Efter at vejret igen igen havde stoppet Architects fra at spille på Copenhell i sommers, var de nu tilbage i Danmark mandag d. 29/1 – Lokationen var Forum Black Box, et større venue end sidste koncert, der var i Store Vega tilbage i 2019, hvor vi fik en meget stærk koncert!
Inden det var tid til, at Architects skulle på scenen, havde det britiske band Loathe fået jobbet med at åbne aftenen. Det var første gang, bandet skulle spille i Danmark, og desværre fik de ikke en nem start. Forsanger Kadeem Frances’ mikrofon virkede ikke. Han forsøgte selv at fixe den, og nogle teknikere var på scenen og rodede med den, indtil han valgte en af de andres mikrofoner. Alt i alt var det en meget rodet og svær start for bandet. Heldigvis kom der bedre styr på mikrofonen, og de gjorde deres bedste for at få gang i publikum med deres blanding af metalcore, nu-metal og det mere alternative. Alt i alt klarede bandet sig godt trods tekniske problemer. Dog virkede Erik Bickerstaffe, der synger meget af den klare vokal, ikke til at have sin bedste aften, men sådan går det nogle gange. Jeg håber snart, at Loathe får en ny chance uden tekniske problemer og dermed får lov til at vise Danmark, hvad de kan.
Spiritbox
Foto: Vilstrup LiveArt
Næste band på scenen var Spiritbox, der havde imponeret ved deres Copenhell-koncert i sommers og sidenhen udgivet en stærk EP. Jeg havde derfor set frem til at se dem igen. Spiritbox dækker et bredt spektrum fra skønsang og afdæmpede passager til tunge breakdowns og voldsom råben fra Courtney LaPlante.
Courtney beviste på alle måder, hvor stærk en frontkvinde hun er denne aften, både med hendes vokalarbejde og hendes sceneoptræden. Hun trådte i karakter, om det så var når hun tog fokus med sin vokal eller dans, men også når hun valgte at træde lidt tilbage og give resten af det dygtige band fokus.
Showet startede med ”Cellar Door” og gik videre med ”Jaded”. Det stod med det samme klart, at sange fra den seneste EP, ”The Fear of Fear”, fungerede godt, hvilket også gjorde det helt rigtigt at starte med fire sange derfra, selvom EP’en først udkom i november. ”Rotoscope” blev brugt som overgangssang, inden vi ramte “Eternal Blue”-pladen, hvor vi først fik den smukke ”Hurt You”. Publikums entusiasme steg til et nyt niveau, da Sam Carter kom på scenen og bidrog til ”Yellowjacket”, hvilket også viste, at Architects værdsætter de bands, der er med på touren, og det er ikke bare nogen, et pladeselskab har sat ind.
Sættet sluttede af med ”Hysteria” – 10 sange, cirka 40 minutter, hvor bandet hele tiden var ud over scenekanten, spillede godt og havde sammensat en sætliste, der gjorde, at man konstant var optaget af showet og følte, at man fik fuld valuta for pengene! Så nu er der vel kun at drømme om, at de snart kommer igen, denne gang som hovednavn?
Architects
Foto: Vilstrup LiveArt
Efter en halv times tid var det tid til Architects. De indtog den store scene, der nu var opdelt i 3 etager, med fuldt LED-showlys, og det hele blev sparket i gang med den nye single ”Seeing Red”, hvor bandet virker til at være trådt et skridt tættere på det materiale, de havde udgivet inden de seneste to albums. Det gav en god start til koncerten, da der både var energi og kraft i den!
Desværre mister vi hurtigt meget af den energi, da numrene fra de seneste to albums, ”For Those That Wish to Exist” og ”The Classic Symptoms of a Broken Spirit”, ikke har samme kvalitet. At bandet ønsker at gå i en mere stadion-core retning er der ikke noget problem med, de har bare ikke særligt mange gode sange i den boldgade.
Så selv om showet er på plads, og bandet spiller godt, falder niveauet desværre hurtigt. Forklaringen er måske også, at Sam lider af angst og åbenbart har det svært på scenen denne aften, hvilket jo er rigtigt trist og en del af forklaringen på, hvorfor nogle stærke sange er for svære at spille for Sam. Showet får dog et løft i en periode, der starter med ”Hereafter” og ”Gravedigger”.
Selv om vi inden ”Doomsday” får beskeden fra Sam om, at han har det svært, gør det bare, at publikum er ekstra ivrige efter at synge med og løfte det smukt i mål. Til næste nummer, ”These Colours Don’t Run”, kommer Frances fra Loathe på scenen og synger med, nu med en mikrofon, der virker, og dermed bliver det også klart, at han er rigtig dygtig. Hovedshowet slutter med ”When We Were Young”, inden bandet forlader scenen.
Da de kommer tilbage, har Sam iført sig en dansk landsholdstrøje med Højlund på ryggen. Det er ikke bare et tilfældigt stunt; forklaringen er, at Sam er kæmpe Manchester United-fan, og det er der Rasmus Højlund, der til dagligt spiller. Man kan jo kun sige, at Sam har god smag i fodbold! Det hele slutter med ”Nihilist” og ”Animals” – Architects viser denne aften, at de kan levere et stadionshow rent visuelt og performance-mæssigt. De har bare brug for en bedre sætliste. Det betyder ikke bare, at de skal spille mere af det gamle, men hvis ”Seeing Red” er et tegn på fremtiden, vil den kommende plade nok give dem mange af de sange, de mangler for at gøre showet i Forum tættere på den rigtige sammensætning end da jeg så dem på Rock im Park i sommers.
