Efter en god og hård torsdag var kroppen lidt brugt, men afsted gik turen mod pladsen, da Jacob Stegelmann var tilbage! Denne gang på Hades-scenen sammen med Aarhus Symfoniorkester, og igen fik vi film- og spilmusik, som publikum tog godt imod. Det var dog også midt i den bagende sol, så undervejs måtte jeg søge skyggen og drikke mere vand, hvis resten af dagen skulle blive god.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Næste koncert for mig var Korpiklaani, finsk folkemetal, som bestemt ikke er min hjemmebane, men sangene om druk og fest kan jo noget. Det var også meget festligt, så længe de spillede den slags sange. Det er dog ikke hele tiden, og de mere rolige sange virkede, for mig, som et mærkeligt match? Undervejs begyndte Copenhell at rydde området, da der var uvejr på vej, og jeg valgte sammen med mine gode venner at finde tørvejr og siddepladser i mellemtiden.
Det betyder også, at det er svært for mig at sige, hvor slemt det faktisk var, men en skræm faldt ned, og Napalm Death blev stoppet. Det betød også, at Architects igen blev aflyst på grund af regnen – øv, øv! Jeg var ekstra glad for at have set dem på Rock Im Park, men det er synd for alle deres fans på Copenhell og for bandet. Det betød også, at selvom vejret klarerede op, var Cabal forsinket, så planen om at se de første 20 minutter af deres show måtte opgives. Derfor gik turen mod Gehenna-scenen og bandet END!
Foto: Robin L. Nilzon
ENDs koncert på Stengade var vild, så at få lov til at se dem her igen var noget af det, jeg havde set mest frem til på festivalen! Jeg blev heldigvis ikke
skuffet! Forsanger Brendan Murphy (også
kendt fra Counterparts) kræver bevægelse, og de åbnede op med sangen “Fear For Me Now” og startede en voldsom omgang hardcore, hvor pitten konstant var i fuld gang. Men det var ikke bare energi og vildskab. Musikken var velskrevet og spillet helt som den skulle, hvilket gjorde det hele bare så beskidt og brutalt som det kan være inden for hardcore.
Undervejs måtte jeg give mine briller til en ven for at hoppe ind i udkanten af pitten og tæske jorden uden helt at risikere livet, da det hele var så kraftfuldt, at jeg måtte være en del af det! Efter 32 minutter stod jeg tilbage med en følelse af, at det ikke kunne blive bedre inden for genren. Bandet ville det, publikum ville det, og scenen havde den rette størrelse. Tak for årets bedste koncert på Copenhell!
Foto: Robin L. Nilzon
Derefter gik turen mod Slipknot. Energien var høj, og der var stadig lyst til at det skulle være vildt.
Showet åbnede med “The Blister Exists”, som ikke er blevet spillet live siden 2015. Setlisten blev domineret af debutalbummet “Slipknot”, hvor vi fik hele 6 sange fra, men faktisk spillede de også sange fra alle deres andre albums. Det var på mange måder den helt rigtige festival-setliste. Der var fællessang til “Psychosocial”, klassikere som “Wait and Bleed” og “People = Shit”, og det hele sluttede af med et vanvittigt “Spit It Out”! Der var ikke noget nyt eller overraskende ved Slipknots koncert denne aften, og jeg har set bedre Slipknot-shows, men de holder alligevel et meget højt niveau og leverer den koncert, de er hyret til! Det var dejligt at se et af årets største navne vise, at de er en headliner!
Efter at energien var brugt, var der lige et kort pitstop på Gehenna-scenen for at se Lamentari indtage scenen, og det så virkelig flot ud! Ud fra det, jeg hørte, var det også en rigtig god koncert!