Danske Blood Label har fået de voksne bukser på, og viser at man sagtens kan lyde “dansk” og samtidig være interessant at høre på!
Tag notater, folkens. Hvis der er noget den danske metalscene modtager hetz for i disse år, så må det være mængden at såkaldte “Hatesphere”-kloner. Intet ondt om HateSphere, slet ikke, men det virker lidt som om danske metalbands både godt kan lide og ikke helt ved om de vil spille dødsmetal og/eller thrash. De vil gerne vil have lidt melodi, brutalitet og også lidt grooves. Og så ender man næsten ALTID i den grøft, som egentlig kun bør være forbeholdt Hestepæren (hvis du spørger mig..)
Men Blood Label fra Aarhus, de gør det anderledes. Og så alligevel ikke. For de har alle førnævnte elementer, og så endda en bassist der har været på tour med HateSphere. Men de har gjort det til deres eget! – Hørte I?! Det er muligt!
Og det er sgu rart at høre! ‘Sgu en befriende fed lyd bandet besidder på denne udgivelse! Men hovedpersonen er, som det jo så tit ses, uden tvivl vokalist Kenneth Klitte Jensen! På deres EP “Existence Expired” var der lagt hovedvægt på råb/growl, men siden da har han udviklet sin lyd og får blandet clean vokal ind, uden at skulle ty til boyband-elementer eller for store skel i udtrykket. Lydmæssigt kunne det godt lyde lidt som noget tidlig The Haunted (Peter Dolving-frontet), som absolut skal ses positivt, når det kommer fra mig.
Bandet spiller til UG og stjerne, deres grooves sidder lige i skabet og man er ikke i tvivl om det ikke er “endnu en dansk metalplade” allerede tre numre inde i skiven. Numrene “Shotgun-blown in the face”, “Deliver me From Evil” og den hyper-melodiske og riff-stærke “Hell Holds A Place For You” (Peter Dolving, er det dig?) er højdepunkter på en plade der dog aldrig bliver svag på nogle steder. Dog kunne jeg godt savne flere stilmæssige afstikkere, nogle pusterum, ud-af-boksen tænkning osv. på pladen som helhed. Det er lige præcis dét der gør, at pladen aldrig bliver et decideret mesterværk.
Tak til Blood Label for at være endnu et bevis på at vi sagtens kan i lille Danmark. For at være bevis på at den “lyd” vi har – som vi måske ikke altid er lige stolte af – stadig har nogle bands som kan spille den, så den bliver interessant og fed at høre på!
“Skeletons” udkommer mandag d. 17/3-2014 via Mighty Music
1 comment
Blood Label // Studenterhuset Aarhus 26/4-2014 | BLASTBEAST says:
May 1, 2014
[…] i Århus for deres nye album Skeletons (som vi tidligere har givet pæne ord med på vejen her https://blastbeast.dk/2014/03/blood-label-skeletons/ ). Aftenen startede med at der var en gratis øl til de første der ankom – og den slags giver […]