Jeg glemmer aldrig den første gang jeg oplevede Heilung. Deres blot anden koncert nogensinde. Det var på Midgardsblot 2017.

 

Der stod jeg så. Midt i en skov blandt vikingehøje midt i Horten i Norge. der tilbage i 2017. Jeg anede ikke hvad der ventede mig. På min venstre side stod min skønne kæreste og på min højre side Devilution kongen og min gode ven Jacob Dinesen. Dér – på Midgardsblot – lige dér opstod magien. Ingen anede hvad der ventede os, da en gruppe krigere og deres høvdinger gik på scenen og opførte det der skulle blive den måske smukkeste og vildeste koncertoplevelse nogen af os tre nogensinde – på daværende tidspunkt – havde haft.

Heilung slog denne aften deres navn fast. Det var efter denne koncert, der af Metal Hammer UK blev kåret som den top 3 bedste koncert i 2017, at de blev signet på Season Of Mist og Doomstar Booking. The rest is now history!

Jeg kan huske, at jeg under koncerten på Midgardsblot udbryder “hold da kæft hvor ville det være sejt hvis de spillede enten Arena eller Orange Scene på Roskilde, med denne lyd. Bare vent. Det vil ske.”

Fast forward 7 år og her er vi så!

Heilung er blevet en af dansk musiks største eksportsucceser og nu skete det så endelig: Heilung headlinede Roskilde Festivalens åbningsaften med en kæmpe koncert under den gigantiske teltdug, med et mega lydsetup, der var arbejdet på i et år.

Heilung er noget for sig selv. Ingen lyder som dem. Enten forstår man det, enten nyder man det, enten bliver man suget ind i deres univers og ellers gør man lige det modsatte. Sådan er det bare. Det er ikke musik for alle. Men det virkede heldigvis til at “alle” gerne ville se bandet denne aften. Heilung fik i hvert fald fyldt godt ud i Arenas hjørner.

Det samme gjorde lyden. Den var mega. Der var ikke ét sted under den store teltdug, at der ikke var lyd. Vi var simpelthen omringet af lyd. En imponerende bedrift. Om det var bassen fra de store rammetrommer, Kai Uwe Faust og Christopher Juuls strubevokaler, krigernes råb, Maria Franz smukke, smukke klang eller kvindekorets skønne harmonier, så gik lyden simpelthen rent igennem. Det var kort sagt mægtigt og fik i hvert fald-  fra hvor jeg stod – de omkring mig stående stive idioter, der startede koncerten med at råbe “nu kommer vi i Valhal – tøhø” til at holde kæft og bare stå og måbe. Sådan lukker man munden på idioter.

Jeg håber at Heilung denne aften har kunnet give masserne, dem der endnu ikke har oplevet Heilung, den samme wow oplevelse, som jeg selv havde på Midgardsblot i 2017. Den dér oplevelse hvor tid og sted bare står bum stille og man lader sig suge 100 % ind i universet. Det gjorde showet – næsten – for mig i går. For jeg kan desværre ikke lade det gå ubemærket hen, at når man efterhånden har oplevet Heilung så mange gange, som jeg efterhånden har, så er der bare ikke voldsomt meget “nyt” at komme efter i showet. Det skal som sådan ikke lade bandet til last. Det er blot en realitet. Heilung har været på landevejen med dette show i meget, meget lang tid nu. Det står imponerende skarpt. Men også en anelse forudsigeligt – hvis man altså har set showet før!

Med det VAR altså en storslået oplevelse i går. Kæmpe lyd, kæmpe orkester, kæmpe scene. Kæmpe godt match! Men måske er det tid til at udvikle lidt mere på showet? Selvom jeg udmærket ved, at det ikke er det letteste med sådan et setup Heilung kommer med. Men jeg er fuldstændig sikker på, at Heilung kan gøre lige præcis det!