Først en erkendelse: Da jeg startede som gæsteskribent på Blastbeast og boede i Jylland, undrede det mig, hvorfor folk dog ikke tog mere til Jylland, når der var noget fedt. Meget er sket siden; jeg bor nu i København og er længe siden ikke blot gæst på Blastbeast, men mere daglig ansvarlig, og jeg ser nu meget få shows i Jylland. Hvad er så formålet med denne intro? Jo, det var, at fredag d. 22. marts skete der noget så fedt i Jylland, at jeg og mange andre bosat i København tog vestpå!

 

Tøjhuset havde booket de amerikanske hardcore-legender Terror, og med sig havde de Nasty samt lokal (dansk) support fra Swartzheim. Den pakke lokkede så meget, at turen gik direkte ned i toget efter arbejde, og så var det bare at se frem til at ramme Fredericia, der har en lang historie i dansk hardcore. Rygterne sagde, at der var solgt godt med billetter, og der var da også kø ved Tøjhuset, da undertegnede ankom – fedt!

Foto: Martin Horn Pedersen

De unge gutter fra Swartzheim indtog scenen kl. 20.00 og skulle sparke aftenen i gang med en omgang crossover. Der var fuld fart og energi på bandet fra start, og forsangeren gjorde sit bedste for at leve op til den energi, som hovednavnenes frontmænd ville levere! Salen var ikke helt fyldt op endnu, men det stoppede ikke publikum i at starte pit’en op og begynde den kæmpe energiudladning, som aftenen blev!

Bandet viste respekt for de bands, der headlinede aftenen, mellem numrene. Det kan godt ske, at jeg bagefter ikke kan nævne et særligt nummer med Swartzheim, men det er også lige meget, da der var energi, kraft og fuld fart på. Præcis det, jeg vil have af et live crossover-show. Lysten til at hamre øl og hoppe ind i menneskemængden og bare have det fedt. Det havde jeg efter supporten, og dermed var jeg helt klar til de to store hardcore-navne!

 

Nasty indtog efter et kort skifte scenen, og nu var salen fyldt op! Publikum var klar fra start, både dem, der havde set supporten, og dem, der lige var kommet ind ad døren. Forsanger Matthias Tarnath ville have intensiteten op ved at råbe igen, at folk skulle komme tættere på, og folk adlød! Det

Foto: Martin Horn Pedersen

medførte også, at pit’en blev lige så voldsom, som man kan forvente til en brutal omgang breakdown hardcore! Der blev stagedivet, circle-pittet og konstant flyttet rundt på folk. Flyt eller bliv flyttet!

Det var tydeligt, at Nasty havde været forbi Fredericia før. De var glade for at spille for det fantastiske publikum, de havde i byen, og de viste respekt for de lokale hardcore-helte fra LIFESICK.

Mikrofonen blev ofte delt med publikum, hvor forsangeren fra Cabal Andreas Bjulver, virkede til at være den, der greb den mest, mens hans bandkammerat Christian Hammer konstant crowdsurfede rundt. Hvad er så pointen med at nævne alle disse mennesker?

Jo, ud over at spille en koncert med masser af energi og brutalitet, havde lineuppet denne aften trukket masser af folk til Fredericia, så ikke bare de lokale fans, men også folk fra København, Aarhus og Tyskland var at finde i publikum denne aften, hvor Fredericia levede op til byens gamle tilnavn om at være landets hardcore-hovedstad!

Efter at Nasty havde revet publikum og Tøjhuset fra hinanden i omkring 35 minutter, var det tid til en kort pause, og undertegnede nåede kort at overveje, om der mon var energi tilbage i folk til Terror?

Foto: Martin Horn Pedersen

Det var der heldigvis! Man kan også spørge sig selv, hvem tør andet end at rykke frem og gøre, som der bliver sagt, når Scott Vogel deler ordrer ud! Der blev åbnet med ”One With the Underdogs”, og så var pitten åbnet. Nogle virker stadig til at kæmpe med at få vejret efter Nasty, andre vil bare have det vildt. Så en ung mand kravler undervejs op på nogle bjælker og springer ned i publikum. Det rammer mig, at på den ene måde tænker fuck, hvor er han vild, og derefter bliver jeg 40 og tænker av, hvis det var min krop. Det var det heldigvis ikke, mens Terror tæsker det ud af med sange som ”Hard Lessons”, ”Return to Strength”, ”Pain Into Power”, som de aldrig har lavet andet!

Hvilket de nok heller ikke har – hvorfor skulle Terror også det? De opfinder ikke noget nyt, men spiller hardcore, som de altid har, og det gør de som de bedste, og publikum denne aften i Fredericia elsker det!

 

Udover opfordringen til at indtage scenen og pitte mere, så taler Scott ikke så meget i dag. Vi får dog enkelt tale om at huske at nyde det, og det her er terapi for ham og for os.Det kan han have ret i; jeg føler mig i hvert fald altid ret lettet efter et hardcore-show!

Tiden flyver afsted, og efter 40 minutter er det hele slut med ”Keepers of the Faith”, og det er helt perfekt. Et hardcore-show skal være kort og effektivt, hvilket Terror gjorde helt perfekt denne aften i Tøjhuset.

 

Så tak til bandene for at gøre turen hjem til Jylland værd. Nu skal vi bare have flere unikke bookinger som denne, så vi kan blive mindet om, at der er mange fede steder at gå til koncert i hele Danmark!