang death- og thrashmetal.
Der var ikke det store fremmøde i starten af koncerten, men undervejs blev det heldigvis noget bedre. Jeg antager, at de fleste folk først ankom efter Stone Cadaver, men desværre også først under Caro.
Til deres held slap de for mikrofonproblemerne i det første nummer, der led under en alt for stor feedback.  Det blev dog løst ganske hurtigt og derfra leverede Caro et solidt set, der sikrede headbaning fra publikum og var samtidig en rigtigt god måde at få sat festivalen i gang på!


Gespenst

Næste show var på Atlas. Desværre var tidsplanen så stram, at Gespenst gik på få minutter efter Caro havde spillet deres sidste toner. Kun en meget begrænset del af showet blev set, da der forsat var lidt ting at få styr på for undertegnede efter ankomst til Århus. Det af showet der blev set, bar præg af en omgang langsom black der til tider havde fine doom elementer i sig. Det hele var lidt mørkt og mystisk, men også en forsanger der virkede til, at han gerne ville prøve alle aspekter af sin vokal af. Selv om det naturligvis er imponerende at kunne så meget forskelligt, så virkede det ikke altid som det rigtige at gøre rent vokalmæssigt. Musikken virkede derimod ganske fin og helt sikkert potentiale for noget at bygge videre på.

BÖLZER

Tilbage på Voxhall var det tid til det første udenlandske navn i årets lineup. Dette i form af schweiziske Bölzer.
Et band, der blot består af to mand. En trommeslager og en forsanger+guitarist. Ikke noget man tit ser i et metalband. Men det skulle ikke stoppe Bölzer i at give os et solidt show.
Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal kalde genren, men der var både elementer fra black- og death metal.
Bandet er yderst velspillende og numrene fangede én fra starten af showet. Selv om numrene, som enkelte værker er utroligt lækre og stærke, så blev de også meget ens undervejs, hvilket desværre gjorde, at koncerten synes at blive trukket unødigt ud. Det ændre dog ikke på, at Bölzer leverede en solid og stærk koncert. Men hvis det skal blive rigtigt godt fremadrettet, så er de nødt til at have mere variation i numrene, så setlisten kan varieres lidt mere.

Serpents Lair

Tilbage på Atlas var det tid til Serpents Lair, som vi havde med i The New shit helt tilbage i 2014.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeres jyske anmelder her, ikke er helt på hjemmebane i det helt mørke black metal, men det skal ikke tage fra, at Serpents Lair er hamrende velspillede. De spillede hurtigt og fik skabt en god og mystisk stemning bl.a pga deres maskering. Et kig på både min sidemand, men også på publikum i alt sin helhed afslørede, at de fremmødte også så ud til at nyde koncerten, hvilket jo altid er et godt tegn. Så alt i alt leverede bandet en velspillet koncert som publikum nød.

Destroyer 666

Så skulle der være fest og det gøres som ofte godt med klassiske metal dyder, klædt i læderbukser, veste og masser af nitter, Hvis der var før var nogen som helst tvivl om, at Destroyer 666 er et metalband, så måtte mikrofonholderne formet som metalkæder og kraniet på forsangerens stativ, mane alt tvivl til jorden!
Selv om det på mange måder er nemme virkemidler, så virker de og stemning blev i den grad sat. Heldigvis kunne bandet også musikalsk følge op på det. Med deres blanding af thrash-, death- og black metal, var der dømt fest var start af.
Publikum fik headbanget, danset og moshet lidt og alt i alt havde en god fest. Bandet kom godt omkring deres albumhistorik og publikum virkede glad, uanset om de fik nyt eller gammelt. På den måde fik Destoryer 666 leveret aftenens største fest på Royal Metal Fest.

Trepaneringsritualen

Jeg ved stadig ikke rigtigt hvad det var der blev spillet her. En mand i kutte, der råber over et backtrack af en art, mens der blev brændt en masse røgelse af. Der var meget få mennesker tilstede under show, så jeg var nok ikke den eneste, der ikke forstod mig på hvad dælen det her handlede om, og hvorfor det skulle være fedt?
Måske var det fedt hvis man forstod det, for de fleste andre blev det blot til en pause mellem Destroyer 666 og 1349.

1349

Så blev det norsk, det blev black, det blev mørkt og det blev ondt!
Klædt i crops paint og en enkelt i kutte, indtog pesten Århus.
Som i da pesten ramte os i 1349, tog bandet denne gang heller ingen gidsler. Der var fuld smæk på hele vejen igennem. Der var i starten et stort fremmøde blandt publikum, og det var dermed tydelig at se, at bandet var et af dagens absolutte højdepunkter for mange på forhånd. Til den burtale musik blev der også startede godt op i pitten. I ny og næ spillede 1349 lidt mere melodiske sang, hvilket for undertegnede var der de var bedst!  Om ikke andet gav det et lille afbræk i den brutale lyd. Desværre var forsangeren svær at høre i store dele af showet, og da det fjerner noget fra det samlede lydbillede, var det naturligvis en stor irritation.
Desværre forsvandt publikum også undervejs, og under halvdelen stod tilbage da showet sluttede. Om det skyldes at pesten havde dræbt dem? At nattelivet i Aarhus lokkede mere eller noget helt tredje skal stå usagt, men det var lidt trist at se. For 1349 gav folk det de var kommet for, en stærk omgang solid black lige ud af de norske fjelde!

1349 blev sidste band for os denne aften og turen gik hjem ad. En alt i alt vellykket dag, med fornuftig lyd og gode bands det meste af tiden. Eneste rigtigt anke var det meget stramme program, særligt tidligt på dagen, som medførte, at folk enten gik før et band sluttede eller kom for sent til det næste, da tiden mellem dem var alt for kort. Særligt hvis man gerne lige ville nå vende koncerten med sine venner og måske købe en ny øl.