Så blev det onsdag, og musikpladsen blev for alvor åbnet. Det første navn på programmet for os var Better Lovers. Man kan kalde det en supergruppe eller et nyt band startet på resterne af “Every Time I Die”, men uanset hvad var det nok det band, jeg personligt havde set mest frem til.
Bandet havde haft et par fridage efter et show i Köln. De dage blev brugt i Danmark, hvor mindst et medlem så SYLs stærke koncert mandag, og deres sociale medier viste alt fra at lege turister i Roskilde til en tur i Københavns Tivoli og køre i rutsjebane. Det fortæller naturligvis ikke noget om koncerten, men viser et band, der ser ud til at hygge sig sammen og interessere sig for, hvad der ellers spiller på festivalen. Det er altid fedt!
Vi starter med et medley udover højtalerne af sange, hvor “Love” indgår, primært pop. De skifter hurtigt, men det er en meget sjov intro inden bandet indtager scenen. Forsanger Greg Puciato (tidligere Dillinger Escape Plan) bliver flankeret af Will Putney (Fit for an Autopsy) og, som nævnt, en kerne
fra Every Time I Die i form af Jordan Buckley, Steve Micciche og Clayton Holyoak. Showet åbner med masser af energi i “Become So Small”.
Vi fortsætter over i “Sacrificial Participant”, og dermed har vi været gennem halvdelen af bandets EP, God Made Me an Animal.
Vi fortsætter derudad med et mix af sange, der er udgivet, og sange, vi måske får i fremtiden. Det hele bliver lidt mere råt end på plade, hvilket nok
også kunne forventes. Det virker fint live, men det står desværre også klart, at Better Lovers har fine sange og masser af energi. Selvom vi får et show med masser af energi, en forsanger der kravler op i teltet og springer ud i publikum, er vi ikke helt der, hvor man kunne ønske sig, selvom flere af sangene er gode.
Da showet er færdigt, står man med en følelse af, at det var fedt, men bare ikke så fedt, som det kunne eller skulle have været. De omkring 30 minutter med 10 sange, hvoraf 6 er udgivet, skaber en god bund for noget, der kan blive rigtigt godt. Med Greg Puciatos kommentar om, at et album er på vej, har jeg stor tro på, at det bliver ligeså godt som håbet med tiden. Flere sange og bedre kendskab til dem hos publikum bør hjælpe med at skabe det show, både band og publikum ønskede. Så mange tak for denne gang til Better Lovers, kom gerne tilbage, når der skal være en albumturné!