Frank Carter and the Rattlesnakes er 15 oktober klar med det 4. album, ved navn ”Sticky”. Inden albummet blev sat på, var det med en vis spænding. Singlerne havde naturligvis givet et signal, men selv om Frank Carter er en mand med holdninger, så har musikken også over albummene udviklet sig mindre og mindre sprængfyldt fra ” Blossom”, hvor vi stod med et stærkt punk/punkrockalbum, mens der, ved det seneste ”End of Suffering” blev mere mødt af en alternativ rock lyd, hvor punken kun kunne findes i teksterne.
Første single fra albummet deler navn med albummet ”Sticky”, der med et up beat tempo og energi virker til bringe os til punkrock anno 2021 og en fortælling om Carter’s færten i natten på jagt efter noget der er ”sticky”. Næste spændende sang på albummet er ”BANG BANG” hvor ”Lynks” gør bandet selvskabt på et nummer, som folk helt sikkert kommer til at råbe med på til live shows, da BANG BANG er så perfekt at råbe. Nummeret har en masse på hjertet med at ville stikke af fra samfundet med de problemer det har, og vi hele tiden leder efter den lille sprække, der tillader os at slippe væk fra hverdagens problemer med frygten for bare at få et panikanfald.
Vi forsætter og får kort efter en gæst mere i form af Joe Talbot fra Idles, der på ”My Town” joiner Frank Carter i fortællingen om det evige problem med, at mænd har svært ved tale om, hvordan de har det. Desværre bliver det ikke så godt, som man kunne håbe med så vigtigt et nummer og to så stærke frontmænd, så uden det er dårlig, så føles nummer uforløst.
Lynks er tilbage på ”Go Ge A Tattoo” som må være pladens svageste sang, der slet ikke virker og føles ligegyldig, både musikalsk og måden historien fortælles på. Var en skuffelse da den kom som single og desværre er den ikke blevet bedre med tiden.
Seneste single fra pladen er ”Off with his head” hvor der er selskab af Cassyette. Nummeret har en god energi, der igen giver plads til en ung kunster, denne gang i form af Cassyette, hendes vokal vil nok skildre vandene, personlig virker den for mig på nummeret og bidrager flot til at løse energien og skabe noget særligt i lydbilledet, når deres vokaler mødes.
På ”Rat Race” får vi mere samfundskritik, inden det hele sluttes af med ” Original Sin”, hvor der er selskab af Bobby Gillespie fra Primal Scream. Nummeret er godt og fangende, men har en synch og guitarlyd der falder uden for albummet. Så selv om nummeret har masser af kvalitet i sig selv, skulle det nok ikke have været på denne plade.
Opsummering: Albummet har i sin lyd en mere frisk og nærmeste festlig tone, så hvis man ikke lytter efter, er det musik, som det er nemt at bevæge kroppen til. Der er bag den nærmeste pop-punkede lyd en masse på hjertet i ønsket om frihed og opgør med samfundet. Hvilket giver albummet rigtigt meget, både til at dans i badet inden du skal ud i samfundet og kræve din frihed fra de bånd der bliver lagt på dig! Så kan du altid springe over de sange, der ikke fanger dig
Lyt specielt til: Sticky, bang bang, Off with his head
For fans af: Idles, Slaves, Milk Teeth